Copenhell '22: I skovens dybe stille ro
PopulærKatla spyede sin dræbende ild udover et feststemt publikum
2) Warcries
3) Satan
4) The Great Wandering
5) Hollow Belief
6) Man Slayer
7) Dragonlord
Fucking skål, mand!
Her på Devilution, har vi været glade for Katla. og sendte dem videre på Wacken tilbage i 2019. Derfor var det også med vis forventning, at den ellers småtrætte anmelder indfandt sig i sikker afstand til Copenhells hyggeligste scene, der denne aften lagde ryg til et band, der trådte til i stedet for Denial of God, der måtte aflyse på grund af sygdom.
Og sikke et spektakel vi blev vidne til. Trods det sene tidspunkt og et publikum hvis brandert nærmest kunne opgøres i procenter, var der ingen slinger i valsen – i hvert fald ikke fra scenen. De nordvestkøbenhavnske ultra doomers spillede samtidig med Devin Townsend, så det var en dedikeret skare, der solede sig i skæret fra Katla.
Crowdsurf
For Katla strålede. Ikke blot af engagement i deres fremførsel af doom der næsten var tungere, end det var langsomt, men også af begejstring over at optræde på Copenhell. En fortælling om fundamentet for dannelsen af bandet på Copenhell for fem år siden blev rundet af med et næsten rørt “fucking skål, mand!”, før de atter kastede sig ud i et show der bød på ild, konstant crowdsurf og helhjertet headbanging.
Trods skarp konkurrence og kort forberedelsestid, hev Rasmus Bang, Marc Christensen og David Rosing den sikkert hjem. Dem, der affejede moders råd om at holde sig til stierne, blev budt velkommen i bøgeskoven, med et eksplosivt og ekstrovert show. Det var ikke blot til UG, men satte en fed, sort streg under hvor meget Katla havde fortjent at stå på Gehenna – sjældent har skovens dybe, stille ro været så forstyrret som torsdag nat, hvor ulven tabte til dragen.