Kunst er nødt til at være tæt på

Man fjerner nogle barrierer, når man skriver på det sprog, man taler, tænker og drømmer på. Afsky, Solbrud, Orm, Nyt Liv og Undergang fortæller om at skrive på dansk i en metalverden, der ellers altid har været engelsksproget.

“Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål?” spurgte vi i sidste uges leder.

I genrer, hvor det vælter frem med håbefulde bands klar til at følge enhver trend fremad, tilbage eller ud på et sidespor, er det svært at skille sig ud som endnu et engelsksproget band. Metal har altid været på engelsk, det har endda sit eget modersmål i form af metalengelsk: En variant af det mere gængse engelsk, hvor syntaksfejl og semantiske forskydninger giver musikken en egen, naiv charme og et regionalt særpræg. 

Men hvor globaliseringen og ikke mindst internettets lettilgængelighed mere eller mindre har fjernet det regionale særpræg i musikken – man skal være en del bedre inde i en subgenre i dag for at kunne stedfæste et band på dets lyd alene, end dengang man på guitarlyden og riffene alene kunne høre, om et band kom fra Göteborg, San Francisco eller São Paulo – er det stadig muligt at få det særpræg ind et langt mere iøjnefaldende sted: sproget.

Synger man på svensk, kan man for den sags skyld sagtens lyde akkurat som et crustband fra Portland, man vil stadig fremstå umiskendeligt svensk. Synger man på tysk, giver det ens udtryk en anden tone, end hvis man sang på engelsk, selvom musikken i alt væsentligt ikke adskiller sig det store fra alle andre. Og så fremdeles.



Omkring spillestedet Mayhem er der opstået en scene, hvor det efterhånden er kutyme, at sproget er dansk. Det er sket med inspiration fra den hardcore, mange af medlemmerne enten er rundet af eller har været i berøring med i Ungdomshuset, og det har smittet af på nytilkomne bands og musikere. At synge på dansk er blevet en undergrundsmarkør: Det er en måde at sige, at man ikke higer efter noget internationalt gennembrud, at man ikke vil tækkes nogle gængse forestillinger om, hvordan man spiller metal. Og paradoksalt nok har netop det været med til at skabe international opmærksomhed i en undergrund til undergrunden, hvor det obskure i sig selv er et mål. ‘Korpsånd’, det bånd, der kom for nogle år siden, rakte et godt stykke ud over de ramponerede fabrikshaller i Københavns Nordvestkvarter og ind på toneangivende internetfora og blogs. 

Den tendens er ikke begrænset til Mayhem-miljøet: Så sent som i sidste uge anmeldte vi på Devilution sønderjydske Wulfaz’ anden ep, og ser man på redaktionens danske årslister fra sidste år, dominerede de dansksprogede titler fra så forskelligartede bands som Fordærv, Morild, Halshug, Ligæder, Jordslået og Vaabnet. Det skærper vores opmærksomhed, når et band gør noget andet end det gængse.



Faren for at blive Red Warszawa
Men der er også et element af kuriøsitet over det. Det er spøjst, når Gabestok vræler “du gi’r mig udslæt,” men der er en fare for, at det bliver ved det: At det er spøjst at høre metal sunget på dansk, men at det ikke bliver taget alvorligt. 

Det var Simon Sonne Andersen opmærksom på, da han begyndte at skrive på dansk i Orm:

– Jeg tænkte da over, om det ville blive pinligt. Det kan godt være farligt, at man pludselig står og lyder som Red Warszawa, når man råber et eller andet på dansk.



De samme overvejelser havde Ole Luk for ti år siden, da han var med til at danne Solbrud og ret hurtigt bestemte sig for, at teksterne skulle være på dansk:

– Man har hørt meget black, hvor der er blevet sunget på norsk, også nogle ting på svensk, og det har lydt fedt. Men norsk og svensk lyder også bare mere eksotisk, fordi de synger mere i sproget. Der kunne dansk godt komme til at lyde bøvet. Jeg kan sagtens give Simon ret i, at man godt kunne blive bange for, at det ville komme til at lyde som Red Warszawa. Det giver ikke indtryk af, at man er vildt seriøs, og jeg ville være ked af, hvis jeg blev taget for at være useriøs angående min musik.

De bange anelser blev dog gjort til skamme af den respons, begge bands har fået på deres danske tekster.

– Vi har fået meget ros for det. Der har ingen kritik været. For mange tror jeg også, det handler om at være tro mod det land, man kommer fra. Det handler det også meget om i black metal. Desværre er der jo også en højreradikal del af scenen, hvor man synger på sit modersmål, men samtidig er der bare den fædrelandskærlighed, som jeg selv har, siger Ole Luk.



