Årsliste 2013 - Turið Nolsøe

Som færøsk kulturattaché, vil denne årsliste i høj grad se bort fra, hvad der nu end måtte være sket i Danmark og hellere se lidt på færøsk metal. Og noget internationalt, da der lige har været et par nævneværdige udgivelser og koncerter af den slags.

Årets danske album (der med det samme bliver omdøbt til ‘Årets album udgivet i kongeriget Danmark’):

1. Earth Divide: ‘Earth Divide‘ – som mine favoritter til Wacken Metal Battle to år i træk, forventede jeg ikke helt lidt af Earth Divides første udgivelse, og jeg blev ikke skuffet. Lækker progressiv melodeath, der skal høres live.



2. Hamferð: ‘Evst’ – færøske doommestre, der ikke helt så stille og roligt er ved at overtage Europa, med deres dystre og poetisk smukke musik. Baseret på en episk fortælling om tab og savn med elementer af færøsk folklore, er det svært ikke at blive draget helt ind musikken, når musikken samtidig er så hjemsøgende.



3. TÝR: ‘Valkyrja’ – efter at have udgivet seks “vikingealbums” gennem Napalm Records, har TÝR skiftet selskab og vist sig fra en mindre folket side. Som bestemt ikke burde afskrække nogen. Det nordiske har de stadig med i form af kvad og mytologiske temaer, mens resten har fået en tand mere power.

Årets internationale album:

1. Agrimonia: ‘Rites of Separation’ – svenske Agrimonia, hvis gudeskønne crust/post/sludge jeg har været så heldig at opleve live en enkelt gang, har udgivet et kongealbum i år. Lad jer ikke skræmme af hockeyhår-dreads og veganske patches, det er god musik i alles ører.



2. The Black Dahlia Murder: ‘Everblack’ – sammen med koncerten i Vega, har dette album været med til at løfte 2013 over standarden. Hvergang jeg hører ‘six-six-six’ messet i gedelignende toner, eller den slørende fuldekorsintro til ‘Their Beloved Absentee’, smiler jeg, og giver mig selv ret i at ‘Everblack’ virkelig er fantastisk.

3. Dark Tranquillity: ‘Construct’ – fordi mit hjerte banker for melodeath fra Gøteborg, og det banker ekstra hurtigt for Mikael Stanne. Jeg troede aldrig noget kunne blive bedre end ‘Fiction’ - som jeg har på lp, cd, limited edition og lige en ekstra cd - men ‘Construct’ er har bestemt potentiale.

4. Cult of Luna: ‘Vertikal’ (og ‘Vertikal II’) – albummet har fulgt mig hele året; først med et interview, så en koncert og så en anmeldelse af ‘Vertikal II’, og jeg er glad for at have fået den så tæt på. Den smukke dystopi og den iskolde karikatur af byens dynamik bliver ved med at imponere, og sammen med ‘Vertikal II’ har svenskerne virkelig skabt årets mest helstøbte og fascinerende stykke postmetal.

5. Ghost: ‘Infestissumam’ – genial opfølger til en genial debut. Groovet, ondt og meget meget feel-good.

Årets internationale hit:

The Black Dahlia Murder: ‘Raped in Hatred by Vines of Thorn’ – aldrig har det været så behageligt at synge med om noget så ubehageligt. Og så er den endda baseret på en af mine yndlings splatterfilm. 

Årets hit i kongeriget Danmark:

Skal det være en dansk sang, så må det være TÝR’s ‘Grindavísan’ fra det nye album ‘Valkyrja’, skrevet og sunget på dansk. Ja. Dansk.

Årets genfundne klassiker:

Aborted: ‘Goremageddon: The Saw and the Carnage Done’ – den har aldrig været helt glemt, men i år er fik den lidt af en revival - måske også på grund af koncerten i Vega sammen med The Black Dahlia Murder.

Årets DVD:

Live-dvd'er spilder jeg ikke tiden med.

Årets koncerter:

1. Alice in Chains, COPENHELL – der var et eller andet helligt over endelig at se grunge-soundtracket til mit liv live. Man var måske lidt fuld, og man græd måske lidt til ‘Would?’.

2. Iron Maiden, Malmø Stadion – På Malmø Stadion, der i forhold til Wacken eller Roskilde nærmest kan kaldes intime omgivelser, slog Bruce og co. fødderne væk under mig, og de ender muligvis med at blive et band jeg skal se meget meget ofte, for at få den oplevelse igen.

3. The Black Dahlia Murder, Vega – dobbelte fistpumps. Behøves man sige mere? The Black Black Dahlia Murder er fænomenale live, og at Aborted varmede op gjorde hellere ikke noget.

4. Meshuggah, Wacken – lørdag nat på Party Stage er god. Mens Meshuggah lørdag nat på Party Stage er ude af denne verden. Surrealistisk og trancelignende meget ude af denne verden.

5. Ghost, COPENHELL – det er bare for fedt at se og høre Ghost live, og på Copenhell var Papa Emeritus II og hans ghouls en fest at opleve i mellem solskin og skybrud.

Årets internationale navn:

Man må sige at listen afslører en forkærlighed for The Black Dahlia Murder, så skal vi ikke give den til dem?

Årets navn i kongeriget Danmark:

Hamferð, for deres episke værk ‘Evst’, og evne til at nå langt udover Færøerne med doom i verdensklasse.

Årets nye internationale navn:

Året har ikke været et, hvor jeg er faldet for et nystartet band.

Årets nye navn i kongeriget Danmark:

Reduced to Ash, der er unge drenge med fantastiske evner og potentiale. Musikken kan være lidt stærk inspireret til tider, men der skal nok kommet noget eminent ud af den spirende gruppe stærke musikere. Især trommer og vokal er til at falde i svime over.

Årets comeback:

Kan man sige andet end Black Sabbath?

Årets optur:

Svartcrown, Amager Bio – efter en udelidelig mængde dårlige opvarmningsband, og inden en egentlig ikke så imponerende omgang Nile, var Svartcrown noget af det bedste der kunne ske. Blackened death fra Frankrig, når man mindst venter det? Jatak. De måtte gerne komme forbi mit nabolag igen meget snart.

Årets største skuffelse:

Job for a Cowboy, Pumpehuset – det er ikke så få gange jeg har lyst til at hoppe op på scenen for at slå opvarmningsbands i gulvet, men det er ikke så ofte at det drejer sig om fem på en aften. Eller var 21 bands JFAC havde med? Det var rædselsfuldt, og når JFAC endelig kom på, var mine sorger druknet og mine glæde udslettet så meget, at det også kunne være ligemeget.

Største ønske for 2014:

Måske at tage min jomfrutur til Hellfest?

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

Behemoth: ‘The Satanist’ – meget længe ventet, og kørt meget op. Jeg frygter lidt at den rammer jorden som en flækket zeppeliner, men jeg glæder mig så satans meget til den, at den bare gerne måtte komme nu. ‘Evangelion’, ‘Apostasy’ og ‘Demigod’ er jo den hellige treenighed af blackened death, så det er næsten ikke til at forudse hvilke uhellige dimensioner ‘The Satanist’ kommer med.