Højnet bundniveau
’Evergreen’ er et højdepunkt i After the Burials diskografi. Desværre er det ikke en indikation på en gennemført udgivelse, men blot et generet lavt bundniveau.
Exit, Exist
11/26
In Flux
Respire
Quicksand
The Great Repeat
To Challenge Existance
A Pulse Exchange
After the Burials musikalske kompositoriske evner er kun blevet bedre gennem de seks fuldlængdeudgivelser, kvartetten har udgivet. Den musikalske udvikling har derimod stået forholdsvis stille. Det er dog langt fra ensbetydende med, at det seneste skud på stammen, ’Evergreen’, er direkte til skraldespanden. Tværtimod. After the Burial har et solidt tag om genreelementerne prog, ’core og djent og har succes med at skrive op til flere vellydende numre. Desværre har bandet stadig svært ved at holde højt niveau gennem et helt album.
Således indledes ’Evergreen’ med det After the Burial-typiske ”hit”. ’Behold the Crown’ har alle de elementer, der skal til for at skabe et mindeværdigt nummer. Intenst og vildt og med Trent Hafdahls let genkendelige omgang med guitaren. Efter Justin Lowes bortgang i 2015 har Hafdahl været ansvarlig for både rytme- og lead-guitar, og det fornægter sig ikke. Han kan sit kram, og det fremstår tydeligt gennem ’Evergreen’. ’Exit, Exist’ og ’The Great Repeat’ er bygget op om djentede og tunge riff, som man har lyst til at høre igen. Omkvædene ville alene være trivielle, men de løftes af de syngende riff. Melodisk og velskreven strengeleg, der ligefrem definerer de Killswitch Engage-inspirerede ’Respire’ og ’11/26’.
Modsat er den anden halvdel af pladen mere generisk og uinspirerende. Blandt de konsekvent bombastiske og mindre melodiske numre er det nærmest kun ’In Flux’, der fænger. Sangskrivningen for resten af pladen er isoleret set fin nok, kvartetten har bare ikke succes med at differentiere numrene, der typisk lyder som en homogen masse af djent og breakdowns. Det er sjældent rigtig spændende. Siden udgivelsen af ’Dig Deep’ (2016), har Lerichard Foral overladt bassen til Adrian Oropeza. Et skifte, der har bragt bassen en smule længere frem i lydbilledet. Det har givet After the Burial en mere beskidt lyd. Sammen med førnævnte numre løfter det ’Evergreen’ fra at være en letforglemmelig oplevelse til en plade, der alt andet lige bør tages alvorligt.
På flere områder er ’Evergreen’ et moderne højdepunkt for After the Burial. Men i selv er dét ikke imporende. Det er langtfra en gennemført udgivelse. Til gengæld lykkes det oftere end normalt for kvartetten, eller rettere Hafdahl, at vride sig fri af de konventioner, der præger genren. Omvendt er forsanger Anthony Notarmaso en smule anonym. Vokalføringen er oftest på grænsen til monoton. Når nu han godt kan variere vokalen meget mere, er det lidt skuffende, at det skingre skrig ikke får mere plads. I stedet er det næsten konsekvent testosteronpumpende brøl.
’Evergreen’ er ikke en nyklassiker inden for prog-core. Det er til gengæld en ganske habil plade, der er bedst, når bandet bevæger sig en smule væk fra deathcoren mod en mere melodisk og omfavnende metalcore-profil uden at gå på kompromis med de djentede og progressive grundelementer.