Briller af Stål: Kropsvær core

Ny musik, der lyder akkurat som gammel musik, siger du? Vi er der som et søm! Specielt når en ny generation spiller den klassiske hardcore langt bedre, end veteranerne selv forvalter arven.

Det skal ikke hedde sig, at Devilution ikke gider ny musik. Hvis man for eksempel fortæller os, at et band har lavet en plade, der skamløst hylder Cro-Mags’ debut ‘The Age of Quarrel’, så er vi ikke for fine på den til at gide at lytte til det. Decideret åbentsindede, næsten. Det kan godt være, at vi strengt taget hellere ville rende rundt i underbukser og høre Stevie Wonder, men nogle af os er jo nødt til at holde øje med, hvad der sker i hardcore.

Det kan være en sur pligt til tider. Live leverer veteranerne stadig varen, men på plade har det stort set kun været Terror fra den halvgamle skole, der for alvor har haft noget at sige de seneste par år. Madball, Sick of It All, Bad Religion, Suicidal Tendencies, Cro-Mags og Agnostic Front har alle ligget et sted mellem det middelmådige og det rent ud sagt uantagelige på deres seneste udgivelser. 

Men hvad gør det, når et ungt band som Big Cheese kan lave en plade som ‘Punishment Park’? Feedback, vræl og galloptrommer åbner ‘Penine Scrubs’, inden Razor – som sangeren naturligvis kalder sig – dropper et dybt “Uh!”, og kvintetten sætter i gang med et breakdown. Så kører det. Big Cheese er eksemplarisk uprætentiøse i deres tilgang til at spille hardcore. Selvom Razors vokal sammen med den passende skramlede anti-produktion uundgåeligt leder tankerne hen på ‘The Age of Quarrel’, er der en udtalt hældning mod den crossover, som Cro-Mags for alvor slog over i på ‘Best Wishes’.



Æresoprejsning til crossover
Der er al mulig grund til at glæde sig over den revival, crossover oplever i disse år: Noget nær en æresoprejsning endda, når man tænker på, hvor ildeset hybridgenren var i store dele af både hardcore og thrash metal i slutningen af 80’erne. Og der er så meget desto mere grund til at glæde sig over, at Big Cheese ikke bare vælger den oplagte vej og pløjer videre i sporet af Power Trips salonfæhige mode-crossover, men i stedet søger mod en bedårende småkikset crossover som den, Crumbsuckers spillede, komplet med guitarsoloer og den slags breaks, som der først oppe i 90’erne skulle blive fnyst ad som funkmetal.

Der er noget dybt elskeligt over at høre den slags musik spillet igen. Også selvom det er lidt mærkeligt at genskabe en tidslomme 1:1, komplet med det, der senere skulle blive anset for at være dens fejltrin. Umiddelbart kunne ‘Punishment Park’ sagtens være kommet ud af New York i 1987 og ikke Leeds i 2020. Men det, der afslører den, er – som altid – manglen på riffoverskud. Pladen har masser af gode breaks, effektive skift og fuld skid på råberiet og thrashingen. Det hele lyder rigtigt, men det er svært at komme i tanker om noget, der hænger ved fra de små 20 minutter, det varer. 

Der er ikke et hook, man ikke kan få ud af hovedet, ikke en melodi, man tager sig selv i at gå og nynne. Der er en god følelse, en klar opfattelse af, at det her er det helt rigtige for én. Det er det på sin vis også. Men det er stadig et erstatningsprodukt. Det er cool, hvis man lige skal køre køre et hurtigt træningsprogram igennem, inden man går videre med noget fornuftigt, men det er ikke helt så tilfredsstillende som den ægte vare.



Umpa-umpa og plonk-plonk
Det samme gør sig gældende for The Fight, der som Big Cheese udkommer på Triple B Records – ret meget et go-to-label for dem, der gerne vil have deres hardcore som i gamle dage. I The Fights tilfælde er Sheer Terror det åbenlyse forbillede, og deres nye plade, ‘Endless Noise’, er da også produceret af det bands trommeslager, Anthony Corallo. 

Det allerfedeste, der overhovedet sker på ‘Endless Noise’, sker lige efter introen, da ‘Their New Aesthetic’ sætter i gang: Umpa-umpa-trommer, plonk-plonk-bas og så en, der råber vredt om sin samtid, mens guitaren larmer løs. Det er superfedt og aldeles uprætentiøst. Sådan er resten af Long Island-bandets tredje ep også: Demonstrativt gammeldags og uforsonligt tampende. Det er en fantastisk plade at løbe til, hvis man lige skal løbe et kvarter, og det skal gå stærkt.

Men som hos Big Cheese savner man stadig det hook, der får én til at vende tilbage til pladen. Den er glimrende, så længe den spiller, og der er al mulig grund til at være taknemmelig over, at nogen gider lave glimrende hardcore, men når der kommer en ny plade i næste uge, der lyder mere eller mindre som den her, er ‘Endless Noise’ glemt igen.

