Musik for de døde
Populær
Arkitekterne er reflekterende på deres ottende studiealbum, der primært virker som et meget velkomponeret terapi-album. En smuk salut til afdøde Tom Searle.
Hereafter
Mortal After All
Holy Hell
Damnation
Royal Beggars
Modern Misery
Dying To Heal
The Seventh Circle
Doomsday
A Wasted Hymn
Kender man Architects, er der næppe nogen tvivl om, at guitarist Tom Searles død i 2016 har haft stor betydning for det engelske band. Den afdøde guitarist spøger uden tvivl i baghovedet hos de fire resterende medlemmer, hvilket tydeligt fremgår af englændernes 8. studiealbum. Også selvom Josh Middleton har overtaget lead-guitaren. Et naturligt valg, da Middelton tidligere har turneret med Architects som tour-guitarist.
Af asken spirer heldigvis nyt, selvom ’Holy Hell’ uden tvivl er en terapi-plade. De resterende medlemmers forsøg på at forholde sig til og komme videre med livet. Men det er heldigvis ikke en decideret sørge-plade. Tematikken er hyppigt døden, livet som tilbageværende og en mulig højere eksistens. Basale emner, som de fleste, der har mistet én, de havde kær, sandsynligvis kan relatere til. Et emnevalg, der hurtigt kan blive trist, tungt og unødvendigt sørgeligt, hvis ikke det behandles med omhu. Architects forrige album, ’All Our Gods Have Abandoned Us’, bar unægteligt præg af frustration over tabet. Det udmøntede sig i en plade, der nok havde flere gode kompositioner, men var for sorgtynget og påvirket af hændelsen. Specielt forsanger Sam Carter bar følelserne alt for langt fremme.
’Holy Hell’ er mere reflekterende modsat den direkte reaktion. Det er den første plade, kvintetten har skrevet fuldstændigt uden Searle, til trods for at han komponerede skitsen til ’Doomsday’ inden sin død. De store følelser har stadig førsteprioritet. Budskaberne fremgår direkte, om ikke andet så af sangtitler som ’Death Is Not Defeat’, ’Hereafter’ og ’Mortal After All’ for blot at nævne enkelte eksempler. Modsat den foregående plade behandler Architects dog tematikken langt bedre. Det er et modnet band, der har arbejdet med og bearbejde de umiddelbare følelser. Frustrationerne bliver båret af musikken, frem for at musikken bæres af frustrationerne.
På sin vis er ’Holy Hell’ en moden Architects-plade. Det er også en særdeles melodisk plade inden for genren. Virkemidlerne er mange, og sangskrivningen er mere end habil. Ikke overraskende har strygere fået meget plads på pladen. Der er efterhånden en core-konsensus om, at strygere er go-to-midlet, hvis sangene skal have en melodisk kant, og ren vokal allerede er i spil. Således indledes pladen og åbningsnummeret storladent og særdeles intenst. Strygerne står endnu stærkere i kombination med Carters rene vokal, der især giver pondus til andet vers. Det er hverken opfindsomt eller nytænkende, men det er veludført og flot komponeret.
Når Carter indleder ’Hereafter’ med stroferne "Now the oceans have drained out/ Can I come up for air?/ 'Cause I've been learning to live without/ And I'm fighting with broken bones," hersker der ingen tvivl om, at processen med at skrive ‘Holy Hell’ har været terapi for bandet. Det har skabt 11 flotte numre med højt niveau. Det er Architects, som man efterhånden kender dem, men det er samtidig et band i udvikling. Et band, der tydeligt er et andet sted i deres liv, end de var for to år siden og endnu mere end for fire år siden, da de udgav den generelt anmelderroste ’Lost Forever // Lost Together’. Der er ingen lappeløsninger, ingen genveje og ingen decideret respekt for genrekonventioner, selvom englænderne bibeholder fokus på den genre, de efterhånden mestrer.
’Holy Hell’ er en plade for den modne metalcore-fan. Det er en plade rig på indhold og flotte sange hvor spillet mellem kontrasterne hyppigt løfter pladen. Modsætningsforholdet mellem den minimalistiske fremførelse af verset og det kompakte omkvæd på ’Royal Beggars’ er den ekstreme eksemplificering af, hvorfor Architects anno 2018 og ’Holy Hell’ er så gode. Selv når det momentært bliver lidt uoriginalt, de metalcore-baserede riffs bliver lidt for generiske, og Carters rå vokal bliver lidt monoton, er englændernes 8. udgivelse en kolos i metalcore-sammenhæng. En bastant og flot plade, der samtidig er et smukt farvel.