Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 - Henrik Bro

Populær
Updated
Årsliste 2016 - Henrik Bro

Så skal vi til det igen! Pisket med skorpioner og truet med waterboarding og endog værre repressalier kræver Devilutions redaktører, at vi endnu en gang kaster os over den rædselsfulde opgave med at kigge tilbage på et forgangent og heldigvis snart glemt år.

Lad det være sagt straks – på metalfronten var 2016 et helt igennem gennemsnitligt år. Det var lidt ringere end 2015, men med en indgroet pessimistisk livsopfattelse skal det nok vise sig at være lidt bedre end det, som vi kan forvente for 2017.

Årets danske album:

Året 2016 var endnu en gang ikke et metallisk jubelår i Danmark. Men lidt var der da at glæde sig over.

1. Defecto – 'Excluded'
Ingen over, ingen ved siden af og næsten ingen i nærheden af!
Defecto har med debutalbummet ’Excluded’ sat foden hårdt ned på den danske progressive metalscene, og succesen fortsætter sikkert snart i udlandet.

">

2. Artillery 'Penalty by Perception'
Den eneste anden danske udgivelse, der kom i nærheden af Defecto i 2016, var udgivet af veteranerne i Artillery med 'Penalty by Perception'. Hvis man skulle få den fuldt berettigede mistanke om thrash metallens død ved gennemlytningen af Metallicas seneste ørkenvandring af langgaber, kan den heldigvis bortmanes med Artillerys 8. album på 30 år. Artillery forbliver en lysende stjerne på thrash-himlen.

">

3. Black Income 'Noise Pollution'
Der er et godt stykke fra toeren til treeren. Men Black Income får alligevel en plads på årslisten med et fint debutalbum, der trækker på inspiration fra amerikansk grunge og hard rock.

">

4. End My Sorrow 'Of Ghostly Echoes'
Årets danske overraskelse kom fra End My Sorrow. Bandet har eksisteret i en menneskealder, men ’Of Ghostly Echoes’ er første fulde album fra bandet fra udkantsdanmark. Og så er det noget så bemærkelsesværdigt og udansk som et melodisk goth metal-udspil med kvindelig frontfigur.

">

5. Prevail – 'War Will Reign'
Der må være sket et svigt på redaktionsgangen på Devilution, for vi fik aldrig anmeldt jyske Prevails debutalbum. Det er en fejl. For ’War Will Reign’ er en mere end habil dødsudgivelse. Man trættes ganske vist af den endimensionelle vokal, men til gengæld er det instrumentale samt produktionen helt i top.

Årets internationale album:

Det er helt umuligt at udvælge årets fem bedste internationale udgivelser inden for heavy metal og hard rock. Men hvis vi prøver at kigger lidt på tværs af underkategorierne og vælge lidt her og lidt der, så er disse fem kandidater bestemt værdige til hædrende omtale.

1. Glenn Hughes 'Resonate'
”The Voice Of Rock” vendte tilbage til storformen med sit første soloudspil i otte år. Denne gang med et album, som herligt nok var tro mod Glenn Hughes' baggrund i heavy rock. Fint bakket op af og indspillet hos Søren Andersen her i landet. Det bliver fedt, når Glenn Hughes ( co. Lægger vejen forbi Danmark til koncerter i februar 2017.

">

2. Oceans of Slumber 'Winter'
Oceans of Slumber fra Texas, USA er godt nok svære at sætte i bås. Det er noget progressivt rock med inspirationer fra her og der og alle vegne. Men fremragende er det under alle omstændigheder, og Cammie Gilbert er bare det helt store nye vokale fund på rockscenen.

">

3. Fates Warning 'Theories of Flight'
De progressive metallere i Fates Warming formåede med ‘Theories of Flight’ at opnå noget af et comeback i 2016. Det er fuldt fortjent for dette fine band, der i alt for mange år har stået i skyggen af Dream Theater, som til gengæld floppede fælt i 2016 med deres mislykkedes musicalforsøg, 'The Astonishing’.

">

4. Otep 'Generation Doom'
Og så til noget helt andet! Oteps ’Generation Doom’ fløj desværre totalt under radaren hos metalfolket i 2016. Ikke desto mindre er det et fint album, der på fornemste vis forener poesi, energi, aggressivitet og nu metal. She doesn’t give a FUCK!

">

5. Scorpion Child – 'Acid Roulette'
OK, det kan nok være, at forsanger Aryn Black lyder umiskendeligt meget som en Robert Plant-imitator, og at Scorpion Child i det hele taget har lyttet lidt for meget til Led Zeppelin. Men bandets andet album er stort set lige så godt som den fornemme debut, så en plads på top 5 er helt fortjent.



Årets internationale hit:

Devilment – 'Hitchcock Blonde'
Det kan godt være, at den får titlen som følge af sangens sene udgivelse i 2016, hvorfor den står friskest i erindringen. Men det er sgu en herlig lille shock rocker i bedste Alice Cooper-stil med Dani Filth og Lauren Francis i form i den vokale front.

">

Årets danske hit:

Volbeat – 'For evigt'
Ikke den fedeste klassiker gennem tiderne, men det er i hvert fald et hit.

