Overgået af opkomlingene
Populær
Kataklysm forsøgte og var hæderlige, men måtte se sig slået på kunnen og gennemslagskraft af flere andre tirsdag aften i Aarhus.
2. The Ambassador of Pain
3. Thy Serpent's Tongue
4. The Black Sheep
5. Guillotine
6. As I Slither
7. Narcissist
8. The Last Breath I'll Take Is Yours
9. Marching Through Graveyards
10. Prevail
11. Crippled & Broken
12. Let Them Burn
13. In Shadows & Dust
14. Elevate
Mængden af koncertgængere, der stadig kan huske, at MTV var en musikkanal, bliver efterhånden mindre og mindre. Begrænser vi os til den gruppe, der faktisk har oplevet Headbanger’s Ball på MTV, er det nærmest en smule sørgeligt. Det legendariske musikprogram nærmer sig sit 20-års jubilæum som ikke-eksisterende, og derfor kan det synes en smule sært, at man til stadighed arrangerer koncertpakker under navnet "Headbanger’s Ball Tour". Ikke desto mindre var dette tilfældet tirsdag aften, hvor en kvartet af assorterede dødsmetalbands lagde vejen forbi Voxhall i Aarhus.
Første band, og det ganske tydelige supportband i pakkeløsningen, var den engelske trio Dyscarnate. Tre velfriserede unge mænd, der så ud som om de lige var vandret ud fra marketingafdelingen på et kommunikationsbureau, og nu havde sat sig for at spille bølledød. En relativt simpel, men ganske effektfuld tilgang til dødsmetallen, som sine steder lød som Bolt Thrower, andre som Entombed og andre ingen som en proletarudgave af Behemoth. Lidt groove, lidt blast og riffs skrevet til den adstadige headbanger, eksemplificeret ved numre som ’Cain Enable’ og lukkeren ’The Promethean’. Den slags dødsmetal, der aldrig nogensinde kommer til at udfordre lytteren, men som er godt at drikke til og som kun bliver bedre, jo højere promillerne bliver.
Trods en god lyd og et solidt fremmøde blandt publikum, koncertens start ved halvsyv-tiden taget i betragtning, tog det bandet et par numre at spille sig varme. Specielt Tom Whittys og Al Llewellyns dobbelte vokaler skulle igennem et par numre, før de for alvor trængte igennem, men herfra leverede Dyscarnate en helt hæderlig præstation. Om end den ekstra guitar på bandets backtrack havde fungeret langt bedre i form af en levende guitarist, der også kunne have fyldt det kæmpestore tomme område midt på scenen, hvor ingen af de tre bandmedlemmer tilsyneladende var modige nok til at bevæge sig ind. De holdt sig i stedet langt ude i siderne og i sikkerhed bag deres mikrofonstativer, hvilket ikke gjorde noget for liveoplevelsen. Dyscarnate var hæderligt, men den gavmilde halve time på scenen var ikke ét minut for lidt.
Aftryk med form og substans
Modet til at bevæge sig ind på scenen og ud over kanten havde næste kombattant, italienske Fleshgod Apocalypse til gengæld til overflod. Sekstetten, deres klassiske klaver og de tre forgyldte sengestolper, der gjorde det ud for mikrofonstativer, fyldte allerede rigeligt, og kombineret med bandets gennemførte barokkostumer og ansigtsmalingen er det ikke forkert at kalde italienerne for et opsigtsvækkende udstyrsstykke. Heldigvis evner Fleshgod Apocalypse andet og mere end blot at se ud; og det faktisk i en grad, hvor man må spørge sig selv, om alt gøglet egentlig er nødvendigt?
Frontmand Francesco Paoli og den allestedsnærværende energibombe af en keyboardspiller, Francesco Ferrini, fungerede som de primære indpiskere, der fint formåede at holde publikums opmærksomhed fanget. Ikke mindst, fordi Fleshgod Apocalypse havde sammensat en fin sætliste med så gennemført en variation i tempi og udtryk, at man konstant følte sig underholdt og ikke faldt hen i ensformigheden. Tunge og hidsige ’The Violation’ gik over den groovy og næsten maskinelle ’Healing Through War’ til storladne ’Monnalisa’, hvor Veronica Bordacchinis sopranstemme fik lov at folde sig fuldt ud, og bandet fremviste alle sider af deres gotiske dødsblack, der sagtens kan sammenlignes med eksempelvis Dimmu Borgir.
Fleshgod Apocalypse har en mængde forskellige virkemidler. Blandt andre det vokale samspil mellem Paoli og bandets tredje faste medlem, bassist Paolo Rossi. Det får vi også lov til at nyde i den hurtige og mørke ’Fury’, og trods en lidt spag lyd i starten var det en nydelse at oplevelse et tæt og sammenspillet band få de mange facetter i det musikalske indtryk til at fungere sammen. Man kunne snildt have nydt Fleshgod Apocalypse længere end de godt og vel 45 minutter bandet var på, ligesom man godt kunne have bedt om en stærkere afslutning end den lidt vattede ’The Forsaking’. Helhedsindtrykket var dog stadig stærkt, og italienerne havde leveret tæt på det bedste, de var i stand til.
