Copenhell '22: Fredag, frisk og frejdig
Fredagen føltes lidt som en fridag for dagens reportageskriver, med tidligt overståede anmeldertjanser, så der gik godt med fest i den, hvilket sådan set passede fint med en dag med D-A-D på den store scene.
Fredag vågnede jeg op i min seng på mit beskedne hotelværelse, der dog fuldt ud dækkede mine behov. Et værelse, der var booket for at spare 2-3 timers daglig transporttid. Trods booking i januar, var det først muligt at få værelset fra torsdag – og onsdag nåede jeg at blive vældig nervøs, da der i en Copenhell-gruppe blev berettet om folk, der uden varsel var blevet afbooket uden besked på netop dette hotel beliggende i starten af Amager. For så at opleve, at der skam stadig var værelser men nu til langt højere pris. Jeg havde dog ikke problem med min booking, og siden forsvandt opslaget også, så måske var der intet i historien. Eneste anke jeg kunne have selv, var at betalingen måtte foregå kontant efter et besøg i en hæveautomat, da systemet ikke lige virkede. "Spøjst" at dette ikke var fikset siden mine forældre faktisk oplevede samme problem, da de havde et værelse selvsamme sted nytårsnat.
Fikset var til gengæld diverse indgangs-, pant- og betalingsproblemer, som Copenhell havde oplevet om onsdagen på førstedagen og allerede rettet fint op torsdag. Om muligt gled det hele endnu bedre fredag, det gik i hvert fald fint at komme ind i tide til min tjans som anmelder til Horndal. Og hvis du er ny i reportager fra Devilution på større festivaler som Copenhell, og tænker, at det var da nogle ualmindeligt overfladiske "anmeldelser", så skyldes det altså, at artiklen her er et par personlige reflektioner, og så en opremsning, der mest tjener som link-samling til fuldstændige anmeldelser. Så klik løs på linkene, når du ser et band nævnt, hvis koncert, du vil læse mere om. Vi har med en enkelt undtagelse skrevet om dem alle.
Riffs, rom og cola
Horndal kunne riffe, og en rom og cola gled ned som en blid start på dagen – for væskebalancens skyld. Eller en blid start for mig. Forinden havde en flittig kollega været tidligt igang og vågnet til rapmetal fra SortHandsk. Midnight, som spillede dagen, før omtalte i øvrigt det dér med holde sig godt hydreret med et lille tip til tis-læsning: Klart er godt, brunt er noget skidt. "Hmm...det ved jeg sgu da godt" for lige at citere MC Einar.
Efter turen med Horndal var det blevet tid til forsinket at nå lidt Bad Religion, hvor det kunne konstateres at man enten ikke havde forsøgt eller blot havde opgivet at rydde pladsen for de uanede mængder af kissfetti fra gårsdagens superstjerne-opvisning. Kender du i øvrigt til spørgsmålet "hvilken kendt musiker, ville du gerne tage en øl med?" Jeg kender til kloge ph.d'ere på min arbejdsplads, som jeg gerne tager en øl med, men jeg tog helt sikkert også en med Bad Religion-frontmand Greg Graffin, som har en ph.d. i evolutionsbiologi. Han virker så hyggelig, interessant og helt sikkert god for en intellektuel beretning om dette og hint. Han drikker sådan set ikke, men det gjorde jeg så denne fredag. Jeg havde en fest. Og allerede så småt i gang til amerikanernes glimrende punkrock-servering.
Wall of death og et ubehageligt anker
Så blev det tid til en af "mine" anmeldelser. Urne var seje på Pandæmonium. Teknisk stærk udførelse med en simpel, men effektiv stage performance. Den tjans betød, at jeg gik glik af danske Ghost Iris, der også skulle have leveret varen. I støvet ved Pandæmonium spottede jeg endvidere en t-shirt, der kunne være Bach-gruppens nye slogan for den sløje beton (for betonviden, se denne top 5), de har smidt i Njals Tårn, ikke langt fra Copenhell-området: "The only walls we build are walls of death".
