Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Mads Peder Lau Pedersen

Populær
Updated
billedemplpdevi

Godt: Negative Plane, sandt stål, Strychnos og trist musik. Dårligt: gendannelser og gamle bands, der burde stoppe.

Forfatter

Årets danske album:
1. Strychnos: ‘A Mother's Curse’ – Både brutalt og monumentalt, majestætisk og råddent. Strychnos lykkes fornemt med at balancere kontrasterne på deres sene debutalbum, der også internationalt ville have ligget højt på årslisten.



2. Slægt: ‘Goddess’ – Slægt havde karrierens hidtil bedste sangskrivning på et album, der sagtens kunne have ligget nummer 1. Men den sløje produktion hæmmede deres aggression og vildskab. Desværre. For kvaliteten af materialet var fremragende.



3. Den sorte død: ‘Depressiv magi’ – Dansk/svenske Den Sorte Død med Anders Nydam fra Offermose som den ene halvdel ramte en isnende kulde med deres 70'er-ambient/dungeon synth. Perfekt til sneklædte dage og kosmisk undergang.

4. Majestic Mass: ‘Destroys Minds and Rapes Souls’ – Kom sent på året, men sneg sig ind. Decideret festligt doomblack, sådan et sted midtvejs mellem Barathrum og Faustcoven og okkult Electric Wizard og hard rock. Alt er kommet i narkogryden og kogt sammen til en sydende og boblende heksebong.



5. Steel Inferno: ‘Evil Reign’ – Steel Infernos skamløse retrometal har fået et ordentligt løft på deres tredje album med den nye sanger, Chris Rostoff. Før syntes jeg, de var charmerende på grund af den åbenlyse kærlighed til metal og det rustikke præg. Men de var mest en stiløvelse for mig og ikke så meget mere. Med 'Evil Reign' er det blevet reelt gode og har fået en nyfunden klasse.

Årets internationale album:
1. Current 93: ‘If a City Is Set Upon a Hill’ – Current 93 er inde i en stærk periode; dette nye album er ikke lige så manisk og intenst som forgængeren 'The Light Is Leaving Us All', men tilsvarende mere vemodigt og elegisk. Det er pinligt at have et yndlingsband, når man er over 20 år gammel, men det har jeg altså, og det er dem her, og så længe de laver noget, der er så godt som det her, så er jeg et voksent menneske, der har et yndlingsband, og det må jeg så leve med.



2. Negative Plane: ‘The Pact’ – Åbningsnummeret hedder 'A Work to Stand a Thousand Years', og det er nærmest også en programerklæring. Stor og gennemført metalkunst fra amerikanerne, der ikke blev ringere af, at man fulgte med i teksterne. Der er tænkt over alle detaljer på dette grandiose værk.



3. Orthodoxy: ‘Ater Ignis’ – Et monster af en dødsmetalplade, der emanerer ægte ondskab. Modsat så meget anden dødsmetal, der mest emanerer lyst til bajere. Det er selvfølgelig også dejligt, men det her er bedre.

4. Riot City: ‘Electric Elite’ – Nu vi er ved programerklæringer: Titlen antyder det, Riot City tager ingen fanger. Skånselsløs speedet pumpen, et frådende guitarattack, vanvidsvokal og alt det, der skal til. På bandets andet album savner jeg måske, at man lige sænker tempoet en smule og omfavner noget mere episk, men man har på fornemmelsen, at Riot City måske bare spiller hurtigt, fordi de elsker det, og de elsker også metal, og jeg elsker metal mere, når jeg hører Riot City; en ren kærlighed.

5. Friends of Hell: ‘Friends of Hell’ – En supergruppe. Der spiller gammel tissemandsdoom af den allermest klichefyldte slags. Der var ikke stor lyst til at høre Friends of Hell, da pladen udkom, men lave forventninger giver ofte grobund for positive overraskelser, og det her var virkelig årets store positive overraskelse. Suveræne vokalmelodier og et album, der viser, at der stadig er en plads til genrepladen, så længe man bare er god nok.

