Faith No Mushroomhead

mushroomhead-album

Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.

Kunstner
Titel
A Wonderful Life
Trackliste
A Requiem for Tomorrow
Madness Within
Seen It All
The Heresy
What a Shame
Pulse
Carry On
The Time Has Come
11th Hour
I Am the One
The Flood
Where the End Begins
Confutatis
To the Front
Sound of Destruction
Another Ghost
Lacrimosa
Karakter
3

Der er en række nu-metal-bands, der har formået at overleve sig selv. Overleve genren, da den nærmest døde midt i 00'erne, og i dag betragtes som hver mands eje trods deres udskældte ophav. Korn, Slipknot og Disturbed giver sig selv. På hver deres vis har de fastholdt publikum og haft succes med at udvikle og gribe om mere end den kliché-tunge nu-metal-genre.

I halen på de store er der de mange mindre andenrangs-bands, der stadig forsøger at skabe lidt omsætning på minder om en svunden tid. De fleste uden succes. American Head Charges ‘Tango Umbrella’ og P.O.D.s ‘Circles’ er begge gode eksempler. Plader, der giver mulighed for en ny omgang tour, hvor bandets nu noget ældre publikum får mulighed for at mærket suset fra dengang, hvor håret var tykkere, maven mindre og alting generelt bare var sjovere.

Mushroomhead er ét af disse sekunda-bands, om end bandet må roses for reelt at søge at skabe noget nyt. Dannet i 1993 har amerikanerne været med hele vejen. Uden rigtigt at slå igennem. Bandets industrial-baserede tilgang til nu-metallen har affødt otte plader og vel sagtens 2-3 hits, hvor af ‘Sun Doesn’t Rise’ fra ‘XIII’ (2003) sandsynligvis er bandets mest kendte bidrag til musikhistorien.

Nu er det amerikanske band altså tilbage. Endnu engang iført masker - til trods for, at Steve Felton for nyligt udtalte, at selv han synes hele maske-beefen med Slikpnot var åndssvag. Hvem var først med maskerne? Spørgsmålet ingen nogensinde har fundet interessant. Men PR er vel PR. Nuvel, maskerne er på plads, som det forventes, men derudover byder ‘A Wonderful Life’ på flere overraskelser. Positive som negative.

Overraskelserne startede allerede i maj, da bandet udgav andensinglen ‘The Heresy’. En langsom og tung skæring, der vokalmæssigt var båret af tidligere tourmedlem, nu fuldtidsmedlem, Jackie LaPonza. Laponzas yndefulde vokal overraskede nok de fleste, der vanen tro forventede mere ærkeamerikansk metal tilsat lidt industrial synths. En rolig, afdæmpet vokal, der giver ‘The Heresy’ et godt balanceret udtryk og en lettere dystopisk klang. Det være sagt er LaPonzas generelle vokal-bidrag på pladen af knapt så interessant karakter. Med undtagelse af andensinglen samt ‘Pulse’ lykkes det ikke Mushroomhead at få brugt det feminine, melodiske modstykke til Jason Popsons rå vokal godt nok.



Den største overraskelse er dog rent musikalsk. Det er svært at høre nu-metal-anerne på ‘A Wonderful Life’ - og det klæder Mushroomhead. I stedet har bandet indiskutabelt ladet sig inspirere af en af nu-metallens største inspirationskilder, Faith No More. Selvom Mike Patton ved flere lejligheder har ytret sin utilfredshed med at blive regnet som inspiration for blandt andet Limp Bizkit, kommer man næppe uden om, at Faith No More har en markant rolle i nu-metallens ophav.

Således lyder ‘A Wonderful Life’ unægteligt som Faith No More, specielt fra ‘Angel Dust’ og frem. Steve Rauckhorst crooner sig igennem numre som ‘What a Shame’ og ‘The Time Has Come’ på ligeså teatralsk vis, som kun Patton rigtig kan - og lur mig om ikke Mushroomhead ligefrem har lånt et riff eller to i samme moment. Lyt blot til den bagvedliggende keyboard-sektion på førstesinglen ‘Seen It All’, eller broen midtvejs i 'The Time Has Come'. At det samtidig er Matt Wallace, der har produceret pladen, mindsker ikke Faith No More-associationerne.

Sidst men ikke mindst, er pladens længde en overraskelse. 17 numre, intet mindre. Godt og vel 6 numre for meget. Selvom Mushroomhead har succes med at skrive nogle ret så interessante og mindeværdige kompositioner, lykkes det kun momentvis. Specielt sidste del af pladen er præget af uopfindsomhed. Den legende tilgang til sangskrivningen, der præger pladens bedste numre og fra tid til anden giver liv til bandet, er ikke-eksisterende mod slutningen.

‘A Wonderful Life’ er langt fra en succes, men det er et af de bedre forsøg på revitalisering af et andenrangs nu-metal-band. Når det lykkes for amerikanerne, er det helt spændende at lytte til. Resten af tiden er det ligeså uinteressant som størstedelen af bandets bagkatalog. Det sagt, er ‘A Wounderful Life’ stadig bedre end ‘We Are Not Your Kind’.