Årsliste 2016 – Mathias Nielsen
Populær
Redaktøren ser tilbage på et ikke alt for imponerende 2016, hvor blandt andre Vektor, Oranssi Pazuzu, Cult of Luna og Aluk Todolo trods alt leverede plader, der reddede året en smule.
Årets danske album:
Jeg har slet ikke fået hørt nok dansk musik i år til at lave en top 5, men set fra sidelinjen virker det ikke ligefrem, som om det har været prangende. Halshug fulgte op på debuten med manér, men der var ikke det store nye, bortset fra at tempoet var skruet ned. Tvivler leverede en dejlig vrissen og energisk debut, mens Denner/Shermann vel var OK, men der manglede ligesom et eller andet ...
Årets internationale album:
1. Vektor: 'Terminal Redux' – Dette ekstremt ambitiøse, måske næsten for ambitiøse og lange album har været overvældende at stifte bekendtskab med. Amerikanske Vektor leverede endnu et prog-metallisk og thrashet mesterværk med afsæt i alt fra Voivod over Slayer til Megadeth. Endnu engang var der god grund til at lade sig imponere over bandet, der med ’Terminal Redux’ lagde navn til mesterværk nummer tre (!) siden 2009’s ’Black Future’. Lige så imponerende har de endnu aldrig spillet i Danmark. Hvad sker der?
2. Aluk Todolo: 'Voix' – Jeg havde næsten glemt disse franskmænd, selvom de gav en af årets mest mindeværdige koncerter på Roadburn i 2011, og selvom de året efter udsendte det monolitiske dobbeltalbum ’Occult Rock’. Men minsandten om ikke de i år vendte tilbage med et kompakt og vanen tro instrumentalt album, som mere end levede op til forventningerne. Pladen, som udgøres af én 40 minutter lang improvisation (tyder det på) stikker i alle retninger og lyder ofte som Jesus Lizard, der spiller black metal. Det går rent ind her.
3. Oranssi Pazuzu: 'Värähtelijä' – Vel nok et af årets mest hypede album. Som sådan fortjent. I denne trættende memberberries/retro-æra er det forfriskende med et band, der spiller en nærmest black metallisk form for psyskedelisk rock. Finnernes fjerde album udmærker sig også ved en analogt lydende produktion, der mere understøtter det dunkle udtryk end modarbejder den. Også det kunne mange metalbands lære noget af.
4. Cult of Luna & Julie Christmas: 'Mariner' – Mens Neurosis udgav endnu et meget ”meh” album, beviste Cult of Luna atter engang, at de i dag er bedre til at lyde som Neurosis, end Neurosis selv er. Og denne gang sågar med vellykket kvindelig vokal. Svenskerne overrasker ved at tænke fremad, selvom de snart er 20 år inde i karrieren.
5. Nails: 'You Will Never Be One of Us' – Hverken lige så stærk som deres første eller andet udspil, men der er og bliver nu alligevel en vis powerviolencesk hygge ved at lytte til Nails. Dog ikke videre sympatisk af bandet at ”gå i opløsning” inden deres første optræden på jysk grund for så blot at blive gendannet nogle måneder senere.
Årets internationale hit:
Metallica: 'Moth Into Flame' – Efter otte års pause leverede Metallica cirka tre holdbare sange. De var desværre ikke at finde på en ep, men derimod et dobbeltalbum. En af dem, ’Moth Into Flame’ viste dog, at Hetfield stadigvæk kan skrive riff og omkvæd, som man kan huske. Jeg tvivler dog på, at resten af albummet hænger ved i fremtiden.
Årets danske hit:
Det har jeg vist stadig til gode at høre ...
Årets genfundne klassiker:
Bad Brains: 'Rock for Light' – Man, eller i hvert fald jeg, glemmer nogle gange, hvor metallisk (’Right Brigade’, ’F.V.K.’, ’Big Takeover’) denne plade er – og ganske forud for sin tid. Selv om man hader reggae, så bliver rastafari-afstikkerne på dette album overraskende tålelige afbræk i det punkede frontalangreb.
Den overså jeg i 2015:
Encenathrakh - S/T – Den forgangne sommer så jeg Weasel Walter spille avantgardejazz foran Jazzhouse. Det fik mig til at tjekke op på trommeslagerens seneste gøren og laden, og det viser sig, at han i 2015 medvirkede på denne "brutal death metal"-plade, som vist er lidt af en intern joke, og hvor trommer vist (ellers er det umenneskeligt) er delvist programmerede. Men en aparte og underholdende halv time er det da.