Herudover støvede jeg nogle kammerater op, og vi tog videre til Lifesick, der havde fine gæster med i nogle af numrene. Og mosh, og sikkert også wall of death, som t-shirtens udsagn i virkeligheden nok handlede om. De var glade for ild og havde en sky af rød krudtrøg, hvis lugt mindede om, når man fik lov at flotte sig med krudt i legetøjspistolerne som barn. Jeg forstod intensiteten og energien i deres fantastiske kraftudladning af et show, men fandt selve musikken let ensformig i længden. Heldigvis havde vi udsendt en anmelder, som var noget bedre trænet i se perspektiverne i musikken også og kunne rose både energien og musikken.
Det gav et lille overlap med Alestorm, som jeg fik hørt en del af, men ikke set. Jeg havde nu ikke fået akut øjenbetændelse, men sad med en omgang pattegris og kartoffelsalat med førnævnte gode folk. Som baggrundsmusik til mad og en sludder var bandet egentligt ganske fortrinligt, og jeg kunne under fødeindtagelsen konstatere, at Devilutions åndelige leder fik sin 'Fucked with an Anchor', som han havde skrevet om i sin top 5-optakt til netop dén koncert.
Agnostic Front virkede heftigt og satte gang i en støvsky over Pandæmonium-pladsen, men når man nu var i det område, så blev Copenhell Con besøgt. Det betød, at jeg missede Siamese, som på papiret måske ikke er noget for mig, men jeg kan forstå, at det var et brag af en koncert. Og man kan vel altid lide et stort omkvæd, så det var en dum én at skippe. Også Hällas, hvis 70'er progrock jeg ellers på forhånd har lidt sympati for, blev misset. Denne gang til fordel for Baests besøg på den største scene. Et historisk møde mellem de to ifølge vor anmelder. Og det kan man da kun være enig i.
Bands eller fest?
Nu var det tid til Openhell i Biergarten. En Copenhell-klassiker, som man måske undres over, at folk kan vælge til, når det blot er karaoke (bevares akkompagneret af et velspillende live-band), mens dyrtindkøbte bands med eget repertoire spiller på en scene i nærheden. Men det er bare altid en fest, selvom man fristes til at mene, at det også lidt understreger noget af argumentation i "Vagttårnet: Hvor er næste generation?".
Det betød, at jeg gik udenom Thundermother. Jeg frygtede nok, at det ville regne salte tårer fra vor anmelder, da bandet var med på afbud fra Spiritbox, som netop var den udsendte anmelders højeste prioritet for festivalen. Håber du klarede den alligevel, Sebastian!
Jeg valgte Emperor til og gik derover. Wow, det var en fin præstation! Vor ekspert var ganske enig. Det var dog ved at blive lidt øllet for mig her, og selvom jeg havde planlagt mere norsk black sammen med Vreid, så skete det ikke. Andre venner blev mødt, og der blev skålet godt, før jeg nød en sing-a-long-koncert i festligt selskab med dem og D-A-D.
Og fra øllet til pøllet i nogles øjne. Jeg valgte igen festen i Biergarten. Denne gang til dj-sæt. Komplet med dans på bordene (og et fald fra et af dem med begrænset skade på mig og hurtigt retur op på bordet) og syngen med på sange, som jeg for flertallets vedkommende ikke ville sætte på derhjemme, men alligevel kunne hvert et ord i. Mega-stemning. Jeg har ikke for alvor dyrket festen i teltet siden de første år på festivalen, men det var nu skønt, sjovt og fjollet. Det føltes som at være tilbage i de sene timer på The Rock. Herligt og meget langt fra hverdagen med madpakkesmøring, hente/bringe og den slags. Jeg var med andre ord godt i gang med punkt 5 i vores gnavne lørdags top-5, selvom jeg ikke købte en t-shirt. Men lige her og med dagen i bagagen, så var Copenhell (atter?) den nye gud i mit ellers ikke religiøse liv.
Det betød dermed også, at jeg lod kompetente kræfter om at beskrive mørket hos Redwood Hill, kædedans og folkemetal hos Svartsot og ikke mindst Copenhell-darlingene i Bersærk. Ikke at jeg smuttede tidligt i seng. Jeg rundede hotellet, træt, glad og brugt et par minutter over tre. Hvilket betød at der måtte ringes på, da receptionen akkurat var lukket, men jeg blev trods alt lukket ind med et smil alligevel.