Copenhell '22: Lørdag

Lørdagen var fra starten nådig ved Copenhell. Det trængte vi også til efter tre travle festivaldage. Solen skinnede, men det var nu ikke overvældende mange, der var nået frem til Søren Andersens koncert på Hades.

Det var ærgerligt, for de gik glip af det sære syn, det må have været, da Devilutions udsendte anmelder delte sig i to og indledte skilsmisseforhandlinger med sig selv over kvaliteterne ved den koncert. Koncerten efterlod mig psykisk sårbar efter hidtil uhørt høje cringe-niveauer, så det var ikke meget, jeg fik set af Artillerys effektive rundrivning af hovedscenen.

Til gengæld blev det til en dulmende omgang charmerende hardrock med Thunder, som spillede med et overskud, der fik hænderne i vejret, selv om tempoet var lavt. Det passede også fint til de måske lidt slidte festivalgængere. Det var en lektion i livets simple fornøjelser.

Lort på støvlerne og amerikanerbilen i tomgang
Jeg havde set frem til at hygge mig lidt med de sjove læderkasket-bonderøve fra Hellacopters, men ud over at der var store problemer med lyden i starten af koncerten, så var det også, som om at koncerten ikke rigtigt fængede. Min sidemand, Glenn, som er gammel fan bandet, mente, at der manglede hits på sætlisten, men for mit vedkommende skyldtes den manglende begejstring måske mere en snigende fornemmelse af, at bandet har overlevet sig selv.

Slava Ukraini
Jinjer har derimod ikke overlevet sig selv. Bandet, hvis landsmænd kæmper mod Putins tropper, leverede en solid koncert og fik heldigvis masser af støtte og kærlighed fra publikum. Jinjers musik er egentlig ikke lige min kop ikke-russisk vodka, men denne lørdag virkede det passede at tilbringe en stund med dem, og det fortrød jeg ikke. Bandet fremstår lidt kedelige, men forsanger Tatiana Shmilyuk rådede fint bod på det med en ret stærk sceneoptræden. Mastodon, som tog over bagefter på Helvíti, formåede ikke rigtigt at svinge sig op til en overbevisende præstation på scenen, i hvert fald ikke en, der kunne mærkes oppe på bakken, og det må trods alt være en del af opgaven på Copenhells hovedscene. At man er mastodontisk nok til også at nå helt om bagerst.

Copenhell, but make it fashion
Jeg forlod halvtriste Mastodon for at finde mig en opmuntrende solskinsfadøl. Køen til baren var ganske lang, men dog ikke så lang som køen til Copenhell-merchboden, hvilket jo godt kan undre en lidt. Vil man vise sin kærlighed, bør man så ikke i stedet købe merch til støtte for bandsene? Live Nation lider næppe nogen økonomisk nød, og ærligt, de der T-shirts er altså småkiksede.

Skulle man lede efter modetips, så gør som Jacob her, hvis favoritband denne lørdag er Jinjer. Hans battlesmækbuks er klasser over festivalmerch og weekendveste.

Så gør dog noget, Copenhell
Således opmuntret af Jacob gik turen videre til Pandæmonium for at opleve Xenoblight og især fantastiske Marika i front. Trommeslageren skulle dog ikke stå tilbage for hende, så han tævede simpelthen livet af sin lilletromme, som måtte udskiftes undervejs. Desværre fyldte den rædselsfulde akustik foran Pandæmonium igen en del. Kom nu, Copenhell, få nogle kunstnere til at lave noget skulpturelt, der kan bryde det korte slap-back-ekko, der kommer fra denne mur. 

Det var forfærdeligt at høre på, så jeg smuttede over for at se Death to All levere en gang … Death. Der var fuld skrue på det tekniske niveau for gruppen, der skulle forsøge at leve op til Chuck Schuldiners betragtelige ry som dødsmetallens gudfar. I den gruppe, jeg befandt mig sammen med, blev det dog diskuteret, om den ære i virkeligheden ikke tilfalder Chris Reifert. Jeg skal ikke afsløre, hvad jeg personligt synes, men det var tydeligt, at Cynics Max Phelps gik til opgaven som sanger og guitarist med stor ærefrygt for Chucks musikalske arv. Han gjorde det nu alligevel godt, også selv om hans asymmetriske gribebræt lidt havde den samme energi som de der tvedelte, skæve programmørtastaturer.

Hvem er firsernes største?
Aftenen bød på battle mellem to firsermetal-ikoner, og første kandidat var Iron Maiden, som efter at have spillet lige rigeligt med nye numre, i hvert fald i mine øjne, fik rullet en stribe af de gamle hits ud, så fællessangen kunne bryde ud. Det var som en korfestival for rørte mænd af en vis alder flere steder blandt publikum. Oppe på scenen var Bruce Dickinson stadig en stærk sanger, og han kan bære spandex som ingen anden. Alligevel blev det den anden firserlegende, der for mig tog prisen. Merciful Fate leverede en forrygende koncert og overgik i mine øjne Maiden, også selv om Kim og de andre ikke lige havde et fly med kun til at bruge i et af ekstranumrene. Til gengæld havde de en sanger i topform, et velspillende band og bedre sange. Jeg blev dog lidt forvirret over Hank Shermans scene-outfit. Tænk at møde op til apokalypsen og så cosplaye som skolegårdsbølle i en firserfilm, når ens gamle ven er Satans ypperstepræst. Tsk, tsk.

Ned i jorden og ædes af orme
Nu var det blevet tid til at lægge Copenhell i graven, og hvem bedre til at formulde festivalens lig end mægtige Orm? De leverede en intens og utroligt effektiv koncert på et velbesøgt Gehenna, som gik direkte ind i min hjertekule, trods min efterhånden temmelig trætte far-krop. Da jeg lige satte mig ned et sekund for at hvile kontor-ryggen, kom en festivalgænger straks hen for at spørge, om jeg var okay. Tak for den venlige omsorg, ukendte ven! Da Orm sidst gæstede Copenhell, spillede de materiale fra det dengang endnu ikke udkomne album ’Ir’, og denne gang blev det også til et helt nyt og endnu ikke udgivet nummer. En fin, fremadrettet måde at sende os ud i natten på efter en festival, der måske nok i år har skuet lidt mere bagud, end jeg personligt synes er ønskværdigt, også selv om jeg egentlig var godt tilfreds på min cykeltur hjem denne nat. Tak for i år, Copenhell.