For Orm betød skiftet til dansk på pladen ‘Ir’, at de nåede ud til et andet og større publikum, end de havde nået med debuten.

– ‘Ir’ fik sit eget liv i medierne, og der var meget fokus på lyrikken. Devilution var med i den spæde start, og det fik så andre til at se, at det var et emne, det var værd at skrive om. Det var fedt at blive taget seriøst af nogle af de større kulturelle institutioner. Det havde jeg ikke regnet med. Det havde nok noget at gøre med timingen, og så var flere af de intellektuelle fanebærere på Information, Politiken og Radio 24syv begyndt at tage det her seriøst. Det kan man også se nu med Ole i Afsky, som får meget respons på det, han laver, bemærker Simon Sonne Andersen med reference til Ole Luks soloprojekt Afsky.



Adgang til de højkulturelle kredse
Afsky spiller en mere lo-fi og lukket black metal end den patosbårne, kaskadiske post-black, Ole Luk spiller i Solbrud. Alligevel oplevede bandet tidligere på måneden en uhørt stor dækning i mainstreampressen med pladen ‘Ofte drømmer jeg mig død’, hvor der i et par af sangene var sat musik til digte af nationalskjaldene H.C. Andersen og Jeppe Aakjær, mens coveret er en gengivelse af H.A. Brendekildes maleri ‘Udslidt’. 

– At der har været interesse fra medierne for Afsky, hænger sammen med, at jeg bruger en dansk kunstner på coveret, og jeg bruger danske digtere. Alle har hørt om H.C. Andersen, de fleste kender også godt Jeppe Aakjær. Havde det ikke været for det, ved jeg ikke, om jeg havde fået opmærksomhed i samme omfang. Det var den kombination, der var interessant for andre, lyder Ole Luks analyse af modtagelsen.

– Jeg er sindssygt taknemmelig for den ros, jeg har fået, også i de højkulturelle kredse. Metal herhjemme kan godt blive lidt høhø, nu skal vi til Copenhell igen, men vi er slet ikke så farlige, så det har virkelig været et skulderklap at blive taget seriøst. Jeg kunne lige så godt have skrevet en symfoni, har det føltes som. Det er godt at blive taget seriøst, selvom man er langhåret og går klædt i sort.



Et tredje band, der har haft de danske mainstreammediers bevågenhed på grund af den usædvanlige kombination af metal og det danske sprog, er Undergang. I 2017 havnede de i Go’ Morgen Danmark med historien om, hvordan de turnerede i hele verden med dødsmetal på dansk. For dem har sprogbarrieren ikke betydet noget i forhold til at nå det internationale undergrundspublikum, snarere tværtimod, fortæller David Mikkelsen:   

– I udlandet har der været stor interesse for os, fordi vi synger på dansk. Der er noget eksotisk i det, det er anderledes. Folk synes, at det er sjovt, og de vil gerne lære at udtale deres yndlingssang eller en pladetitel rigtigt. Vi har spillet flere hundrede gange flere koncerter i udlandet end herhjemme.



Sjovt og eksotisk i udlandet
Netop adgangen til det internationale marked er ellers oftest det, der får danske bands til at holde sig til det sikrere engelsk. Det er svært nok at få det til at hænge sammen, når man spiller metal, men hvis man så også på forhånd afskriver det store tyske marked med de koncertmuligheder, der er her, bliver det for alvor begrænsende.

Sådan er det bare ikke i hardcore, hvor der er en langt større tradition for at synge på sit modersmål. Den oplevelse har Michael Aagesen fra Nyt Liv haft i sit andet band, Parasight, der trods det engelske navn har danske tekster:

– I den her genre er det ikke et issue. Da vi spillede med Parasight, var det mest i rene squats, men der solgte vi masser af T-shirts. Vi synes da også allesammen selv, at det er sjovt at have en T-shirt med noget fransk hardcore, hvor der står noget på, man ikke forstår. Det gør det lidt eksotisk. Det bliver lidt spændende. Samtidig er det også en genre, hvor man helst skal være lidt opsøgende. Man hører jo ikke om det i fjernsynet, når der kommer en ny plade med Martyrdöd.

Selvom også black metal har en større tradition end resten af metal for at synge på sit modersmål, er det noget, Solbrud, Afsky og Orm har gjort sig klart, da de valgte at synge på dansk.

– Hvis målet fra start havde været at nå bredt ud og komme ind på det tyske marked, tror jeg ikke, man ville vælge at synge på dansk. Men det har aldrig været meningen, at Solbrud skulle være en levevej for os. Det gør det lettere at være tro mod sig selv, bedyrer Ole Luk.

