Lillefredag på høj metal-kadence
Det er en intens tourpakke, der møder os i Bombehuset, hvor Abbath denne gang har taget Hellripper og Toxic Holocaust med på slæb til en kontant start på weekendens strabadser.
Acid Haze
Dream Cull
Hecate
Dread Reaver
Bridge of Spasms
In My Kingdom Cold (Immortal)
Beyond the North Waves (Immortal)
Fenrir Hunts
Root of the Mountain
The Artifex
One by One (Immortal)
Winterbane
Withstand the Test of Time (Immortal)
I juli 2023 var jeg samme sted, dog i stueetagen, da Hellripper slog stærkere igennem end aftenens hovednavn Midnight – der ellers lige havde leveret noget á la årets koncert på Metal Magic Festival en lille uge forinden. Det er jeg tydeligvis ikke ene om at mene, da jeg efter at vende aftenens lineup med diverse bekendte på stedet kan konstatere, at der er to publikumstyper til stede i aften:
Dem, der er kommet for Abbath, og så dem, der er kommet for Toxic Holocaust og Hellripper.
Af samme årsag bør vi lige kaste lidt lys på Hellripper. James McBains soloprojekt, som vi også fornylig havde med i vores opsamlingsheat over plader, vi ikke nåede at dække i 2023 *–*, og med god grund. 'Warlocks Grim & Withered Hags' er en banger af en skive, og demonstrerer netop al det thrashede punch og den overgearede energi, McBain lægger i projektet.
Således også i aften, hvor særligt trommeslager Max Southall fra hans liveband gør meget for at få dem udover scenekanten med hårde slag, bækkenbasken en masse og så den her showoff-stil med at hæve den ene arm højt til vejrs mellem hvert slag, for efterfølgende at smadre stikken i tønden for fuld kraft. Nogle gange behøver det ikke være mere kompliceret end det, og Hellripper er alt andet end kompliceret. Selvom McBain selv bærer en Opeth-trøje i aftenens anledning, synes parolen snarere at være noget á la Metallicas "Bang that head that doesn't bang", og det reflekteres da også i nakkegymnastikken ude i salen.
Ud over den 'Metal Militia'-beslægtede slagsang 'Bastard of Hades' får vi sent i sættet bl.a. 'The Nuckelavee' med lidt goth-tonet Tribulation-melodiøsitet og så den sejt betitlede 'Goat Vomit Nightmare' som nogle af højdepunkterne – men at adskille numrene fra hinanden er en kunst, der kun er de mest dedikerede forundt. Ikke at det spiller nogen som helst rolle. Drivet, energien er det afgørende, og de holder momentum fra start til slut. 40 minutter er måske lige de der fem minutter for meget, men det er ikke desto mindre befriende at se bands som Hellripper live. Fuld gas, uden man behøver tænke på noget som helst – fed tråd, uden det prøver på at være mere end det, og så sjovt, at man for en stund glemmer, at der også er et job, der kalder i morgen!
"Krig er helvede'" og Motörhead-feels
Fra Skotland og videre til Portland, Oregon, hvor Joel Grind står klar som næste énmands-projekt med resten af sit Toxic Holocaust-liveband i ryggen. Selvom Grind har holdt TH-toget kørende siden ´99 har hans håndlangere kun en håndfuld år på bagen i denne kontekst, men det smitter gudskelov ikke af på koncerten, der ligesom forgængerne stormer afsted efter bedste thrashede kurs. Også her må trommeslageren fremhæves for tydeligvis at have lært Motörheads 'Overkill' til fingerspidserne – og det er så basically også den type rullende flows bag tønderne, han kører gennemgående hele koncerten igennem, men det gør til gengæld ikke spor, når det ligger så stærkt på rygradden.
Og nu vi er inde på det, så er det ikke svært at forstå, hvorfor Abbath har udset sig netop Hellripper og Toxic Holocaust som sit følge på denne tour. Begge bands, der tydeligvis har samme Motörhead-inspiration, han selv praktiserer i coverbandet Bömbers, som nogle måske husker fra Copenhell 16 eller Metal Magic året før.
Toxic Holocaust har derudover også sine teutoniske thrash-momenter, hvor den primitive energi fra punkens verden får lov at træde frem, såsom i 'War is Hell', som stormer afsted, men lige tager et par runder til at sætte en tyk streg under budskabet – ja, war is fucking hell, helt enige! 'Wild Dogs' lyder præcis som titlen antyder, og kun 'I Am Disease' fungerer som en tidlig, mere doomet afveksling i sættet – desværre ikke helt spændende nok til at bære afvekslingens kunst, men i det mindste skal de have credit for at turde bryde op med den gennemgående hærg, der ellers er på dagsordenen hele aftenen igennem.
Mindre krabbe, mere pro
Men altså – Abbath.
Uden ham havde vi næppe stået her i dag.
En vigtig spiller for den norske black metal-scene, på vej ud af scenens mere destruktive tidlige år, hvor han tidligt fik skabt et brand for sig selv i front for Immortal. Selvom hans musikalske output kan diskuteres kommer vi ikke udenom, at hans persona alle dage har været en sælgende faktor. Til tider kugleskør, og altid med sin genkendelige corpsepaint, så mange sikkert ville have svært ved overhovedet at genkende ham uden. Og, ej at forglemme, ofte stangbacardi, også fra scenekanten – men det skulle der efter sigende være sat en stopper for, og det virker da også som en noget mere kontrolleret, mere professionel Abbath, der står foran os i dig. Gaske vist en kende hæs, på den forkerte måde forstås, og vi er da også en måned inde i en Europa-turne med kun enkelte offdage undervejs, så mon ikke det forklarer de slidte stemmebånd.
Til gengæld kommer han med det, der minder mest om SANGE i aften. Hvor de andre holdt sig mere ensrettet uden meget i form af nuancer, så har Abbath i det mindste opbygninger og isolerede momenter, der tilføjer lidt kolorit til sættet. Tag fx 'Acid Haze' fra 'Dread Reaver' (2022), der tidligt i sættet leveres endnu mere overgearet end den form, vi kender den i fra pladen, mens 'In My Kingdom Cold', en af tre udpluk i aften fra 'Sons of Northern Darkness', vækker minder om, hvordan Immortal lød dengang, de havde både ånden og den stærke sangskrivning i fokus.
Der er i det hele taget nok af solide blackbangere, der sådan set er fine nok – men samtidig heller ikke kammer over i noget voldsomt bevægende. Til gengæld bliver alt fremført perfekt, uden alskens krabbedans og andre goofy indslag fra manden i centrum, og det er materialet godt tjent med – især når vi når til de bedste dele af sættet. Såsom 'The Artifex', hvor vekslen mellem half-time tempi og lækre (omend ikke helt høje nok) guitarleads tilføjer lidt tyngde til solomaterialet, eller under den episke 'Withstand the Test of Time', hvor også lidt Bolt Thrower-bulldozerriffing lukker aftenen ned på bedste vis – det er vist for mange år siden, jeg har hørt den sidst ...
Jeg var selv Hellripper/Toxic Holocaust-typen, inden jeg kom i aften – men Abbath kan nu stadig noget, når ellers han tager sig sammen. Sidste gang jeg så ham live, stod han ude foran Amager Bio og røg en joint, inden han gik på scenen, og koncerten efterfølgende var lige så blurry som røgen, han indtog. Abbath har lært sin lektie, og bedre sent end aldrig – måske det også hjælper ham til at blive en bedre sangskriver, hvem ved.
Hellripper: 4
Toxic Holocaust: 3
Abbath: 3