Årsliste 2013 - Anders Molin
Populær
Skribent Molin var begejstret for den danske scene i 2013, men også en svensk og en birminghamsk mastodont imponerede.
Årets internationale albums
1. Black Sabbath: '13' – ikke kvartettens/trioens bedste album, men alligevel ufatteligt flot tilbagevenden fra veteranerne over dem alle. Al bitter erfaring sagde ellers, at Ozzy ville fucke alting op.
2. Gloryhammer: 'Tales from the Kingdom of Fife' – ægte pompøs og velskreven power metal. Her er ingen af de såkaldte dikkedarer, og i øvrigt lagt op til omkring tyve efterfølgende skiver i fortællingen om Angus Mcfife - sådan laver man heltemetal anno 2013 (1989)!
3. Spektr: 'Cypher' – Avantgarde fransk blackmetaljazz - meget vellykket særhed. Det tog mig en evighed at finde ud, hvad jeg skulle mene. Nu mener jeg, at det er godt. Fordi det er godt!
4. Ghost: 'Infestissumam' – de svenske pop-paver tilsyneladende på vej til at omvende en stor del af verden, og som det er med alle religioner, vender man sig mod dem eller vender sig væk. Jeg går på knæ og tilbeder.
5. David Bowie: 'The Next Day' – ja, bræk dig gerne i stride strømme! Jeg havde savnet multikunstneren mere, end jeg havde savnet Black Sabbath. Desuden er manden underligere og mere ekstrem end samtlige blackmetal-mennesker til sammen.
Men jeg synes også ret godt om hvad Kylesa, Queensrÿche (I begge udgaver af årets metalliske farce), The Fall of Every Season, Lordi (Ja, de finske monstertosser), Ragnarok, Acrimonious og de der Carcass fandt på i årets løb.
Årets danske album:
1. Boil: 'aXiom' – en smuk svanesang på noget der nok er både årets bedste og årets mest oversete danske skive - et regulært mesterværk af fantastisk sangskrivning og sublime udtrykke over en flot konceptfortælling og psykisk syge. Her kan man tale om at slutte på toppen.
2. Rising: 'Abominor' – melodi og buldrende skramlende sludge går hånd i hånd på Risings anden skive, og bandet, der på nuværende tidspunkt er et enmandsforetagende, har taget den beskidte metal til nye højder.
3. Mercenary: 'Through Our Darkest Days' – Aalborgs fineste lever i bedste velgående efter trods rigeligt med modgang, og på dette års skive har de bevæbnet sig med et utal af gode melodier, onde riffs og smukke soloer.
4. Helhorse: 'Oh Death' – jeg begræder naturligvis, at hestene sparker en anelse blidere på 2eren, men til gengæld er sangskrivningen blevet flere tænder bedre, og de nærmer sig i hastig galop noget virkeligt stort.
5. Redwood Hill: 'Descender' – post-black er en forfærdelig genrebetegnelse, når den ikke dækker pandamalede Postmand Per, men musikken er ond, brutal og smuk og vanvittigt godt skruet sammen.
Men den er heldigvis svær i år, da også Barricade, Essence, Hatesphere, Pretty Maids, Artillery, Ajuna og flere andre fik noget decideret fornuftigt ud af det hele.
Årets internationale hit:
" target="_blank">Darkthrone: 'Leave no Cross Unturned' – alene titlen er i sig selv et hit! Norske blacklegender går Mercyful Fate.
Ghost: 'Year Zero' – det er overhovedet ikke metal, vel knap nok rock, men det er satanisk og catchy som Lucifer hamselv, og det er nok til mig.
Bemærk i øvrigt, hvordan Skandinavien har sat sig på denne kategori - vikingeblodet er overlegent! Og kun fordi næste kategori eksisterer er der ikke dobbelt dansk deltagelse her.
Årets danske hit:
" target="_blank">Boil: 'Moth to the Flame' – hele skiven kunne sådan set nomineres til årets hit, men jeg er ej for vægelsindet til at træffe et valg, og dette nummer rammer næsten skabelonen for at komme i radioen (I en bedre verden, hvor radiobølgerne ikke overvejende bestyres af rablende idioter).
" target="_blank">King Diamond og Volbeat: 'Room 24' – suverænt samarbejde, der med al tydelighed viser, hvorfor lige præcis Poulsen og Diamond har opnået international succes trods deres danske ophav. Mere Mercyful Fate end Volbeat og det er en kløgtig balancering.
Årets genfundne klassiker:
Jeg indledte året med en 3 måneders barsel, og sønnen Billy og jeg kom forbi rigtigt meget Saxon undervejs - briterne blev måske ikke ligefrem genfundet, men i hvert fald nydt ekstra meget. Til gengæld er årets udgivelse 'Sacrifice' lavet af det pureste kedsomhed og den reneste tomgang længe set.
Jeg fik også introduceret mig selv for King Diamonds mesterværk 'Abigail' i kølvandet på Copenhell. Det blev jeg naturligvis glad for.
Den overså jeg i 2012:
Det er alt for tidligt at opdage den slags - spørg mig i 2023. Eller lad være med at antage, at jeg begår fejl. Den slags har jeg folk til! I forhold til forrige punkts glæde ved Abigail kunne det måske hedde: 'Det overså jeg i 1987 og samtlige år indtil 2013.'
Årets DVD:
Se: Årets Betamax eller Årets Laserdisc - jeg bruger ikke den slags til musik. Men jeg blev glad for Boardwalk Empire i dette år.
