Få plader har været så voldsomt polariserende som My Chemical Romances storværk ‘The Black Parade’. Sjældent har man oplevet så stærk fandom og så stor antipati, som den plade fremkaldte. Nu er den femten år gammel, og vi ser tilbage.

Med ‘Human’ løftede Death dødsmetal til et helt andet, teknisk højere niveau, hvilket inspirerede en generation af musikere. En historisk milepæl i genren.

The Angelic Process er lyden af død og varme. 'Weighing Souls With Sand' er et mesterværk om lys og skygge og urolig søvn og varme nætter.

Med ‘Arise’ sprang Sepultura fra brasiliansk undergrund til verdensstjerner, og pladen står stadig som deres bedste plade i karrieren.

Opeths ’Blackwater Park’ fylder 20 år, så vi har kigget nærmere på en plade, der på mange punkter signalerede begyndelsen på enden for det Opeth, hvis melodiske dødsmetal i forvejen adskilte sig væsentligt fra den slags, vore blå-gule naboer ellers specialiserede sig i.

Det er syvendedagen. Skaberen betragter sit værk. Sit magnum opus. Han ser hvorledes en hel generation af doommetalmusikere tilbeder hans imposante trone. Troldmanden smiler. Og fniser. For han er skæv som bare fanden.

Belærende, indignerede og ulideligt frelste lektortyper – med melodier, et højt tempo og smørbløde vokalharmonier til at gøre det uimodståeligt og uafrysteligt. Bad Religion indvarslede 90’ernes melocore-bølge med hovedværket ‘Against the Grain’.

‘Hybrid Theory’ er nu-metallens zenit. Kulminationen af genrens udvikling op gennem 90’erne. Højdepunktet, der på én gang var startskuddet til genrens forfald og en hel generations indgang til metal.

'Paegan Terrorism Tactics' er et af sludgens hovedværker, men er desværre ufortjent overset. Acid Baths historie er et indblik i en genres tilblivelse og et forstyrrende blik ind i en gal verden.

Efter et årti med stadigt dårligere plader var ‘Thunderstruck’ og pladen ‘The Razors Edge’ fra 1990 stærkstrøm til en karriere. Albummet og hitsinglen gjorde AC/DC relevante igen.

Kæmpe afroer, sirlige melodilinjer og frådende skrig: Texanernes debut på Beastie Boys’ pladeselskab indvarslede både et besynderligt årti og bandets eget endeligt.

Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.

Med ‘Eaten Back to Life’ blev dødsmetal så farligt, at pladen var forbudt i Tyskland i flere årtier, og Cannibal Corpse blev så populært, som ingen politiker turde have mareridt om.

Med ‘Cowboys From Hell’ opfandt Pantera en ny genre og indvarslede en helt ny tid for heavy metal i halvfemserne. Dimebag og Anselmo meldte deres ankomst!

Skelsår: Napalm Death vendte grindcore ryggen på deres udskældte gennembrudsplade. Det banede vejen for en konstant udvikling de næste tre årtier.

Årtier før Danzig blev et meme og en afdanket karaokesanger, var han faktisk en overgang den sataniske sexgud, han altid har set sig selv som. Brunstdunstende ‘Lucifuge’ fylder 30 år den 26. juni.

Råt, aggressivt og catchy med en trendsættende guitarlyd. 'Left Hand Path', 30-årsjubilaren fra Entombed, er et fremragende debutalbum, som satte Stockholm på dødsmetallandkortet på samme måde som Death, Obituary og Morbid Angel gjorde det med Florida i USA.

Fear Factorys 'Demanufacture' ændrede i 1995 på godt og ondt det metalliske landskab i overgangen til det nye årtusinde. Hybridmetallens vigtigste plade fylder 25 i år, og vi dykker ned i en verden, hvor groove, keyboards og rigelig rumklang skabte nye tendenser i metallen.

Poserdræberriff på pungriverriff og en overivrigt tonedøv sanger: Death Angels debut fra 1987 er så ren og smuk en thrashoplevelse, at man skammer sig over den rolle, historien har tildelt dem.

'Perdition City' var Ulvers endegyldige afsked med black metal, og her, 20 år efter dens udgivelse, står den stadig som en milepæl for den genre, den lagde bag sig.