Årsliste 2025 – Lasse Bildsøe Virlev

2025 var et år med både international fremdrift og fortsat sammenhold i metalmiljøet. Her er et personligt overblik over årets stærkeste udgivelser, koncerter, øjeblikke og skuffelser – fra dansk deathcore i verdensklasse til kosmiske festivaloplevelser og uønskede ørehængere.

2025 var året, hvor dansk metal lagde endnu et solidt lag på sin internationale relevans, mens den hjemlige undergrund fortsatte med at boble og syde af aktivitet – med svingende resultater, ja, men også med tydelig passion trods en noget nær usynlig udsigt til økonomisk gevinst for sin indsats.

For mit eget vedkommende blev det dog også et år, hvor rollen som småbørnsfar satte sine naturlige begrænsninger: færre koncerter, kortere aftener og mindre tid til at favne bredden af udgivelser, end jeg ideelt set kunne ønske mig. Det ændrer dog ikke ved, at danske bands i 2025 markerede sig stærkt – ikke blot herhjemme, men også langt uden for landets grænser

Årets danske album
1. Cabal: ‘Everything Rots’ – Med ‘Everything Rots’ bekræfter Cabal, at de ikke blot er Danmarks største deathcore-eksport, men et band i absolut verdensklasse. Albummet er kompromisløst, stramt produceret og spækket med øjeblikkelige højdepunkter som ‘No Peace’, ‘Still Cursed’ og ‘End Times’. Cabal lyder mere fokuserede end nogensinde, og det er svært ikke at se dem som et referencepunkt for genren i 2025.



2. Morild: ‘Disse fugle får ingen at se’ – Morild har med ‘Disse fugle får ingen at se’ skabt en af årets mest helstøbte, danske black metal-udgivelser. Hvor mange nyere bands famler efter originalitet, rammer Morild en sjælden balance mellem melodi, atmosfære og konsekvent æstetik. Især nummeret 'Retten til resterne' fungerer som et koncentrat af albummets styrker og demonstrerer, hvordan moderne black metal kan være både personligt og traditionsbevidst.

3. Phrenelith: ‘Ashen Womb’ – Københavnernes tredje album er mørkere, tungere og mere kvælende end forgængerne, og både produktion og sangskrivning har taget et markant skridt frem. ‘Ashen Womb’ er lyden af et band, der fuldt ud har fundet sit udtryk og nægter at gøre det mere tilgængeligt, end det absolut behøver at være. Et massivt album!

4. Empire Drowns: ‘Endless Nights’ – Empire Drowns leverer med ‘Endless Nights’ en tung, stemningsmættet omgang death/doom, hvor tempoet er langsomt, men intentionen krystalklar. Albummet holder et konsekvent højt niveau og demonstrerer bandets styrke i disciplinen: massiv tyngde, melankoli og en dvælende, næsten klaustrofobisk atmosfære.

5. Sunken: ‘Lykke’ – Der er noget næsten paradoksalt ved Sunkens ‘Lykke’. Musikken er præget af storladenhed og næsten hymnisk skønhed – tydeligst på ‘Og det er lykke’ – men uden at give køb på black metallens mørke kerne. Med solid produktion og bølgende guitarlag skaber Sunken et album, der både føles episk og inderligt.

Årets internationale album
1. Igorrr: ‘Amen’ – Igorrr fortsætter sin mission om at sprænge genregrænser i stumper og stykker. ‘Amen’ er både absurd, voldsom og teknisk imponerende – en plade, der forener ekstrem metal, elektronisk kaos, barokke korarrangementer og rituelle stemninger. Det er dybt dragende.



2. Ancient Death: 'Ego Dissolution' – Med ‘Ego Dissolution’ demonstrerer Ancient Death, hvordan progressiv dødsmetal kan være både kompleks og umiddelbart engagerende. Albummet balancerer teknisk overskud med stærk sangskrivning og belønner gentagne lyt med nye lag og detaljer.



3. Deftones: ‘Private Music’ – Deftones lyder stadig umiskendeligt som sig selv, men ‘Private Music’ emmer af fornyet energi og moden selvsikkerhed. Albummet jagter ingen trends, men beviser, at bandet fortsat kan udvikle sig inden for rammerne af deres helt egen lyd.

4. An Abstract Illusion: ‘The Sleeping City’ – Svenskerne leverer endnu et ambitiøst værk, hvor progressiv dødsmetal smelter sammen med drømmende synthflader og følelsesmæssig tyngde. ‘The Sleeping City’ kræver sine lyt, men fremstår som et helstøbt album snarere end en teknisk magtdemonstration.

5. Messa: ‘The Spin’ – Med ‘The Spin’ beviser Messa, at doom metal stadig kan udvikle sig i uventede retninger. Albummet trækker på jazz, blues og okkult rock, båret af Sara B.’s karismatiske vokal. Resultatet er både tungt, sensuelt og bemærkelsesværdigt elegant.

Årets danske hit
Cabal: ‘No Peace’ – “I watched a man die in the streets…” Omkvædet alene gør ‘No Peace’ til et af årets mest mindeværdige numre. Brutalt, direkte og effektivt – et destillat af Cabals styrker.

Årets internationale hit
Gates to Hell: ‘Weeping in Pain’ – Hittet, der kværker alle andre hits med sine bare næver. Ingen unødige dikkedarer, bare rå aggression og et tungt riff, der nægter at slippe taget.