Årets opsamling/bokssæt:
Jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal med en opsamling eller et bokssæt. Til gengæld har jeg solgt alle mine CD'er og påbegyndt en vinyl-samling.
Jeg er i øvrigt også blevet svært glad for at høre Sort Søndag på podcast - selv den sureste gåtur med barnevogn i ondsindet dansk vinterregn kan blive noget man ser frem til, når fyrbøder Bøtter buldrer øregangene i smadder.
Årets koncert:
1. King Diamond på Copenhell, 15-06-13 – endelig! Kongen vendte tilbage, indtog sin retmæssige plads på metallens trone og gjorde det på majestætisk vis.
2. The Darkness i Amager Bio, 16-02-13 – et helt ustyrligt gennemført show i absolut verdensklasse. Dribleri med plekter, flyvende high-five i dobbelt guitarsolo og alskens tåbeligheder pakket ind i stor musikalitet.
3. Malrun på Copenhell, 15-06-13 – et magtdemonstration at et hjemligt dybt undervurderet band der bør være to skridt fra det helt store gennembrud.
4. Alestorm på Copenhell, 15-06-13 – drukviser i højt tempo er naturligvis den perfekte ide, og selv ikke det blasfemiske angreb på vikingerne kunne spolere glæden ved den skotske piratmetal.
5. Bombus på Beta, 17-12-13 – vi var omtrent 30 mennesker og alle var svenskere, selv mit efternavn, men vi havde alligevel en fest med metallisk hardrock.
Årets internationale navn:
Black Sabbath – Carcass bliver slået på, at heavy metal altid vinder over dødsmetal, når jeg bestemmer. Og det gør jeg her. Og dem der kan spille heavy på den anden side af 60 vintre, de vinder endnu mere.
Årets danske navn:
King Diamond – han har alle tider været den største, men i år viste han efter lang tids fravær, hvorfor han er noget af det vigtigste musikalske der er kommet ud af Danmark. Carl Nielsens onde tvilling.
Årets nye danske navn:
Boil – ja, sørgeligt men sandt. Jeg havde aldrig hørt dem før - ikke før tredje album, og så gik de efterfølgende i opløsning. Blood Eagle, Fortrëss og Lagerloudz var kortvarigt med i opløbet, men trods lovende takter blev de sat skatmat af ovennævnte.
Årets comeback:
King Diamond – der kunne stå Black Sabbath her, men iført nationalfølelser vinder den hjemlige nostalgi klart, og sabbaten på Copenhell var naturligvis i verdensklasse.
Årets optur:
– Jeg glædes over, at Lovegun ikke gav op, da Sin City gik ned. High Voltage er det samme, bare bedre. Og også velkommen til Escobar, Voodoo Lounge og igen Valhalla Rockbar. Jeg tror ikke København har plads til jer alle, men jeg håber og hylder konkurrencen.
– Det var også et stort øjeblik, da min Ghost-anmeldelse blev udråbt til det bedste, der nogensinde er skrevet på dansk. Hvis bare jeg skriver bedre end Hanne Vibeke Holst, er jeg egentlig godt tilfreds.
– Fryden er ligeledes stor, fordi min ide om en Metaldiktator-artikelserie, hvor Devilutions skribenter på skrift hylder det, som hyldes skal, er blevet taget seriøst og fungerer.
Årets største skuffelse:
– Hvordan kan det ske, at Volbeat laver en plade, der rummer noget af det bedste metal fra kvartettens side længe og så udfyldes resten af femte udgivelse med ligegyldig radiorock – godt nok den mest velskrevne radiorock i mands minde. Dette sagt med stor respekt for to gange udsolgt i Forum og salgstal på em halv million længe efter at storsællerter gik af mode.
– Metallicas besøg i Jylland. Med al respekt for Jylland og jyder. Jeg gider bare ikke rejse så langt på en tirsdag.
– Det var godt gammeldags nederen, at Devin Townsend Project blev sat på Roskildes program i sidste øjeblik – og lang tid efter, at jeg havde indkøbt billetter til en Korsika-ekspedition. Det samme gælder Metallica samme sted.
Mit største krav til 2014:
– 365 dage! Mange af dem skal bruges på at høre metal - helst alle sammen.
– Nyt fra Mastodon, Judas Priest og King Diamond.
– Nyt fra Metallica. Nu har Ulrich spillet på Antarktis, lavet film, spillet det Sorte Album, arrangeret en tour hvor folket formentlig vælger, at de skal spille det Sorte Album og ikke så meget der kunstnerisk er interessant. Skal titlen som verdens største metalband bibeholdes, kræver det nye sange oftere end hvert sjette år. Tager de på tour med U2, downloader jeg hele bagkataloget fra Napster og brænder min eksterne harddisk på bålet!
Det glæder jeg mig mest til i 2014:
– Jeg debuterer som forfatter med noget så metallisk som at udgive eventyr på Forlaget Carlsen – jeg vælger at være stolt! Og da både Døden og drager medvirker, har jeg vel holdt mig til emnet omkring heavy.
– Som sidste år og i al fremtid forhåbentlig: Copenhell 2014. På Refshaleøen kommer jeg hjem. Her hører jeg til, og i dagene efter denne storslåede metalfest bærer jeg rundt på et mildt had til alle de uforstående tumper, som ikke dyrker den ædle musik. At Maiden dukker op er ikke helt skidt.
– Jeg glæder mig i øvrigt også til debutalbums fra Aphyxion og Justin Hate, toeren fra Pet the Preacher, og ikke mindst den efterhånden længe ventede skive fra Defecto.