Tre årtier med suveræne svenskere
Med numre fra samtlige plader i diskografien beviste The Hellacopters i Pumpehuset, hvorfor de er et af Skandinaviens bedste rockbands igennem de sidste 30 år.
2. Sometimes I Don't Know
3. Carry Me Home
4. Faraway Looks
5. Stay With You
6. Born Broke
7. Toys and Flavors
8. Like No Other Man
9. Everything's on T.V.
10. No Song Unheard
11. By the Grace of God
12. (I Don't Wanna Be) Just A Memory
13. The Devil Stole the Beat From the Lord
14. Go Easy Now
15. Baby Borderline
16. Soulseller
17. Leave a Mark
Ekstra:
18. In the Sign of the Octopus
19. Eyes of Oblivion
20. I'm in the Band
21. (Gotta Get Some Action) Now!
Svensk musikhistorie er fuld af legender. 52-årig Nicke Andersson er en af dem. Han var blot en teenager, da han som komponist og trommeslager i Entombed var med til at støbe fundamentet for lyden af svensk death metal sidst i 1980’erne. Men fra at være helt i undergrunden sigtede Andersson efter livet som rockstjerne på de større scener.
I 1997 forlod han trommesættet i Entombed for at hellige sig rollen som frontmand og guitarist i The Hellacopters, der året før debuterede med den rå ’Supershitty to the Max!’. Det var lyden af upoleret og catchy garagerock, som idolerne i Ramones og Sex Pistols havde introduceret verden for et par årtier tidligere. Anderssons ambitioner om et større publikum lykkedes. The Hellacopters sejrede med svenske Grammy-priser, scorede support-jobs for KISS og spillede flere gange foran tusinder af mennesker på Roskilde Festival.
Anderssons arbejdstempo var energisk som musikken. Syv plader på lidt over et årti og flere hundrede shows blev det til, før det kreative geni igen sigtede mod noget endnu større. The Hellacopters blev lagt i graven i 2008. Andersson fandt sammen med New Zealandske Dolf De Borst, der i starten af det nye årtusinde var braget igennem lydmuren som frontmand i The Datsuns. Sammen dannede de Imperial State Electric, og væk var den hidsige garagerock. Verden skulle nu besejres med radiovenlig rock.
Resultatet var en fiasko.
For første gang i karrieren fejlede Anderssons planer. Og det gjorde ondt, fortalte han i et sjældent ærligt interview med en musiker i Sweden Rock Magasine i 2016, da Andersson havde accepteret et tilbud om at genopstå med The Hellacopters for en enkelt stund på Sweden Rock Festival i anledning af 20-årsjubilæet for ’Supershitty to the Max!’.
Sweden Rock Festivals chefbooker havde i flere år plaget Andersson om et comeback-show med hjemlandets elskede rockband. Andersson sagde blankt nej hver gang, indtil økonomien ikke længere efterlod ham noget valg. Men hvad der startede som en sult efter smør på brødet på Sweden Rock i 2016, endte hurtigt med gendannelsens glæde.
Med Dregen tilbage i folden på guitar var The Hellacopters en triumf på den svenske festival. Siden har svenskerne været tilbage med fornyet energi. Et brag af en comebackplade i 2022 med ’Eyes of Oblivion’, og trods seneste udspil, ’Overdriver’, der udkom i januar, nok kræver lidt tilvænning, så er det stadig en solid udgivelse.
Langfredag indtog svenskerne Pumpehuset, som en del af deres 30-årsjubilæumsturné, hvor den fik hele armen med intens rockmusik igennem 90 minutter.
Vi skulle dog først forbi en lidt drøj start, før samspillet virkelig slog gnister, og publikums entusiasme kunne mærkes i Pumpehusets store kransal. Der var vel omkring små 600 mennesker samlet på denne fredag aften, men det føltes mere som om, at der kun var det halve. Det er som om, at The Hellacopters aldrig helt har fået greb om danskerne.
Da det ikoniske spillested Kulturbolaget i Malmø i sensommeren 2023 trist måtte meddele, at stedet lukkede, så stillede det The Hellacopters hurtigt op og var med at til at lukke spillestedet med et brag af en koncert. På hjemmebane kan rockgruppen virkelig få publikum med sig.
På vores side af Sundet knap så meget. Under hits som ’Carry Me Home’ og forrygende ’Toys an Flavors’ var det begrænset, hvor meget fællesskrål, der kom fra publikum under de ellers så fængende vers.
Fra debuten kom en hæsblæsende lang version af ’Born Broke’, der bød på et intermezzo af guitarlir mellem Andersson og spanske Luis Gerardo Valeta, der midlertidigt er med som erstatning for Dregen. 51-årige Andreas ”Dregen” Svensson har snart været ude af bandet i knap to år efter operationer og genoptræning, og selv om Valenta nu nok kan sit kram på spaden, så er karismatiske Dregen virkelig savnet i besætningen.
Deep cuts hører sig til, når diskografien skal fejres. Allerbedst blev det, da ’Go Easy Now’ fra ’By the Grace of God’ for første gang kunne høres på dansk jord – et nummer, de i det hele taget aldrig har spillet live før på denne turné. Nummeret gik direkte over i en anden sjælden perle, ’Baby Borderline’, der virkelig fik slået fast, hvor sublime The Hellacopters har været igennem karrieren til at skrive korte og fængende rocknumre.
Anderssons sans for at skrive de mere rolige og rørende numre foldede sig også ud i fuldt flor under fremragende ’Everything’s on TV’ og ’No Song Unheard’.
Vanen tro bød le grand rockfinale på ’Im in the Band’ og ’(Gotta Get Some Action) Now!’ Men før den hårdtslående afslutningsraket blev fyret af, så blev publikum forkælet med ’Eyes of Oblivion’ og den sjældne ’In the Sign of the Octupus’ fra den glimrende coverplade ’Head Off’.
Det var måske ikke den bedste koncert med The Hellacopters på dansk jord, men med numre fra samtlige udgivelser i diskografien, så fik Andersson & co. understreget, at de suverænt har komponeret noget af den stærkeste rockmusik i Skandinavien i de sidste tre årtier.