Saven og den evige krig
Mens de yngste millennials blandt tilhørerne målrettet moste sig frem til scenen, var turen nu kommet til aftenens moderne indslag, deathcore-pionererne Whitechapel. Vi var fint underholdt, da amerikanerne slog vejen forbi Copenhell i sommers, og mens der ikke var store variationer i den stillestående, koncentrerede og intense live-optræden, havde bandet blandet kortene på sætlisten grundigt i forhold til sidst.
Bandets seneste udgivelse, den i foråret udkomne ’The Valley’, udgjorde denne aften to tredjedele af sættet og efter at Whitechapel, klædt i mørke farvetoner fra sceneprojektørerne, med ’Forgiveness Is Weakness’ og ’Brimstone’ havde sat stemningen tungt og massivt, bød forsanger Phil Bozeman på sin nyligt opdagede rene vokal i ’When a Demon Defiles a Witch’ og ’Third Depth’. Der var ingen tvivl om, at de tunge, groovy og grindende numre denne aften vandt mest genklang hos dødsmetalpublikummet, om end det ikke var uden effekt, når Bozeman klædt i hvidt lys midt på scenen krængede sin sjæl ud. At Ben Savage gav sin bedste Kirk Hammett-imitation under sine solostykker understøttede oplevelsen af, at Whitechapel er gået fra den yderste deathcore-fløj til at blive et mere midtersøgende band.
Det begrænsede traktement af ældre numre denne aften var dog nøje udvalgt og alle tre skæringer, vi ikke oplevede i sommers. ’This Is Exile’ blev banket af til stor genhørsglæde for publikum, og efter endnu et kort besøg på den nyeste plade blev vi budt på ’Our Endless War’ og ’The Saw Is the Law’, bandets formentlig to største hits. Ganske som forventet resulterede de i aftenens største og mest voldsomme moshpit, der sikrede, at Whitechapel efterlod et gedigent aftryk. Det er ikke, fordi Whitechapel nødvendigvis producerer de store, varierede værker. Deres virkemidler er simple, men effektfulde. Djenten, tyngden og den groovy brutalitet mestrer de dog bedre end de fleste, og det stramme sammenspil, som det kræver for at udføre det effektfuldt, sad lige i skabet denne aften i Aarhus. Whitechapel syntes at stå tilbage som det band, der for alvor tog stikkene hjem blandt de fire optrædende grupper.
Lidt godt og lidt for meget
Inden der skulle deles medaljer ud, havde canadiske Kataklysm dog noget at skulle have sagt. Bandet var ikke blevet markedsført som hovednavn, men med den noget mere gavmilde spilletid er det naturligt at give dem den titel. Det er godt og vel et års tid siden, de sidst besøgte Danmark, og helhedsindtrykket fra den koncert skulle hurtigt vise sig at matche aftenens udfoldelser i Aarhus.
I anledning af Arch Enemys besøg i byen om et par dage var der skruet op før heltedøds-faktoren i aften, hvor der var forhøjede podier til guitarist Jean-Francois Dagenais og bassist Stephane Barbe, og hvor lyssætningen med projektører nedefra gjorde sit til at få bandet til at virke storladne. Det virkede alt sammen stilfuldt, gennemført og meget, meget opsat. Som om det ville gavne Kataklysm at trække en smule fokus væk fra musikken. Hvilket, måske, gav god mening.
Det startede ellers fint. Hurtige ’Soul Destroyer’ og den huggende ’Thy Serpent’s Tongue’ var tidlige højdepunkter, bandets sammenspil virkede tight og gennemført, Dagenais er som altid en ganske glimrende guitarist og forsanger Maurizio Iaconos vokal stod godt til den, nærmest som altid, fine lyd på spillestedet. Men knap halvvejs igennem koncerten, efter at en håndfuld stagedivere havde prøvet lykken under den simple og catchy ’As I Slither’, begyndte det stille og roligt at gå ned ad bakke. Af den simple grund, at Kataklysm ikke er interessante nok til fastholde lytterens opmærksomhed meget længere end en halv times tid.
Efterhånden begynder deres lyttevenlige, lettilgængelige udgave af dødsmetallen at gå i ring. Lige som den snakkesalige forsanger, der gang på gang på gang skulle fortælle os at vi var nogle ”crazy fucks”, fordi vi var til koncert på en tirsdag og lige skulle høre os, om vi var okay, begyndte Kataklysms begrænsede arsenal af virkemidler også at gentage sig. De har, figurativt såvel som bogstaveligt, begrænsede strenge at spille på, og trods et par skovlfulde plader under bæltet er bandets materiale overordnet set ret ensformigt. At den tightness, der prægede de indledende numre, også gik fløjten og resulterede i et par tydelige smuttere i ’Last Breath I’ll Take Is Yours’ og ’Prevail’, hjalp ikke just på indtrykket.
At Kataklysm lige fandt det nødvendigt at fyre et par spinkle røgkanoner af under ’Let Them Burn’ understregede meget godt helhedsindtrykket: Det var fint, de gjorde et hæderligt forsøg, men Kataklysm er ikke dygtige nok sangskrivere til at gå refrænvejen som eksempelvis Arch Enemy, og de er ikke tilpas visionære musikere til at vælge det mere kunstneriske, udfordrende udtryk. Slutresultatet er en blød middelvej, der kan være underholdende i begrænsede mængder, men ikke holdt til over en times koncert denne aften.
Karakterer:
Dyscarnate: 2
Fleshgod Apocalypse: 4
Whitechapel: 4
Kataklysm: 3