">

Årets genfundne klassiker:

John Norum – 'Face the Truth'
Gravet frem i forbindelse med gennemgangen af Glenn Hughes' nye udgivelse. 'Face the Truth' udkom i 1992 og er John Norums andet soloalbum. Glenn Hughes tager sig af det meste af vokalen på albummet, hvor også Joe Tempest gæster på vokalen. Bas og trommer betjenes af henholdsvis Peter Baltes (Accept) og Henrik "Hempo" Hildén. Fin lille sag.

Det overså jeg i 2015:

Det ved jeg ikke rigtigt. Måske overså jeg det bare?

Årets fysiske udgivelse?

Øhhhhh? Kan en økologisk kylling fra Kvickly gå an?

Årets koncerter:

Endnu et år, der beviste, at der virkelig ikke er meget at være begejstret for i udkantsdanmark.

Det er ikke svært at bevare pessimismen og troen på tilværelsens totale meningsløshed, når man må erkende, at man fandt mere spilleglæde hos Toto (Scandinavian Congress Center, Aarhus) end hos Queensrÿche (Train Aarhus) og måtte sande, at Dream Theater (Vejle Musikteater) var mere patetiske at overvære end ganske hyggelige Nickelback (Boxen Herning). Ja, det måtte endda gennemleves at Anvil (Godset, Kolding) gav mere valuta for pengene end ellers altid træfsikre Saxon (Voxhall, Aarhus).

Vi nøjes med en top tre:

1. Vintage Caravan – Godset, Kolding, 2. februar 2016
Vintage Caravan fra Island får umådeligt meget ud af den klassiske hard rock-trioformation med guitar/vokal, bas og trommer. Det var bestemt også tilfældet i Kolding. Superenergisk performance.

2. Uli Jon Roth – Metal Magic Festival, Fredericia, 9. juli 2016
Forventningerne til Uli Jon Roths optræden på dette års MMF gik vel egentlig på, at det var da meget sjovt med sådan et nostalgitrip med ex-Scorpions-guitaristens aflevering af versioner af tudsegamle Scorpionssange fra tiden før, bandet for alvor slog igennem. Men det viste sig overraskende, at den gamle ræv mødte frem med et fremragende band og leverede et brag af en koncert. Dejligt at blive overrasket og fantastisk at se kollega Mads på det nærmeste crowdsurfe til sange indspillet, før han kom til verden.

3. Anvil – Godset, Kolding, 8. november 2016
Ved det godt. Her er vi ude i noget rent Spinal Tap. Anvil har ikke skrevet fem gode sange i bandets 35 år lange karriere. Bandet har stort set udgivet det samme album hver gang gennem alle årene med covers, der ligner hinanden til ukendelighed. Men jeg er er følemenneske, og jeg glædes ufatteligt meget at være tilskuer til den ukuelighed, som Lips & co. stiller op med. Der skal sateme en vis portion gøglersind til at spille op for små 200 mennesker og få det til at se ud, som om man har sit livs aften. Så hatten af for det. Det var sikkert ikke nogen god koncert. Men jeg gik glad derfra.

Årets internationale navn:

Pas!

Årets danske navn:

Hvis der skal snige sig lidt objektivitet ind i dette tilbageblik, så kan det vist ikke være andre end Volbeat, der fortsat tordner frem.

Årets nye internationale navn:

Sorry, jeg kan ikke komme i tanke om noget!

Årets nye danske navn:

Defecto. Bandet har et sjældent dansk potentiale for at slå igennem udenlands.

Årets comeback:

Stort er det ikke, men i modsætning til Metallica viste Megadeth sporadiske tegn på kampgejst med ’Dystopia’.

Årets optur:

At vågne op og opdage, at verden på trods af alle forudsigelser alligevel ikke gik under, selvom USA valgte Trump. Nu venter vi så bare på, at Lars Ulrich opfylder sit løfte og dropper sit luksuseksil i USA og flytter ind i en lejlighed på Vestegnen.

Årets største skuffelse:

Som gennemført pessimist er det her svært at nøjes med én medalje, for der var i sandhed flere skuffelser:

1. Det var trods al skepsis overraskende og skuffende, at Dizzy Mizz Lizzys comeback-album var SÅ lamt i røven!
2. Det har virkeligt været skuffende at overvære nedsmeltningen hos mægtige AC/DC. Det var ikke en værdig deroute for et legendarisk band.
3. Forventningerne til at Metallica ville komme op med en konkurrent til ’Master of Puppets’ var ganske vist beskedne, men at resultatet var så laaangt fra, var alligevel skuffende.
4. Forventningerne til Denner/Shermanns ’Masters of Evil’ var store, og så var resultatet alligevel, ja, skuffende.
5. Med Keith Emersons og Greg Lakes triste død er det endegyldigt slut med Emerson, Lake & Palmer. En genforeningstur ville have været et ønske gået i opfyldelse. Men nu er der kun minderne tilbage om dette store prog-band.

Største ønske for 2017:

At Jon Oliva og resten af Savatage endelig nosser sig sammen til at udgive et nyt album.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Forhåbentlig at blive udsat for nogle uventede og glædelige overraskelser på metalfronten.