Årets genfundne klassiker

Death: ‘Individual Thought Patterns’ – En påmindelse om, hvor visionær Chuck Schuldiner var. Albummet står fortsat som et pejlemærke for teknisk og kunstnerisk ambitiøs dødsmetal.



Årets koncerter
1. Alkymist: Copenhagen Metal Fest, 19-09-2025 – En intens og kompromisløs koncert, der cementerede Alkymists status som et af landets stærkeste livebands.
2. Lorna Shore: Copenhell, 19-06-2025 – En monumentalt velproduceret koncert, hvor symfonisk dødsmetal blev leveret med både præcision og fysisk gennemslagskraft.
3. Redwood Hill: Copenhagen Metal Fest, 19-09-2025 – Redwood Hill leverede en hypnotisk og tung koncert, hvor atmosfære og musikalitet gik hånd i hånd. Et band, der for alvor viste, at de mestrer formatet – både på plade og scene.
4. Blood Incantation: Copenhell, 21-06-2025 – En næsten kosmisk oplevelse. Blood Incantation formåede at gøre deres komplekse univers både nærværende og overvældende.
5. Köya: Copenhell, 19-06-2025 – En energisk og kompromisløs koncert, der understregede, hvorfor Köya allerede er et navn, man skal tage alvorligt.

Årets ekstrametalliske indslag
1. Milli Vanilli: ‘Milli Vanilli’ dokumentar på Paramount+ – En af pophistoriens største skandaler bliver i denne dokumentar fortalt med både humor og menneskelighed. Jeg opdagede den først i 2025 – og har siden spillet ‘Blame It On The Rain’ alt for mange gange.



2. Kunstig intelligens – AI krøb i 2025 ind i metallens randområder: covers, bands og sange, der lød som summen af hele Bandcamp. Effektivt? Ja. Sjælløst? Ja. Fremtiden er her. Jeg er ikke tryg.

3. Billy Idol: ‘Hot in the City’ – Da Billy Idol smed overtøjet på Copenhell, skiftede koncerten fra nostalgi til rendyrket camp. Publikum elskede det. Jeg fik i 'Hot in the city' en ørehænger, jeg ikke havde bedt om.

Årets danske navn
Cabal – Med ‘Everything Rots’ og massiv, international aktivitet har Cabal sat en ny standard for, hvad et dansk metalband kan opnå gennem konsekvent arbejde, benhård turnéaktivitet og kompromisløs kvalitet.

Årets internationale navn
Deftones – Deftones beviser, at fornyelse ikke kræver reinvention, men integritet. ‘Private Music’ føles som et band, der stadig har noget på hjerte – og som stadig bliver lyttet til.

Årets nye danske navn
Köya – Koncerten på Copenhell cementerede det aalborgensiske band som et af de mest spændende, nye hardcore-navne i dansk metal. Energien, intensiteten og nærværet er svær at overse.

Årets nye internationale navn
Iowheaven – Post-metal, der balancerer det skingre og det skrøbelige. ‘Cancer sleep’ står som et stærkt højdepunkt på et debutalbum, der lover mere end de fleste.

Årets comeback
Deftones – At lyde så genkendelig og samtidig så vital efter tre årtier er en præstation i sig selv. ‘Private Music’ beviser, at Deftones ikke blot overlever på fortiden. Er de det eneste nu-metal-band, der reelt bevæger sig fremad? Måske.

Årets fysiske udgivelse
Bog: ‘Born Human – The Life and Music of Chuck Schuldiner’ – En grundig, respektfuld og veldokumenteret biografi om en af metalhistoriens mest indflydelsesrige skikkelser. Obligatorisk læsning.

Det overså jeg i 2024
Ulcerate: 'Cutting the Throat of God' - Først sent i 2024 gik det for alvor op for mig, hvor monumentalt et værk 'Cutting the Throat of God' egentlig er. Det er ikke bare et stærkt album – det er en regulær milepæl i moderne ekstremmetal. Til mit (delvise) forsvar er det dog en plade, der ikke bare lytter sig selv; den kræver en vis villighed til at vade rundt i en tyktflydende sort masse af dissonans og tyngde. Man bliver nærmest overmandet af vægten. Men netop dér, i den knusende tyngde, opstår også noget sjældent: en dybt melankolsk, altopslugende lytteoplevelse, som bliver hængende længe efter sidste tone er klinget ud.

Årets optur
Det voksende fællesskab i metalmiljøet og den fortsatte styrke i den danske scene – trods økonomisk modvind, lukkede spillesteder og generel usikkerhed.

Årets største skuffelse
Mainstream musik - Måske er det alderen, der indhenter mig, men jeg har for længst mistet forbindelsen til mainstream-musikken. Pop- og rockscenen forekommer mig i dag bemærkelsesværdigt hook-forladt og uden den umiddelbare musikalitet, der engang gjorde genrerne folkelige og langtidsholdbare. Når jeg hører, hvad der topper hitlisterne, rammer skuffelsen ofte hurtigere end omkvædet. Det står i skærende kontrast til den kvalitetspop og -rock, jeg selv voksede op med – Bryan Adams og Roxette – kunstnere, der forstod at kombinere håndværk, melodisk styrke og bred appel.

Største ønske for 2026
At talent, mod og vedholdenhed fortsat bliver drivkraften i dansk metal – og at dem, der knokler, også får mulighed for at overleve.

Det glæder jeg mig mest til i 2026
Mit barn nummer to kommer til verden. Et menneske, der endnu ikke har hørt Opeth, set The Shining eller spist bacon. Der er masser at se frem til.