Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Viborg Metal Fest 2023

Updated
vmf23

Viborg afholder for niende gang metalfestival, og vi giver fem gode grunde til, hvorfor du bør rejse til den midtjyske by og høre noget heavy!

Viborg Metal Festival afholdes på Paletten. Spillestedet lå tidligere i midten af byen, men blev under corona flyttet ud til et større område med hoteller, stadion og meget andet. Forholdene er betydeligt opgraderet og det betyder, at VMF'23 meget vel kan gå hen og blive en af årets bedre metalfestivaler. For programmet er én ting; forholdene betyder også noget. Samlet set betyder det, at vi trygt kan liste fem gode grunde op til, hvorfor du bør få skrevet VMF på dit koncert-CV.

1. Beliggenhed
Nok er Viborg dybt i hjertet af Jylland og det kan føles langt væk fra storbyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg. Men faktisk ligger Viborg Metal Festival rigtig godt. Det er nemt at komme til og fra, og Paletten tilbyder et væld af lækre muligheder. Der er hotel under samme tag som spillestedet, så uanset vind og vejr kan man bare nyde at gå direkte fra hotelværelset og ned i koncertsalen uden at skulle have overtøj på. Smart nok primo marts, hvor vejret kan være både godt men også koldt.

2. Decapitated
Det polske dødsmetalband har spillet på alle festivalerne i Danmark. Copenhell, Roskilde Festival, Aalborg Metal Festival, Royal Metal Fest og nu kan de også krydse Viborg Metal Fest af. Og når vi går i arkivet for at se, hvad vi tidligere har ment om Decapitated på disse spillesteder, så har vi generelt været glade for dem live. Kun lige på Copenhell i 2016 var de under middel. Så forvent en seriøs omgang dødsmetal fredag aften på Paletten!

3. I Am Morbid
David Vincent turnerer flittigt i Europa med sit eget band, der spiller gamle Morbid Angel-sange. Vi har efterhånden set dem en del gange og nyder det hver gang. Vincents stemme er stadig dyb og stærk, og nu hvor den legendariske trommeslager Pete 'Commando' Sandoval også er med (som han var da de senest besøgte Danmark for et år siden), så er det ren nostalgi at opleve duoen fremføre deres numre fra halvfemserne. Har man de første fire plader med Morbid Angel stående i reolen, så er der kun ét at sige; mød op og nyd musikken!

4. Steel Inferno
På Devilutions redaktion er der rigeligt med anmeldere, der hylder Steel Inferno og deres tredje plade 'Evil Reign', der udkom i oktober måned sidste år. Nu får man muligheden for at høre dem live, og så vil det næsten være fjollet ikke at møde op. 



5. Billig overnatning
Er man på budget, så er Viborg Metal Festival leveringsdygtige i overnatningsmuligheder. De har både en 'couch-surfer'-gruppe på Facebook, og sørme om ikke også de tilbyder overnatning i et stort lokale, hvor man selv kan medbringe luftmadras og sovepose eller dyne. To overnatninger koster 199,- . Det er jyske priser, som man kun kan gøre det i Viborg. Vi afprøvede denne budget-overnatning sidste år til VMF'22, og det fungerede ganske udmærket. Alle var respektfulde overfor hinanden, lånte grej til hinandens luftmadrasser så de kunne blive pustet op og hyggede sig på tværs om formiddagen. 

Generelt har vi svært ved at få armene ned omkring Viborg Metal Festival. Vi har på fornemmelsen, at det lokale bryggeri Ølluminati også igen i år kigger forbi med nogle haner, der indeholder noget lækkert til ganen. Ellers er Paletten også leveringsdygtig af både almindelig fadøl og mere niche-præget fluidum. Sidste år var chefen for hele Paletten og det bygningskompleks, der indeholder hotel osv. så begejstrede for metalpublikummet, at han stillede sig op på baren og råbte, at de næste 100 fadøl var på hans regning. Ifølge rygter gjorde han det endda to gange umiddelbart efter hinanden, så glad var han for det, han så. Det kan du læse mere om her i vores reportage fra fredagens program sidste år.

Vi forventer ikke fri bar igen her i 2023, men er overbeviste om, at det bliver mindst lige så hyggeligt som de foregående år. Det kan næsten ikke blive weekend hurtigt nok!