Be All End All er til gengæld et Triple B Records-band, jeg er vendt tilbage til. Florida-trioens ‘Object to Persona’ var jeg svært fornøjet over sidste år, så det er glædeligt, at de allerede har udgivet singlen ‘Better You Than Me b/w Famous Last Words’ med nye små tre minutters chugga-chugga-powerviolence. Det er perfekt at lave squats til, hvis man ikke kan lave særligt mange squats.



Uangribelig som en dørvogter
Det er Seed of Pain, der som Be All End All kommer fra det sydlige Florida, også. Faktisk er der nok til en ordentlig workout i pladen ‘Flesh, Steel, Victory …’. I kan godt høre, at det her må være perfekt at træne til, ikke? Bare sidde i sin undertrøje og løfte vægte og banke sig på brystet i triumf over, hvor stærk en fyr man er, bede til, at man huskede at lægge vægtene fra sig, inden man bankede sig på brystet, ellers bare slubre blodet i sig, som om det var ens fjenders fra pitten.

Seed of Pain er en svært kropslig musik. Ja, og kropsvær. Det er ikke den ranglede lemmedaskercore som hos Big Cheese og The Fight, det er musik for folk med et BMI, der matcher deres IQ. Hvilket naturligvis er en frygtelig fordom, og det er lige præcis den fordom, Seed of Pain spiller ind i på ‘Flesh, Steel, Victory …’. Naturligvis ved de bedre. Naturligvis ved vi, der hører det her, bedre end chugga-chugga og breakdown på breakdown, bedre end en thrash, der ellers er et glimrende plaster på såret, når nu Hatebreed har udskudt deres plade på grund af svagelighed. Vi ved bedre end Slayer-melankoli i ‘Leadbelcher’ – desværre ikke en helt passende betegnelse for sangeren, men hul nu i det – bedre end en sidste sang, der Gud bedre det hedder ‘Hardcore Pride Never Dies’.

Men hul da i det. ‘Flesh, Steel, Victory …’ er en gennemsolid plade, uangribelig som en dørvogter på et provinsdiskotek.



Ret meget samme vibe er der over den plade, Downpresser udsendte tilbage i mellemdagene. At der skulle gå over seks år fra debuten ‘Don’t Need a Reason’, er der ikke rigtig nogen fornuftig forklaring på, selvom det da i mellemtiden lykkedes det californiske band at rode sig ud i en utrolig klodset twitterfejde om det hensigtsmæssige i at bruge ordet “faggot” som en fornærmelse. Forklaringen er vel bare, at Downpresser bevæger sig med samme smidighed som en amagerbøf, der er nødt til at holde telefonen op til det modsatte øre på grund af sine biceps. De er såmænd også nogenlunde lige så brovtende, men det er bare uendeligt mere tilgiveligt, når man møder det på en plade som ‘The Long Goodbye’, end når det vralter forbi én foran Amager Center med sin lille hund.



Abemadssmadder
‘The Long Goodbye’ er en oplagt plade at løfte dødvægt til. Vil jeg tro, så core er jeg trods alt ikke. De ti sange er bundtunge og tromlende i midttempo, og hvis man kan nå bare halvvejs igennem uden at råbe “Årh hvad, Earth Crisis!” fortjener man en eller anden slags præmie. Som vel så er resten af pladen. ‘The Long Goodbye’ er igen en stort set forglemmelig plade, som jeg ikke desto mindre er vendt tilbage til med jævne mellemrum, siden den udkom. Måske jeg alligevel skulle begynde at træne med tunge vægte?

På den anden side ville det passe virkelig dårligt med at høre de meget federe Big Contest. Trioen med Ned Russin fra Title Fight – hey, kan vi tale om, hvor ærgerligt det er, at Title Fight ikke har lavet en ny plade siden ‘Hyperview’ for fem år siden, og at ‘Floral Green’ var meget bedre, eller skal vi fokusere på Big Contest her? OK. Godt. Big Contest, der altså har Ned Russin i front, har tilsyneladende brugt de seks år, der er gået siden debutalbummet ‘Time Will Tell’, på at finde ud af, hvad tiden skulle vise dem. Ja, og lavet en Title Fight-plade, som vi ikke skal tale om. Og noget andet.

‘Time Will Tell’ var en upåfaldende OK smadderplade, men ‘Monkey’s Paw’, som den nye ep hedder, er et helt andet sted henne: Der er et swagger som hos (skammeligt oversete) Give og en kaotisk overskudsriffing som i tidlig Black Flag og Off! Der er en ubetvingelig melodiøsistet og en lethed i de fire sange, som gør det her oplagt at blamere sig på et skateboard til. 

Det er der ikke noget nyt i. Og tak for dét.