Årets fysiske udgivelse:
The Human Condition (Arrow bokssæt) – 3 x 3 timers japansk episk antikrigstrilogi oprindeligt udsendt i 1959-1961. Man kan med fordel droppe ’Ringenes Herre’-gensynet og få en langt større oplevelse ud af disse film, der fortæller om krigen uden at være for afhængig af larm og eksplosioner.
Årets koncerter:
1. Sleep: Roskilde Festival, 29-06-2016 – ALT for kort koncert. Ingen ved, hvorfor Sleep kun spillede en time. Det trak ned i en ellers hypnotisk og overvældende koncert, der gerne måtte have varet en halv eller en hel time længere. Næsten lige så godt som koncerten i Amager Bio for nogle år siden og en understregning af, at Matt Pike og Al Cisneros bør fokusere mere på nostalgien end på High on Fire og Om, der efterhånden begge kører i tomgang.
2. Meshuggah: Amager Bio, 09-12-2016 – Meshuggah har altid haft en statisk indadvendt stil til deres koncerter, og det har altid godt kunnet blive lige sterilt nok. Men i Amager Bio havde de medbragt et lasershow, der var Roger Waters og Jean-Michel Jarre værdige, og det gik imponerende nok i et med musikken. En unik og overvældende oplevelse her sidst på året.
3. HO99O9: Roskilde Festival, 30-06-2016 – Hvad kan man sige? Én af de der uventede koncerter, hvor et stopfyldt Pavilion-telt gik bananas til dette amerikanske hiphop/crossover-foretagende, der leverede masser af thrashede udladninger, festlig stemning og lidt hiphop. En af årets største positive overraskelser.
4. King Crimson: Falconer Salen, 23-09-2016 – Som jeg bemærkede til en bekendt efter koncerten: Når det var godt, var det noget af det bedste, jeg nogensinde har set, og når det var dårligt, var det noget af det værste, jeg nogensinde har set. King Crimsons længe ventede comeback på dansk grund var en frustrerende og lidt for ofte alt for langhåret affære, der led under prog-rockens excesser, selvom Robert Fripp & co. viste sig at have masser af uhøjtidelig humor med i bagagen.
5. AXL/DC: Ceres Arena, 12-06-2016 – Axl Rose satte kritikerne til vægs med en suveræn indsats, som var langt bedre end den, Brian Johnson har leveret de sidste mange år. Et langt større problem var det, at resten af AC/DC mangler. Chris Slade swingede som en brækket arm, og Malcolm Young var sørgeligt savnet. Ikke desto mindre står denne klart i hukommelsen takket være Axl Roses overraskende veloplagte og usnobbede indsats – og takket være en overraskende frisk sætliste.
Årets internationale navn:
Vektor – Fordi de udgav årets bedste album, og fordi de slet ikke får hype og omtale nok. Derfor.
Årets danske navn:
Pas.
Årets nye internationale navn:
Altarage – Blandt andet på opfordring af allestedsnærværende Briller af stål fik jeg ørerne op for dette baskerlandsband, der leverer en dejlig sort mur af metal. Debutudspillet er decideret udmattende at sidde igennem, men sådan noget er nu meget rart en gang imellem.
Årets nye danske navn:
Tvivler – Af samme årsag som beskrevet længere oppe i teksten.
Årets comeback:
Metallica – Et lettere skuffende comeback, men ikke desto mindre årets comeback i et temmelig begivenhedsløst metalår for de ældre generationer. Der var vist flere, der døde, end der gjorde comeback.
Årets optur:
Stress, amok og Devilution – 2016 har af mange årsager været et af de vildeste, men jeg har taget det hele i stiv arm og lært en masse nye ting. Det har været optur. Det samme har det, at Devilution igen har haft et forrygende år, takket være vores mange flittige skribenter, der giver den gas bag tasterne året rundt. Selv mellem jul og nytår!
Årets største skuffelse:
Kedelige festivaler. Som helhedsoplevelser levede hverken Copenhell eller Roskilde Festival op til de seneste par år. Det var i det hele taget meget småt med de store festivaloplevelser i år, og det, som andre fremhæver, lød i bedste fald som nostalgifester i mine øren.
Største ønske for 2017:
I forlængelse af Devilutions fotografs nylige debatindspark på Facebook: At den danske metalscene bliver skarpere defineret, så os, der ikke længere har uendelig tid til at lytte musik igennem, har nemmere ved at udpege årets danske udgivelser, i stedet for at det hele er samlet i en stor middelmådig pærevælling.
Det glæder jeg mig mest til i 2017:
Det er nok begrænset, hvad der bliver af metalkoncerter derude, men langt om længe åbner Royal Arena i København, hvor store navne, man normalt skal til Berlin eller London for at se, tjekker ind.