Til sønderjysk kaffebord med Epica

Epica - Omega cover

Hollandske Epica er stadig lige så episke, storladne og varierede som et sønderjysk kaffebord, men danske Jacob Hansen har været med til at mixe fløden lidt mere stiv, og det har betydet en kærkommen opstramning af serveringsrækkefølgen. Dét hér smager godt. Rigtigt godt.

Kunstner
Titel
Ωmega
Dato
26-02-2021
Trackliste
1. Alpha – Anteludium
2. Abyss Of Time – Countdown To Singularity
3. The Skeleton Key
4. Seal Of Solomon
5. Gaia
6. Code Of Life
7. Freedom – The Wolves Within
8. Kingdom Of Heaven, Part 3 – The Antediluvian Universe
9. Rivers
10. Synergize – Manic Manifest
11. Twilight Reverie – The Hypnagogic State
12. Omega – Sovereign Of The Sun Spheres
Karakter
5

Epica har udviklet sig til at være en af de største blandt de såkaldte symfoniske metal-bands. Den opfattelse af dem er dog lidt misforstået, da de ser sig selv som et metal-band, der bliver inspireret af den symfoniske musik – og ikke omvendt. Gennem deres otte studiealbummer lange karriere har de da også været forbi død, black, goth, prog, thrash, folk, power og meget andet godt. De har altid haft den symfoniske metal med strygere, storladne kor-arrangementer og Simone Simons sopran som faste holdepunkter, men de benytter sig ofte af både af Mark Jansens og trommeslager Ariën van Weesenbeeks growl.

Nu er de så tilbage med albummet ’Ωmega’, der er deres bedst producerede og bedst mixede hidtil. Mark Jansen, der er manden bag en hel del af lyrikken og arrangementerne, har tidligere haft det med at prøve lidt for hårdt på at blande lidt for mange stilarter inden for metallen sammen med alle de klassiske elementer fra den symfoniske metal. Han lader dog til at være blevet tæmmet af producer Joost van den Broek og førnævnte Hansen. Sangene virker mere fokuserede, selv om der stadig bliver jongleret flere stilarter, end de fleste metal-bands overhovedet ville kunne drømme om at skrive og spille.

Som de sønderjyske kaffeborde gennem årene har udviklet sig i mange varierede retninger, ligeså har Epica. De har givet os mange lagkager med lag på lag af lag af riffs, strygere, dobbelt-pedal, kor, growl, solo-sopran, og nogle gange har der simpelthen været så mange lag, at kagen er væltet. Og så ved alle, der har fået lagkage, at så skal man vaske op. Og det er der heldigvis blevet: Epica har valgt færre og mere velsmagende lag til deres kager, og det øverste lag flødeskum er langt mindre tykt end tidligere.

Men frygt ej! De kan dog stadig servere rigeligt med fløde: På tredjesinglen ’Rivers’ er det kun en semi-tung guitar i sidste halvdel af nummeret, der forhindrer Epica i at tage førstepladsen i det hollandske Melodi Grand Prix. Heldigvis kommer bandet på bedre tanker i næste nummer, ’Synergize – Manic Manifest’, hvor tempoet i flere omgange sættes gevaldigt op, og sopran-vokalen, koret og growlet bakkes op af blast-beats og hurtige og tunge riffs samt en vaskeægte guitarsolo, der bliver spillet med en sådan indføling, at selv den argeste symfoni-forsager ikke kan lade være med at nikke bare en smule anerkendende.



Så de hårde kager kan de bestemt også bage. På ’Abyss Of Time – Countdown To Singularity’, ‘Seal Of Solomon’ og ‘Omega – Sovereign Of The Sun Spheres” bliver der leveret tempo, de tungeste riffs, de ondeste growl og en næsten panikslagen vokal fra Simone Simons. Derudover har trommerne – og især storetrommerne – fået en markant mere fremtrædende rolle i lydbilledet. Trommeslager Ariën van Weesenbeek har i øvrigt denne gang også fået lov til at byde ind med et dybere growl, end Jansen kan præstere. Alt sammen er med til at give et mere råt udtryk, der klæder bandet voldsomt godt.

Om det end er de bløde eller de hårde kager, så smager de bare godt. Rigtigt godt. Jansen har udviklet sig som komponist, og hvor han før har kæmpet lidt med at skrive de helt store melodier, så har han og resten af sangskriverne i bandet denne gang virkelig ramt rigtigt. Samtlige 70 minutter er fyldt med gode melodier og ambitiøse kompositioner, der lykkes, og fans af Epica og genren generelt vil helt sikkert føle, at denne plade giver scenen nyt liv. For det har godt nok været lidt tyndt de seneste par år med holdbare udgivelser. Faktisk tør denne anmelder lægge hovedet på blokken og melde klart ud: Denne plade bliver en af de helt store i genren – nogensinde!



Lyrikken er igen lige så fyldig som musikken. Det handler om menneskets udvikling. Sindet. Livet og døden. Den indre kamp med sig selv. Forholdet til naturen. Samtidig er der hentet musikalsk inspiration fra Mellemøsten i et par af kompositionerne, hvilket Epica før har benyttet, men som så mange andre elementer på denne plade, så fungerer det endnu bedre, end det tidligere har gjort.

Sangen ‘Kingdom Of Heaven pt. 3 – The Antediluvian Universe’ fortjener at blive fremhævet. Den har alt, hvad en Epica-sang skal have. Lytteren bliver med sikker hånd ført fra det ene vanvittigt melodiske stykke til det næste, uden at man på noget tidspunkt farer vild eller bliver overmættet. Prags Filharmoniske Orkester spiller deres sjæle ud, samtidig med at de tonstunge growl og riffs truer med at slæbe os helt ned i helvede, men i sidste øjeblik kommer Simons og redder os, og sammen med Weesenbeeks eminente trommespil og Rob van der Loos buldrende bas bliver vi i rasende fart slynget op i himlen, hvor det hele går op i en højere enhed. Et intet mindre end eminent nummer!

Ved de sønderjyske kaffeborde var det kutyme, at værtinden nødede gæsterne til at tage af alle fadene, og sådan er det også med Epica. Man kan ikke bare nøjes med et par numre. Man får det hele med: både det hårde og det bløde, det syrlige og det søde, det fyldige og det simple. Og man får meget af det. De fleste ville sikkert ikke kunne spise mere efter det normalt 14 kager store kaffebord, men til Epicas kaffebord har man bare lyst til at starte ved første kage igen!