– Vi har nok erkendt, at det ikke er vores vision at blive kæmpestore længere. Jeg vil hellere connecte med der, hvor jeg er fra. Slå rødder. Og det har vi gjort nu. Vi har aldrig været så populære som nu, supplerer Simon Sonne Andersen.



Vi vil ikke oversætte tankerne bag
For dem alle var det et markant skifte, da de gik over til at skrive på dansk. Det gjaldt ikke mindst for Simon Sonne Andersen, der allerede med forløberen for Orm, By the Patient, havde haft en international karriere, omend i det små, med udgivelser på belgiske og canadiske pladeselskaber.

– Vi har spillet sammen i  mange år, så vores tekster har udviklet sig. Da vi begyndte i By the Patient som 16-årige, gjaldt det bare om at finde ord, der lød spændende og flotte, uden at tænke alt for meget over betydningen af dem. Den første ep hed ‘Catenation of Adversity’, fordi det lød sejt, men det betød jo ikke en skid. 

Det var metalengelsk, men det reflekterede ikke rigtig noget dybere i ham.

– Da vi skrev de første par sange til ‘Ir’, var det på engelsk, som vi altid har gjort, men det virkede ikke rigtigt. Da først vi fik os tunet ind på, hvad pladen skulle handle om, og det kom helt tæt på i stedet for at dreje sig om mere universelle problemer, gav det sig selv, at det skulle være på dansk. Vi ville ikke oversætte de tanker, det ville udvande dem.

De samme overvejelser gjorde Ole Luk og Michael Aagesen sig.

– Jeg har spillet i bands inden Solbrud, hvor teksterne var på engelsk, men jeg føler, at min tekstskrivning bliver middelmådig på engelsk, selvom jeg taler et OK engelsk. Hvis man godt kan lide at bruge sproget og gerne vil have noget mere at tage fat i, giver det mening for mig at skrive på sit eget sprog. Jeg kan formulere mig bedre på dansk, siger Ole Luk.



– Det lyder mere oprigtigt at sige “jeg elsker dig” end “I love you,” når det er det sprog, man taler.  Det er mere ærligt. Jeg er ikke bange for at sige, hvad jeg tænker, hvis jeg synes, at noget, der sker i verden, ikke er i orden. Jeg har det fint med at stå med åbne arme og synge på dansk. Man er nødt til at have noget på hjerte, når det er tydeligere, hvad man synger, lyder en pointe fra Michael Aagesen, som vækker genklang hos Simon Sonne Andersen:

– Det er meget naturligt at skrive på det sprog, man drømmer og tænker på. Kunst – og nu lyder det højtravende, men jeg betragter det, vi laver, som kunst – kunst er nødt til at være tæt på.



Madball gennem Google Translate
Sådan behøver det dog ikke nødvendigvis være. Mens Orm på ‘Ir’ har skabt et dybt personligt værk om en familietragedie med afsæt i den bornholmske mytologi, tre af bandets fire medlemmer er vokset op med, befinder David Mikkelsens tekstunivers i Undergang sig et helt andet sted. Her er det horror og splatter, sådan som det også er det i den børnebog af Benni Bødker, han har illustreret, og som det er det i den klassiske dødsmetal, Undergang bekender sig til. Det er bare på dansk, og derfor er inspirationskilderne nogle andre end H.P. Lovecraft og George A. Romero. 

– Jeg er vokset op med Gru-tegneserierne, så det har jeg ladet mig inspirere af i teksterne. På den måde har vi fået noget af det lidt platte og det sjove ind over.



På samme måde har Michael Aagesen været nødt til at omplante sit tekstunivers til noget, der er genkendeligt på dansk, og den udfordring har været berigende for ham.

– Det er sjovt at lege med sproget, så jeg står ikke bare og synger fuck dig eller har kørt en gammel Madball-tekst gennem Google Translate. Det er jo klart, at når man synger på det sprog, man også er bedst til at tale, betyder det, at man kommer til at bruge nogle andre ord. Det er fedt at bruge sådan nogle gamle ord som “spendere.” Jeg har ikke bevidst valgt, at vi ikke skulle have bandeord med, men jeg synes, det er cool at kunne formulere sig ordentligt. Hvis man hele tiden går rundt og bander og siger “fuck ham, den idiot,” så er det nemmere for andre bare at svare, at “du kalder jo alle en idiot.” 



De meget virkelighedsnære tekster i Nyt Liv har dog betydet, at de har fået hæftet nogle andre referencer på sig end det Red Warszawa-mærke, Simon Sonne Andersen og Ole Luk frygtede at blive stemplet med. Da Devilution anmeldte debutpladen ‘Ensomhedens kolde kald’, bemærkede vores anmelder, at “de melodiske tendenser og den sociale indignation” godt kunne få dem til at minde om “et mere hårdtslående Magtens Korridorer,” og at de som dem havde “potentialet til at gå hen at blive et folkekært band engang.”

