Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

MMF 24: Lørdag – Klassisk metal overalt, afbrudt af bøller og følelser

Updated
Gruesome
Abysmal Grief
Sabbat
Tyrann
Crystal Viper
Bezwering
Blazing Eternity
Endless Glory

Mudder, træthed, slaphed. Sidstedagen på festivalen er altid hård, men metalfesten hiver en op.

Titel
+ Sabbat + Blazing Eternity + Gruesome + Turbocharged + Century + Tyrann
Dato
14-07-2024
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter

Det er svært at hive sig selv op på sidstedagen på Metal Magic. To dage med dårlig søvn, øl, snak, mange koncerter og larm sætter sine præg, når man er en midaldrende småbarnsfar. Derhjemme stopper larmen trods alt typisk ved 19.30-tiden, og der er færre mennesker om at lave larmen. Øl drikker man ikke mere end en af, for alt andet er alt for hårdt næste dag.

På værelset holder vi formen i gang med at se gamle optagelser af stærkmandskonkurrencer fra 90erne. Det er noget med nogle kraftige herrer, der slæber biler i tove og løfter tunge ting og sætter dem ned igen. En mand ved navn Flemming "Guffi" Rasmussen vinder det hele. Styrken smitter ikke af på os, og vi kan maksimalt melde os til en konkurrence om at være Danmarks slappeste mand. Værelseskammeraterne bruger to timer på at forsøge at bestille snacks via Wolt. Det kan de ikke finde ud af, eller Wolt kan ikke finde ud af det, og til sidst kapitulerer den ene, låner hotellets cykel og cykler til Føtex. Imens vinder Flemming "Guffi" en konkurrence om at være Verdens Stærkeste Viking.

Nådesløshed og atmosfære
Verdens slappeste anmelder bevæger sig op mod pladsen, da de andre finder et gammelt show med Linie 3. Desværre har de fundet det for sent, og jeg går glip af Cuirass' middelalderfolk og ankommer i stedet til svenske Turbochargeds bøllemetal. Svenskerne er faste gæster blandt publikum på festivalen og tydeligvis populære blandt en del af de faste gæster med deres Motöriserede death/thrash. Jeg synes, det er imponerende med Turbochargeds dedikation til dumhed og høj fart, selvom musikken bliver for monoton for min smag, særligt uden bajere i blodet, udover resterne fra i går.

Turbocharged
Turbocharged

Danske Endless Glory er unge, men har øvet sig på deres instrumenter og spiller på et godt teknisk niveau. Tunge, voldsomme, aggressive og med fuld smadder på deres death med black-elementer. Lige nådesløst nok til mine ører på denne tid af dagen, så jeg tager en snak med gamle bekendte inden Blazing Eternity, der for mig er en af headlinerne på festivalen.

Det danske atmosfæriske band er anmeldt andetsteds; for mig var det en af festivalens store oplevelser med en omtrent perfekt blanding af ældre materiale og sange fra det nye og fremragende 'A Certain End of Everything'. En ægte, rørende oplevelse at høre bandets melankolske metal live igen og at se dem på scenen sammen. Selv havde jeg nok placeret albummets afslutningssang, 'The Bells', sidst i sætlisten, men når det er alt, man har at brokke sig over – okay, indendørsscenen havde nok passet bedre til bandets musik – så er det nok et tegn på, at koncerten er i den absolut vellykkede ende.

Tyverier en masse
Metal Magic er en meget velorganiseret festival. Ingen forsinkelser, godt humør fra de frivillige, sjældent kø ved andet end drinksbaren. Det føles derfor næsten som festivaler i gamle dage, da det meget hurtigt annonceres fra scenerne, at Bezwering er blevet forsinkede og derfor har byttet spilletidspunkt med Century. Bezwering har fået stjålet alt gear fra den container, hvor deres udstyr lå – sammen med udstyret, der tilhører dem, der skal videodokumentere festivalen. Den var værre. Heldigvis var Bezwering tjekkede nok til at have GPS-tracking på deres gear, der er fundet i en lejlighed 800 meter borte.

Century
Century

Century virker ikke påvirkede af ændringen i tidsplanen, men går på med ukuelig energi, højtflyvende Flying V-guitarer og en mand i bar mave og ørnemaske. Svenske bands er altid så tjekkede og har så meget styr på deres metal, og Century er ingen undtagelse. Musikalsk er der tale om et skamløst, men yderst vellykket 80er-tyveri.

Hvor Century hugger med arme og ben fra et bestemt årti, hugger Gruesome mest fra det tidlige Death. Det er lidt sent at have kvababbelser over den slags i 2024 – masser af bands stjæler – men selvom amerikanerne for så vidt er gode til det, de gør, vil jeg nok hellere høre mine plader med Death. Andre blandt publikum er mere entusiastiske end jeg, og det forstår jeg godt.

Til gengæld er Bezwering nået frem. Det fejrer de med luftguitar og masser af rødvin fra flasken og en rocket attitude, som principielt er fed nok, men måske virker som en uheldig kontrast til atmosfæren i musikken; det er ikke dårligt, men virker måske også lidt ude af sync med sig selv og festivalen, selvom det da virker galemandsagtigt nok.

Den klassiske metal lever
Crystal Viper
har som så mange andre bands på Metal Magic en udtalt glæde ved 80erne. De polske power metal-indpiskere går på med krum hals; jeg har brug for en pause, og gør det samme med noget aftensmad og et par bajere for at komme i feststemning til Tyrann, som er så stilsikre i deres 80er-metal, at det næsten virker kalkuleret; det overgås til gengæld af, hvor rasende effektive svenskerne er til at skrive ultracatchy metalschlagere.

Crystal Viper
Crystal Viper

Det er meget energisk, og jeg føler mig lidt tappet for energi, da Sabbat går på. Japanerne er på 40-års jubilæumsturné og er tydeligvis meget populære blandt stampublikummet, der trodser kulde og let regn for at se undergrundslegenderne. Sabbt er overstadige og galemandsagtige med deres hulemands-black/thrash, og har aldrig haft noget ønske om at komme videre end til Venom. Selv er jeg ikke helt så stor fan som alle, men jeg overgiver mig efterhånden til bagmand Gezols engagement i at være så metal som muligt. De laver dem ikke som ham længere: Læder-g-streng, bar overkrop, taler sort på en slags hjemmelavet metal-engelsk, smadrer sin bas til sidst. Det er også den slags koncerter med eksklusive bands, ofte fra fremmede himmelstrøg, festivalen er så god til at booke. Hvem ellers herhjemme skulle booke bands som dem, som Bezwering, som Sardonic Death, Darvaza eller Mysticum? At man kan opleve det under danske forhold er unikt, og er og bliver en væsentlig berettigelse for festivalen.

Unikke herhjemme er Abysmal Grief ikke længere, de har spillet her masser af gange, men ville næppe have gjort det, hvis ikke det var for Metal Magic, der havde dem på programmet i 2009 og i 2013 (til afterparty). Det bedemandsklædte horror/doom-band har siden været relativt flittige gæster i landet og har et dedikeret publikum, men det undergrundspublikum er også et, festivalen har opdyrket gennem mange år. En stor del af publikum er gået hjem; os tilbageværende får masser af orgel, tyk italiensk accent, dyb vokal og dæmonisk latter fra den jointrygende frontmand Labes C. Necrotythus; latteren føles som en spotsk kommentar til morgendagens stensikre dårligdom og dvaskhed, der allerede så småt er sat ind i det trætte korpus.

Abysmal Grief 1
Abysmal Grief