To år efter, at The Browning ramte bundet med et vanvittigt dårligt album, vender amerikanerne tilbage med en interessant opfølger.
Monuments byder ikke på meget nyt på deres tredje album. Til gengæld byder de på masser af generisk, kedelig djent, halvfærdige ideer og uuholdeligt banal lyrik.
Crossfaith gentog succesen fra Copenhell og spillede i løbet af en lille times tid publikum til ekstase.
Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret.
Bury Tomorrow forsætter med at gøre hvad de er bedst til. Der er både deres force og hæmsko.
På en dag ellers tørlagt for død og helvede var Cabal et tilpas usmukt slag lige i ansigtet – men afbræk fra kompleksiteternes monotoni havde været at foretrække.
Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale
Det var en positiv overraskelse endelig at se Nothing More på Copenhell. Amerikanerne spillede en flot koncert, hvor energiniveauet på scenen dog stod i stærk kontrast til publikums.
Crossfaith ejede Pandæmonium. Publikum kom af nysgerrighed, men de blev, fordi japanerne spillede en af de bedste koncerter på dette års festival.
Thy Art Is Murder gjorde præcis, hvad alle havde håbet på, og spillede en intens og prægtig deathcore-koncert.
Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.
Bullet for My Valentine søger udvikling, men fejler katastrofalt på deres 6. album. En plade, der muligvis vil give bandet nye fans, men som også skræmmer en stor del af deres nuværende væk.
Pumpehuset bød på to vidt forskellige oplevelser, da danske Psy:code og engelske Bury Tomorrow gjorde deres for at spille mandagstrætheden væk.
Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.
På papiret bød Pumpehuset på et brag af en core-oplevelse. Virkeligheden viste sig at være en anden. Det kan endnu en gang konstateres, at tyskerne kan noget helt specelt, som resten af verden kan tage ved lære af.
Jorden bløder. Menneskeheden er ved at skylle alt, der er godt, direkte ud universets store toilet. Heldigvis er australske In Hearts Wake parat med en løftet pegefinger og en ganske potent metalcore-udgivelse.
Cabals debut er næste alt hvad man kunne håbe på. Det går egentlig kun galt, når kvintetten fokuserer for meget på monoton tidstypisk djent-core.
Of Mice & Men beviser på fornem vis, at hypotesen om, at man bliver stærkere af at møde modgang, kan være korrekt.
'False Idols' er spækket med gode ideer, men mange af dem drukner i forsimplet og uinteressant sangskrivning.
Med 'Mørke' søger Psy:code den naturlige udvikling og det lykkes generelt for københavnerne. De har skabt et insisterende og udfordende univers, selvom sangenes styrke er svingende.