Det var ikke udelukkende ment som en ros, fornemmede man.

Dengang Magtens Korridorer kom frem, udtalte de, at de var trætte af altid at blive sammenlignet med Gasolin’, fordi det ikke var en af deres egne musikalske referencer, men kun skete, fordi det var det eneste andet dansksprogede rockband, anmelderne kunne komme i tanker om. Hvordan har du det så med at blive sammenlignet med Magtens Korridorer?

–  Jamen, der er da noget med det at synge på dansk og så ordvalget. Det har jeg det fint med. Vi tænkte da også selv lidt over det, da Magtens Korridorer kom frem og sang om “ludbehandlede træpersienner” i ‘Lorteparforhold’. Det lød lidt Gasolin’-agtigt. Hvis jeg selv skal nævne noget fed dansk lyrik, så er det også Steppeulvene. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle hive frem af et eller andet hardcore fra 00’erne. 



Det hænger sammen med globaliseringen
Manglen på ikke-engelsksprogede referencer kan meget vel være en af grundene til, at det stadig ikke falder særligt mange naturligt at synge på andet end engelsk. Hvis man aldrig har hørt hardcore, dødsmetal eller black metal sunget på andet end engelsk, lyder det fremmedartet, når man pludselig præsenteres for det på for eksempel fransk eller spansk. Så bliver det let det, man fokuserer på, og så får det snarere én til at tænke på de få andre fransk- og spansksprogede referencer, man har, så det hele bare er ‘Je T’Aime … Moi Non Plus’ og ‘Macarena’ i stedet for Tragedy, Bolt Thrower eller Enslaved.

Andre har svært ved at abstrahere fra de forskellige sprogs særlige klange, der trods alt også spiller ind på det samlede indtryk.

– Der er nogle, der synes, det er lidt tungt at synge på dansk med alle de ø-lyde, der er i sproget, men sådan har jeg det ikke. Det er nok også, fordi jeg har hørt en masse svenske punkbands, der synger på svensk. Sådan nogle som Hårda Tider, det giver dem noget kant. Det har vi sprunget lidt over i Danmark, men det er, som om det kommer nu, vurderer Michael Aagesen.



For Ole Luk har arbejdet med det danske sprog åbnet hans ører for, hvordan andre sprog fungerer og i hvilke kontekster:

– Jeg kan lide at høre musik fra hele verden, og hvis jeg for eksempel hører folkemusik fra Rusland, er det fedt at høre det på det sprog, i stedet for at det er blevet oversat til engelsk. Men der er så også nogle sprog, der fungerer bedre end andre. Det har jeg altid syntes, at norsk og svensk gør. Så er der nogle af de asiatiske sprog, der ikke fungerer helt så godt i metal. Omvendt lyder fransk sygt fedt i både black metal og hiphop. 

– Det hænger i nogen grad sammen med globaliseringen, som jeg ikke ser som et onde. Men folk tænker mere over, hvor de kommer fra nu, vurderer Simon Sonne Andersen som en mulig grund til, hvorfor flere bands verden over på linje med Orm søger tilbage mod deres modersmål. 

Således falder han nogenlunde i tråd med Ole Luks tanker om fædrelandskærlighed og trofasthed over for det sted, man kommer fra. Hos Orm handler det dog mere om at slå rødder der, hvor man er fra, og føle sig forbundet med det.



Den følelse kan også vække international genklang. Man kunne hævde, at når vi som ikke-engelsksprogede hører ikke-engelsksproget musik, skaber det en art fællesskab hos os, der har det til fælles, at engelsk ikke er vores førstesprog. At vi har en anden kulturel identitet, som vi nu hæger om efter at have oplevet en amerikansk kulturel hegemoni i anden halvdel af det 20. århundrede og helt op til i dag. Den dominans står stadig stærkt, men der flere, der mere eller mindre bevidst modarbejder den med egne midler nu, og de knytter bånd på tværs af lande- og sproggrænser.



Men interessant nok er den af dem, der selv har haft størst international succes med sit dansksprogede band, David Mikkelsen, også den, der har mindst til overs for, når andre bryder med den metalengelske vane:  

– Det er måske lidt modbydeligt, men jeg bryder mig faktisk ikke om det, når andre bands synger på andre sprog end engelsk. Der er noget med intonationen, der får det til at lyde knap så fedt. Men for eksempel sådan noget som Brujería lyder da hårdt på spansk med hele deres narkokrigsting.