Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Forårets fem fiduser

Updated
met72seasons

Foråret er på vej og pladeselskaberne titter frem med nogle af de større navne, der skal være klar til sommerens festivaler. Vi har fem fede fiduser.

Kunstner
Titel
+ Cattle Decapitation + Lumsk + Tygers of Pan Tang + Hatesphere

Man behøver bare kigge i kalenderen. Marts måned har ramt os. Det betyder, at vinteren officielt er forbi og vi kigger nu ind i et sprudlende forår, hvor kolde aftener ude foran vindblæste spillesteder på sigt afløses af koncerter under åben himmel. Foråret er overgangsfasen, hvor pladeselskaber ruller deres tunge skyts ud og starter kampagnen for de bands, der giver koncert på alverdens festivaler. Vi kigger nærmere på fem udgivelser, der utvivlsomt vil få en del opmærksomhed i de næste måneder.

1. Metallica – 72 Seasons

Der er ingen vej udenom verdens største metalorkester nogensinde. Deres 11. studiealbum udkommer om en måneds tid, nærmere bestem 14. april 2023. Godt nok bringer turnéen dem ikke forbi Danmark i år, men næste år giver de to koncerter i Parken, hvor der ikke vil være ét eneste nummer, der overlapper. Interessant koncept. Der er allerede smidt tre singler, hvoraf vi her bringer nummer to, der hedder 'Screaming Suicide'. 



2. Cattle Decapitation – Terrasite

Grindemsemblet fra San Diego, California, har længe været en kæledægge her på redaktionen. Lige fra da de udsendte 'Monolith of Inhumanity' tilbage i 2012 har vi, grænsende til det pinlige, kastet os på knæ for stort set alt, Travis Ryan og co. har udgivet. 'Monolith of Inhumanity' gav vi den mytiske karakter 666 og siden har både 'The Anthropocene Extinction' og 'Death Atlas' begge fået topkarakteren 5. Det vil næsten være for meget forlangt, at de kan fortsætte med så stærke udgivelser, men håbet har samme farve som foråret. Det er lysegrønt. Der er sluppet et enkelt nummer fra 'Terrasite'. Nyd 'We Eat Our Young' her.



3. Lumsk  Fremmede Toner

Det norske folkemetalband Lumsk barsler med deres fjerde plade, 'Fremmede Toner' 5. maj og den udkommer på Dark Essence Records. Det er 20 år siden, Lumsk debuterede med deres 'Åsmund Frægdegjevar' på Spinefarm Records og siden har de skiftet lidt ud i besætningen, som så mange andre, men bandet består stadig. For få dage siden smed de singlen 'Det Døde Barn' på gaden, der også vil være at finde på pladen. Lumsk viser, at deres progressive side bestemt tiltvinger sig mere og mere plads i lydbilledet.



4. Tygers of Pan Tang – Bloodlines

Et af genrens ældre orkestre, der bl.a. har inspireret det band, vi har øverst på denne liste, er stadig aktive. 'Bloodlines' bliver deres 13. studiealbum. Tygers of Pan Tang blev dannet tilbage i 1978 og gik første gang i opløsning allerede i 1983. Samme år førnævnte band sendte deres debutplade på gaden. Tygers of Pan Tang opgav dog ikke helt uden kamp og blev gendannet i midten af firserne, hvor det blev til et par plader. Men 'Burning in the Shade' fra 1987 fik lunkne anmeldelser og så kastede bandet håndklædet i ringen for anden gang. Et årti gik, og i 1998 fik et par af medlemmerne muligheden for at spille tre sange live på Wacken Open Air med bandet Blitzkrieg. Det blev så vel modtaget, at guitarist Robb Weir ene mand gendannede bandet. Siden har de udsendt hele seks plader, hvor 'Bloodlines' så bliver den syvende og 13. i alt. 



5. Hatesphere – Hatred Reborn

Fra egen andedam har vi aarhusianske Hatesphere. Allerede om et par uger lander deres seneste plade 'Hatred Reborn' på gaden. Helt præcist fredag d. 24. marts 2023 via Scarlet Records. Hatesphere blev dannet tilbage i 2000 og 'Hatred Reborn' er deres 11. studieplade. Den forrige plade, 'Reduced to Flesh' blev vel modtaget her på redaktionen, hvor vi bl.a. skrev at de formår at lyde friske midt i genkendelsens glæde. Det er ingen hemmelighed, at Hatesphere har skiftet lidt ud i besætningen gennem årene. Denne gang er det dog kun forsangeren, der er skiftet ud. Det er Mathias Rønde Uldall-Jensen, der også brøler i Royal Deceit, der nu står bag mikrofonen. Læseren kan høre ham knurre sammen med Hatesphere her på seneste singleudspil 'Darkspawn'.