NOTBA '19: Søuhyret og de andre
Night of the Black Attack 2019 blev atter afholdt af HeavyMetal.dk og løb af stablen i weekenden med op-og nedture, skiture og byture. En god blanding bolsjer var blevet valgt til aftenen, men som altid var der noget i posen, der smagte bedre end andet.
Duetten Sinnrs får fornøjelsen af at åbne aftenen. Med et storladent backtrackorkester med horn og strygere lægges der op til, hvad der skulle vise sig at virke en smule fladt. De to hætteklædte herrer rammer ikke altid lige hinanden, deres backtrack feeder en smule, og trommerne, der er rykket helt i front, lyder meget flade. I hvert fald fra lydpulten. En noget svævende dobbeltpedal og et kedsommeligt show sparker aftenen i gang.
... men "Så kom mørket"
Efter en noget sløj begyndelse på aftenen retter Morild på et lille minut allerede op på fadæsen. Med et tema relateret til navnet og deres meget rutinerede sammenspil indhylles den gamle industrihal hurtigt i storladen, veludført atmosfærisk black metal.
Det kan være et ønske fra bandet selv, men det er en smule ærgerligt, at vokalen ligger så langt tilbage som den gør. Den havde et mere fremtrædende udtryk på Loppen, da bandet spillede med Afsky. Hvilket den sagtens kan bære. Tue Roikjers vokal er nemlig den tand mere desperat end de fleste af Morilds danske ligesindede. Det lyder til at være en teknik, det kunne gøre ondt at udføre flere dage i streg, og det antyder blot en endnu større dedikation fra bandet til deres publikum.
Det skal også vise sig, at lydniveauet på vokalen er det eneste, der er at sætte fingeren på. Morild leverer en helt formidabel koncert. Morild spiller et show i aften, som Danmarks blackscene kan være stolt af.
"Så kom mørket" er en reference til Morilds seneste udgivelse af samme navn. Anmeldelse af releasekoncerten kan læses her – tro mod temaet blev den afholdt på Den Blå Planet.
Blåt blev til rødt
Efter Morilds langemand til dårlig produktion og våde koncerter på Mayhem for trve blackers og en tur igennem deres undersøiske blå univers, siver ondskaben ind i Pumpehuset. Rødt lys og feedende guitarer: Redwood Hill er ankommet. De er ikke landsyge efter Copenhell Cruise, og som en atmosfærisk version af Cult Leader beviser de for alvor, hvorfor dansk black metal fandeme gerne må blive for alle og mainstream. Dog skal en gruppe som Redwood Hill passe på med det prætentiøse, da det er en hårfin grænse på den ekstremmetalliske scene i Danmark. Det virker til tider en anelse, som om de sætter formen over substansen i showet.
En kort replik skal falde til Lysmor Anni, som de fleste metalmusikere i Danmark kender, der atter brillerer. Redwood Hills koncert har en fantastisk lyssætning, der fanger stemningen, hvilket i sig selv virkelig er en opgave efter et show med Morild, der om nogen skruer op for den visuelle del.
‘Wie Ein Adler’ planter sig med sit roligere gemyt og bliver også indledningen til første reelle publikumskontakt. Her bliver forklaret, hvordan de ønsker showet skal udfolde sig, og hvordan de kun vil spille numre fra et enkelt album, 'Collider'. Alle fremmødte universitetsstuderende kan stå og fryde sig over metasproget og det at tage lytteren, koncertgængeren, i hånden og guide os gennem koncert og sætliste.
‘Albedo’, som iøvrigt normalt er en betegnelse for lys’ farvepåvirkning og kunne tolkes som en reference til deres skiftende tempi og energi i musikken, kommer lige efter og leveres upåklageligt.
En anden finger at sætte på showet ville igen være en note til vokalen. Her er den lydmæssigt tilstrækkelig, men kraften kunne være leveret bedre. Der er dog ingen naller at sætte på cleanvokal-passagerne. Igen mindes man om Cult Leader, der også benytter sig af at blande det rene og det beskidte.
På trods af nogle få feedproblemer leverer kvintetten et passende show. Ingen dybe tallerkener og intet nyt bliver skabt her, Redwood Hill lægger sig blandt en gruppe bands, der aldrig helt er black, aldrig helt drone, aldrig helt kun én ting. Dog kunne man forestille sig, at de nyder godt af den stigende interesse for det dunklere blandt masserne hos de optrædende herrer, og Redwood Hill passer glimrende ind i den firkant, der i aften er sat op.
Aftenens hovednavn
Til en ironisk intro med det, der lyder som et 90'er-hit, går de fem københavnere fra Slægt på. Det burde være en eksplosiv start, men der mangler lyd igennem til bassen, så flyet letter noget akavet fra lufthavnen. Til lidt rod og feed fra mikrofonerne fortsætter Slægt med hår og guitarsoloer overalt. Skabet og flabet åbner de aftenens sidste show. Den vildskab Christian fra Nidhug beskriver i kulturskatten og metaldokumentaren 'Headbang i Hovedlandet' bliver demonstreret af bandets trommeslager, som virkelig føler granskovene og kirkesoden. Der står fandeme stadig ni lys i gravhøjen.
“YO, Pumpehuset. Night of the Black attack... helt sikkert ... her kommer et lille nummer som hedder 'The Tower'!” Sådan fortsætter de unge knallerter til næste nummer. Imens de på en mørk og bæst-ialsk måde skaber et energisk show med kontakt, overskud og tid til at huje med ud til publikum. Slægt opfører sig som en flok flabede pissemyrer, men det harmonerer glimrende med det høje musikalske niveau. Der bliver leveret brilliant Black metal med charme, skiderikstemning og store smil. I samme ånd opfordres der af selvfølgelig også lige en “oi! oi! oi!” hos publikum. Det er første gang for denne anmelder til et black metal show.
Apropos jomfruture: Dette er undertegnedes første Slægtkoncert, hvilket nærmest er en bedrift i sig selv, da de unge gutter har spillet landet tyndt i nogle år efterhånden. Responsen blandt folk er berettiget: Slægt er vitterlig et ganske udmærket band. Man kan klart mærke, at man står og ser en gruppe, der er vant til store scener og store publikum, selvom de ikke er for fine til at spille en surprisekoncert på Mayhem for kort tid siden. Sådan noget er vigtigt at holde fast i, inden man kræver røde M&M's, fijivand og strippere på sin rider.