Shiny happy/evil people
Populær
Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."
2. Master Killer
Det var godt nok tidligt i artiklen at indsætte musikken, tænker du måske, men der er en grund til det. Shiny Daggers' 'Devil Inside' er to numre med en spilletid på i alt blot syv minutter. Udgivelsen er i fysisk form ganske limiteret: kun 100 eksemplarer vil se dagens lys, hvilket giver færre lykkelige ejere end læsere til en artikel om et endnu ukendt band på Devilution. Små bands og små artikler har jo også ret i budskabet om metallens fortrinligheder, og alt kan og skal jo ikke have læsere eller lyttere, som var det Metallica eller et dansk band, som har turneret med dem.
Videoen er med fra start for simpelthen at nå at få den med. Som et lille eksperiment har skribenten her givet sig selv syv minutter til skrive anmeldelsen. Syv minutter. Præcis som det tager at høre de to numre, som dog er blevet hørt flere gange forinden tasteriet. Men lidt snyd er der med i det, korrekturen vil følge, ligesom links til relevante andre artikler, overskrift med videre kommer også bagefter. Men råtekst med slåfejl og det hele. Syv minutter. Rimelig necro.
Shiny Daggers spiller under pseudonymer, giver et fuck for promobilleder og kalder sin stil for nordic metal. Det er en art melodisk metal med growl og let hysteriske skrig, hvor riffene går både black metallens og den thrashede vej. Der er stemning og groove i de udmærkede riffs, som man kender dem i metermål i genren.
Vokalen lyder meget som Michael H. Andersen, som man kender fra Withering Surface og Thorium. Måske et let gæt, for udover det lyder som ham, så udkommer 'Devil Inside' på hans pladeselskab, Emanzipation Productions, der er et nyt dødsmetallisk underselskab til Mighty Music og en slags genoplivning af dér hvor karrieren startede for hr. Andersen. Det er ikke mere end et par uger siden i en artikel om ep-formatet, at samme Andersen ikke helt mente, at ep-formatet var så gangbart for økonomien på et etableret pladeselskab, og her udgives så alligevel en musik på 12", selvom det kun indeholder syv minutters musik. Tryk koster nu engang, hvad det koster, men de fleste musikfans forventer en lidt lavere pris, når spilletiden er ganske begrænset.
Musikken virker lidt som en leg. Presseskrivelsen, der fulgte med, er en omgang metalliske floskler parret med obskur volapyk. Måske har man se sig inspireret af Persekutor, som måske også blot er et projekt med et stærkt glimt i øjet, måske har der været leftover-riffs fra genoplivningen af Withering Surface, hvor musikken kom lidt for langt fra et nutidigt standpunkt, og blev lidt som nostalgi for debuten eller sågar demoen? Måske er det leftovers, når det blev for blacket og stemningsfuldt for Thorium og for langt fra det bands mere rene dødsmetal? Måske har Shiny Daggers ingen forbindelse til de to bands. Uh, det er hemmeligt og spændende, hva'?
'Necro' har nogle fine riffs, lidt generiske, men de virker, som de skal. En god energi, nummeret kan absolut noget, selvom jeg trættes lidt af den rytmiske fremførsel af vokalen i versene. Det er ikke rap, men rimene bliver lidt irriterende staccato og ødelægger flowet i den instrumentale del.
'Master Killer' virker meget oldschool, men også meget banalt i sine riffs, der er noget mere thrashede end åbneren. Omkvædet er dog fint. Den har i øvrigt en "mund-guitar-solo"! Altså en række sære vokale lyde, der minder lidt om en guitarsolo. Det er dog ikke bar (her løb timeglasset vist ud for vor skribent - red.)