Top 5 - Bands af brødre
Er det familiære bånd en bonusfaktor, når søskende deler band? Vi har fundet fem brødre, der følges ad i livet, både i pladestudiet og til familiekomsammen.
Kan din bror eller søster gå dig på nerverne?
Vil det blive for meget af det gode både at skulle følges ad i den kunstneriske ånd med bandet og hjemme i de trygge rammer i familiets skød?
Et utal af blodsbånd har gennem årene valgt også at dele musikervejen. Om det så reelt gør nogen forskel for os som lyttere, at der er en familiefaktor, der får bandet til at hænge sammen, er så det store spørgsmål, man kan stille sig selv. Havde kemien mellem fx Darrell-brødrene i Pantera været lige så magisk, hvis ikke de var brødre? Havde Nifelheim været lige så seje uden det familiære bånd mellem Tyrant og Hellbutcher, der nu tilsyneladende er ugenopretteligt? Eller havde dybden og inderligheden været lige så gribende, hvis ikke det var bundet op på det interne spil mellem Cavanagh-brødrene i Anathema?
Spørgsmål, der står uafklarede, men som er grundlaget for denne top 5, hvor vi har fundet fem seje søskendepar, der alle stadig følges ad den dag i dag, både på scenekanten og hjem til forældrenes kagebord.
1. John og Donald Tardy (Obituary)
(foto: Kent Kirkegaard Jensen, fra Copenhell i 2014)
Siden ´84 har Tardy-brødrene fulgtes ad i tykt og tyndt. Først i det mere Venom-inspirerede Executioner/Xecutioner, indtil de i ´88 skiftede navn til Obituary og lod sig gribe af de spæde dødsmetaltoner i samtiden. Året efter fulgte 'Slowly We Rot', som hurtigt sammen med den efterfølgende 'Cause of Death' udviklede sig til hyldede klassikere indenfor genren, med Donald Tardys groovy trommestil og storebror Johns ikonisk sygelige bræk-vokal – og resten er, som man siger, historie. Sammen med guitarist Trevor Peres har d'herrer Tardy altid været Obituarys faste grundpiller, og holder stadig stilen støt kørende, ikke mindst fra scenekanten.
Det til trods er det svært at finde noget, der binder en trommeslager og en sanger sammen i den musikalske kemi, da virkemidlerne bag tønderne og med mikrofonen er vidt forskellige – men ville Obituary mon overhovedet have eksisteret så længe/blevet gendannet igen oven på deres midlertidige pause omkring årtusindskiftet, hvis ikke Donald og John havde det familiære bånd til fælles?
Vi lader spørgsmålet stå åbent.
2. Azter og Ustumallagam (Denial of God)
(pressefoto)
Næsten lige så længe har guitarist Azter og sanger Ustumallagam været de drivende kræfter i Danmarks ældste black metal-foretagende, Denial of God. Sønderjydernes fascinationer for horror og de mørke kræfter har, sammen med inspirationerne fra black metallens tidlige drivkræfter, været deres varemærke, og en væsentlig del af DoG-fortællingen er, at der bag deres respektive kunstnernavne gemmer sig et broderskab, der er med til at forklare de fælles inspirationer.
Azters vekslen mellem intens tremolohuggen og feedback-ladet doomtyngde, samt hans kradse guitartone, går perfekt i spænd med Ustumallagams rallende hvæs og hviskende uhygge. Virkemidler, der tilsammen gør deres horrorfascinationer mere gennemtrængende, hvilket i øvrigt også engang har udmøntet sig i et fælles Misfits tribute-band, Astro Zombies, samt Azters eget (nu afviklede) pladeselskab Horror Records. Azter og Ustumallagam er dansk black metals garanter for fare og uhygge, hvad end de bedriver – og det meste af det er et resultat af de ting, de bedriver sammen.
Det er ikke svært at mærke familieånden her.
3. Joe og Mario Duplantier (Gojira)
(foto: Steve Brown)
Den franske metalinstitution har efterhånden snart 30-års-jubilæum, helt uden at have ændret besætning siden 1998. Alligevel snakker man i folkemunde kun om de to brødre i bandet, frontmand/guitarist Joe og lillebror Mario bag trommesættet, og det forstår man på sin vis godt. Langt de fleste af deres numre er nemlig båret af den teknikalitet og det djentede drive, der bygges op mellem rytmeguitaren og trommerne.
Tag fx nummeret nedenfor fra 2008's fænomenale 'The Way of All Flesh' – det er tydeligt, at al musikken er et produkt af netop sangskrivningen mellem rytmeguitaristen og trommeslageren, og det er også netop de to, der egenhændigt har skrevet al musik på deres sidste fire skiver. Et musikalsk broderskab, der er bundet op på groove, teknikalitet og nytænkning, og selv hvor de nu har fået lidt mere masseappel siden 2016's 'Magma' er det stadig nemt at høre med det samme, hvem vi hører, når når nogen smider Gojira på playlisten – og det bunder 100 % i den særlige kemi mellem Joe og Mario.
4. Jesper og Jens Nicolai Gräs (IOTUNN)
(foto før koncert på Copenhell 2023)
Før 2021, da debuten 'Access All Worlds' landede, var de danske prog metallere fra IOTUNN helt og aldeles ukendte. Siden da har de overbevist live gang på gang, også uden for de danske grænser på 70000 TONS samt sidste sommer, hvor jeg så dem foran en tætpakket, overbevist crowd på den tyske Summer Breeze-festival.
Uden at forklejne de andre medlemmer kommer vi ikke udenom de to guitaristers store rolle i lydbilledet, med deres sans for det episk storladne og for den progressivt funderede sangskrivning. Et teamwork, der lige så vel kunne have udviklet sig tilsvarende uden deres fælles ophav, men omvendt har de med førnævnte debut opbygget et univers, der er meget særegent for genren, ikke blot se med danske briller. Det univers havde sikkert taget sig lidt anderledes ud, hvis ikke én af Gräs-brødrene havde haft den anden at spejle sig i.
5. Dean og Robert DeLeo (Stone Temple Pilots)
(foto: Facundo Gaisler)
Grunge-bandet, der ikke rigtig tælles som sådan (de kommer jo ligesom ikke fra Seattle), har gennem alle årene haft to medlemmer, der har stået for langt den overvejende del af sangskrivningen, i form af DeLeo-brødrene. Stone Temple Pilots er dog meget mere end blot grunge, selvom debuten fra 1992 unægteligt læner sig op ad den del af tidsånden, men DeLeo-brødrenes musikalske rødder i 70ernes glam-scene, psych og bluesede hardrock har med vekslende vægtning altid været væsentlige grundpiller i Stone Temple Pilots-lyden.
Med både Dean og Roberts sans for konstant at udvikle lydbilledet plade for plade har der, på trods af detours undervejs, nu altid været noget fundamentalt i deres lyd, der definerer deres musikalske makkerskab. Et makkerskab, der næppe blot kan forklares i kraft af deres fælles opvækst, men ikke desto mindre alligevel har været en afgørende, inspirationsmæssig samlingskraft for bandet fra første færd - mon ikke forældrene har haft en god pladesamling?