Boblere:
Aethyrick: 'Pilgrimage'
Celestial Grave: 'Vitriolic Atonement'
Iron Griffin: 'Storm of Magic'
King Dude: 'Death'
Krolok: 'Funeral Winds & Crimson Sky'
Luzifer: 'Iron Shackles'
Satan: 'Earth Infernal'
Ultra Silvam: 'The Sanctity of Death'
40 Watt Sun: 'Perfect Light'

Årets danske hit:
Slægt: ‘Hunt Again’ – Intet sted viser Slægt klassen mere end på 'Hunt Again' i al sin guitarlirede pragt.



Årets internationale hit:
Luzifer: ‘Iron Shackles’ – Årets mest medrivende omkvæd og årets mest medrivende korarbejde.



Årets genfundne klassiker:
Songs: Ohia : ‘The Lioness’ – Alt for tidligt døde Jason Molina har været min store genopdagelse i år efter en pause på mange år, og mest af alt 'The Lioness', dette dirrende, skælvende weltschmerzmonument, som er så sårbart og skrøbeligt og trist, at det forekommer utroligt, at det er indspillet, mens Molina var allermest lykkelig.



Årets koncerter:
1. Mercyful Fate: Copenhell, 18-06-2022 – Jeg var i elendigt humør efter en tabt prisuddeling og en punkteret cykel og deraf følgende dyr taxatur til Refshaleøen. Og jeg var sur på forhånd, fordi Michael Denner ikke var med i Mercyful Fate-gendannelsen (det er jeg stadig). Og hvor kan ens egne småproblemer være ligegyldige, når man møder sand og ægte storhed. Den bedste koncert, jeg har været til i årevis.

2. Riot City: Stengade, København, 04-05-2022 – Den evige jagt på det fængende hook, den evige jagt på falsetskriget, den evige jagt på den gnistrende lead, den evige jagt på det metalliske sus. Det føltes som en historisk begivenhed.

3. Primordial: Pumpehuset, København, 21-04-2022 – Pumpehuset var en sauna. Primordial en naturkraft.

4. Uriah Heep: Docken, København, 04-12-2022 – Docken er et bizart spillested. Umuligt at finde, selv med telefonens GPS, og ligger midt i en byggeplads i hæslige Nordhavn. Ét fadølsanlæg. En besynderlig VIP-lounge. "Street art" i loftet. Friturelugt i foyer og garderobe. Halvdelen af salen siddende, den anden halvdel stående. Og så en koncert med et Uriah Heep, der kun har ét medlem med fra bandets storhedsperiode (flere af medlemmerne dog med over tredive år i bandet), og som var på 50-årsjubilæumsturné, forsinket. Alle odds var imod, at det her skulle være godt, men det var suverænt med en fornemt kurateret sætliste, charme og spilleglæde.

5. Emperor: Copenhell, 17-06-2022 – Man tør dårligt sige det, men jeg har ikke det store forhold til Emperor. Og gik vrangvillig til koncerten, fordi Emperor live i 2022 mest virker som Ihsahns venlige bidrag til de andre medlemmers pensionsopsparing og ikke båret af nogen form for kunstnerisk nødvendighed. Og blev blæst væk af et band, hvis frontmand lignede en skolelærer. Det med at have øvet sig på sine instrumenter og have skrevet nogle trods alt monumentale kompositioner, det kan altså et eller andet, også uden brynjer og fakler og hvad har vi.

Årets danske navn:
Mercyful Fate – Det er næsten for nemt, men koncerten på Copenhell var et pragtstykke, og det lød det også, som om resten af turnéen var. Et triumftog uden lige, der giver håb for en eller anden kommende udgivelser (som da sikkert skuffer, fordi man aldrig kan leve op til bagkataloget, når man er Mercyful Fate).

Årets internationale navn:
Riot City – En vellykket opfølger til debuten og en overdådig koncert og en eller anden fornemmelse af, at det er et band på vej mod stjernerne.

Årets nye danske navn:
Strychnos – hehe, blinkesmiley, hehe

Årets nye internationale navn:
Luzifer – Havde godt nok en EP, men debutalbummet kom først i år. Og det er et album, der har været som en god pose slik. Lige én til. Og én til. Og én til.

