Tilbage til fremtiden

bullet for my valentine

Efter 23 års ufortrøden metal-virksomhed, et utal af tourneer og seks fuldlængdeudgivelser, trykker det walisiske band på genstart-knappen, og det er ikke en plade for tidligt.

Titel
Bullet For My Valentine
Trackliste
Parasite
Knives
My Reverie
No Happy Ever After
Can't Escape The Waves
Bastards
Rainbow Veins
Shatter
Paralysed
Death By A Thousand Cuts
Karakter
3

Kvartettens forrige plade var, pænt sagt, ikke særlig god. ‘Gravity’ (2018) var et trist forsøg på, at udvide fanbasen, med en ligeså sørgelig omgang mislykket nu-metal-inficeret metalcore. En plade der fejlede på stort set alle parametre, med undtagelse af de få solide kompositioner, bandet trods alt altid er garant for.

Der er ingen tvivl om, at Bullet For My Valentine har lyttet til deres fans siden da – deres syvende fuldlængdeudspil er et solidt skridt tilbage mod det, bandet altid har været bedst til. Poppet metalcore, med et solidt drys trash og storladenhed. Den kombination, der gennem tiden har givet os numre som ‘Your Betrayal’, ‘You Want a Battle? (Here’s a War)’ og ‘Tears Don’t Fall’.

Den selvbetitlede plade er endda med stor sandsynlighed det tungeste, Bullet For My Valentine har præsteret, hvilket vi allerede får en forsmag på ved åbningsnummeret. Det vil sige, efter vi har spildt halvandet minut på at lytte til et halvdårligt radio-mixtape af bandets tidligere bedrifter. ‘Parasite’ åbner pladen effektivt, og er en fin intro til pladens stærkeste nummer ‘Knives’. En klassisk Bullet For My Valentine metalcore-komposition. Med et galop-core-vers og et fint drop på omkvædet, der naturligvis er klædt med lidt rensang. Og ikke overraskende er nummeret krydret med det obligatoriske bastante c-stykke, der snildt kunne være taget fra Machine Heads ‘The Burning Red’-plade.

En udemærket start, der på underlig vis virker ny og frisk, men samtidig lyder som en sær kombination af et ungdommeligt Bullet For My Valentine og netop nu-metal. Afdanket, semi-trist nu-metal vel at mærke. Ikke at forveksle med den måde bandet benyttede genren på ‘Gravity’, hvor de elektroniske elementer trods alt gav pladen et tidssvarende udtryk. På ‘Bullet For My Valentine’ er det i højere grad riff-sektionerne, der har fået en nu-metal-overhaling, mens forsanger Matthew Tucks rensang lyder som en kærlig kombination af Chester Bennington og Stephen Richards (Taproot). Det kan man så elske, hade eller ignorere.

Det fungerer som sådan. Sammenlignet med ‘Gravity’ lykkes kombinationen for Bullet For My Valentine – sandsynligvis fordi det altid har ligget i bandets DNA. Desværre er det også pladens største hæmsko.

Skriver vi 2005?
Der er meget godt at sige om det seneste udspil fra Bullet For My Valentine, men før vi bliver helt euforiske, må det pointeres, at pladen virkelig også halter visse steder. Selvom der er flere stærke kompositioner, vrimler det også med uinteressant materiale. Det sagt, er det mest tåkrummende ved bandets syvende udgivelse, at det hele lyder så pisse meget som 2000-something.

Der er intet på ‘Bullet For My Valentine’, der lyder som 2021. End ikke metalcoren. Nok er der en positiv udvikling i forhold til ‘Gravity’, men i det mindste bød dén plade på et forsøg på nytænkning og udvikling. Denne plade er det sikre valg. Det sikre og kedelige valg, der ikke byder på nogen som helst udfordring eller nytænkning.

Således har Bullet For My Valentine genstartet karrieren. Trykket hårdt på reset og udgivet en plade, der med al sandsynlighed vil være til glæde for eksisterende fans. ‘Bullet For My Valentine’ indeholder de obligatoriske hits, men overordnet set er det tvivlsomt, om ikke udgivelsen forsvinder i glemslen. For selvom udviklingen inden for metalcore for tiden er meget tilbageskuende, er det primært med et moderne udtryk. Derfor er det er svært at forestille sig ‘Bullet for My Valentine’ blive valgt foran de andre, mere interessante metalcore-udgivelser, 2021 indtil videre har budt på, når der skal spenderes.