Årets comeback:
Strychnos – Femogtyve år uden en fuldlængde, år og dag siden seneste udgivelse, og så kommer 'A Mother's Curse' og smadrer helt og aldeles igennem. Sådan skal det lig parteres.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Negative Plane: ‘The Pact’ (bog, Mount Abraxas Press)  – 'The Pact' med Negative Plane var ikke bare en af årets kvalitativt bedste udgivelser. Også indpakningen var meget gennemført. Og for at toppe det, udkom på det lille og luksuriøse rumænske kvalitetsforlag Mount Abraxas Press en bog med tekster, hele baggrundshistorien for konceptet, baggrunden for illustrationerne ligeså og dertil et interview om indspilningen og projektet. Ustyrligt vellykket udgivelse, der på sæt og vis kan kaldes overgjort og fjollet, som så meget med luksuspræg, men også helt genialt gennemført.

Kan være en illustration af bog

Det overså jeg i 2021:

Ancient Mastery: 'Chapter One: Across the Mountains of the Drämmarskol' – Fuldstændig af krogen svulstigt keyboardblack, lige til Nekromelodi Grand Prix. Næver løftet i trium mod himlen på hjemmekontoret! Luftkeyboards! Vind i håret!

Årets optur:
- Koncerter. Med udenlandske bands! Til næste år vil jeg forsøge at komme til nogen af dem også.
- Hele to nye bøger af Harald Voetmann (Danmarks bedste nulevende forfatter), 'Parasitbreve' og 'Hetærebreve'; Dorrit Willumsens 'Tjeneren og hans søster'; at Max Blechers dødslejebog nu endelig findes på engelsk ('The Illuminated Burrow'), vel nærmest årets, nej, årtiets litterære begivenhed; Mount Abraxas Press; Zagava Press, Wakefield Press, mange småforlag i det hele taget.
- At Metal Magic, Kill-Town Death Fest og for den sags skyld Heavy Agger holder fanen højt og laver festivaler, der er noget andet og mere interessant og eksklusivt end tidens utålelige festivalpakkeløsninger.

Årets største skuffelse:
- Igen og resten af livet alle de mange dødsfald blandt folk, man respekterer og ser op til kunstnerisk og ofte også menneskeligt. I år var Eric Wagners (ex-Trouble, The Skull) og digteren Martin Larsens alt for tidlige død værst at holde ud på hver sin måde.
- At King Dude stoppede (men på den anden side: altid godt at stoppe, mens legen stadig er god, så man ikke bliver til endnu et afdanket projekt, der var godt engang).
- Ancient Masterys andet album.
- At flere bands, der alligevel er udbrændte, ikke bare holder op nu. Det er ikke sjovt længere. Stop så.
- At bands heller ikke er holdt op med at blive gendannet. Gå hjem og pas jeres familie og arbejde, hyg jer i øvelokalet, lad være med at spille jeres musik for andre.
- Det stadigt voksende antal festivaler med de samme bands. Hvorfor skal alle byer have en metalfestival, og hvorfor skal de samme bands spille på dem alle sammen? Der er ikke nok marked til det, og i sidste ende bliver det et problem for de festivaler, der prioriterer at have andre bands end de sædvanlige travere på plakaten.
- Bookingbureauernes voksende magt.
- Forudsigeligheden i festivalprogrammerne.
- Politik.
- Efterisolering, bøvl med understrygning under taget, varmepriser, endeløst arbejde. Hvorfor har ingen fortalt mig, at det er et mareridt at være husejer?
- Måske ikke en direkte skuffelse, men 'Satans sorte vinyler' var godt nok en imponerende gang sjaskeri, og havde jeg haft fantasi til at forestille mig, at jeg skulle deltage i et program, der skulle have form som en julekalender, havde jeg takket nej til at medvirke.
- Produktionsselskabet bag 'Satans sorte vinyler', DocEye, og deres reaktion på deltagende kilders kritik på Facebook. Dvs. deres manglende reaktion på det. Når over halvdelen af de medvirkende giver udtryk for, at man har lavet noget lort, ville det klæde én at indrømme det.

Største ønske for 2023:
- Færre, men bedre festivaler
- Færre gendannelser
- At folk lader være med at gøre ting, der ikke er kunstnerisk nødvendige

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
- Current 93 i London til marts

Menu