Det var Municipal Wastes skyld, at vi begyndte at høre thrash igen i 00’erne. Det var i hvert fald dem, der gjorde det sjovt. Vi har genhørt de Copenhell-aktuelle thrasheres debutalbum. 

Det er 35 år siden, Slayer udgav deres debutalbum, ’Show No Mercy’. I aften spiller de i Royal Arena på deres sidste verdensturné. Selvom debuten næppe kommer til at fylde på aftenens sætliste, er det værd at kigge tilbage mod det album, hvor det hele startede.

Rumrejser, græske guder, selvhjælpsfilosofi og klassekonflikter fortalt gennem naturallegorier. Rush kom vidt omkring på deres prog rock-opus ’Hemispheres’. I dag fylder klassikeren 40 år.

Med hadet som drivkraft var Deicide start-90’ernes go-to-satanister, der altid var friske på en kontrovers og havde både musikken og de rappe svar til at bakke det op med.

Klodsede, ironisk fascististiske og vanvittigt provokerende: Carnivore var et band, det ville have været lettest bare at hade, men sangene og den tvetydighed, provokationerne blev leveret med på milepælen ‘Retaliation’, gør dem uomgængelige.

Som et fritidsprojekt begik medlemmer af Anthrax og Nuclear Assault i 1985 et miskendt mesterværk inden for crossover, der har svært med at slippe af med sit ry for racisme og fjolletheder.

En lektie i sejhed: Selvom der er færre originale dele tilbage i Exodus, end der er i Robocop, fortsætter thrashens dræbermaskine ufortrødent. Men de har aldrig overgået debuten. 

Det tætteste, man kommer på en spirituel oplevelse uden at blive medlem af en sekt eller læse selvhjælpsbøger: Det 19 år gamle mesterværk transporterer stadig sin lytter uventede steder hen.

De er ikke de allerstørste, men de er Copenhells moralske hovednavn i 2018: Kreator har gennem tre årtier stredet sig støt mod toppen. ‘Extreme Aggression’ var et tidligt vendepunkt.

Der er album, som giver sig selv i Devilutions Metal-diktatorserie, fordi de er fremragende, og så er det dem som Helloweens udskældte ’Chameleon’, der faktisk er både lige så dårligt som sit rygte og så alligevel genialt på sin helt egen måde.

Blåtrykket for NYHC lærte thrasherne at værdsætte gadedrengeattitude og hardcorepunkerne vigtigheden af at kunne skrive en sang.

Dimmu Borgir gik fra at være rendyrket undergrund til megastjerner inden for black metal med denne skelsættende plade, der ændrede landkortet for genren.

Alcest har været et af de absolut mest definerende projekter i post black-metal og blackgaze trods forholdsvis alsidige udgivelser. I marts 2010 udkom ‘Écailles de Lune’, en af de vigtigste plader i genren.

Det er 30 år, siden Anthrax udgav deres bedste og vigtigste album, ’Among the Living’. Et album, der hviler i sin skatepunkede thrash metal, og som indeholder bandets absolut bedste sange. Mandag aften spiller de hele pladen i Amager Bio.

Denne sommer blev Pain of Salvations essentielle progressive mesterværk 'Remedy Lane' fra 2002 genudgivet i en revideret version, og det inspirerede til en artikel med lovprisning af det oprindelige værk og nogle ord om relevansen af den remixede udgave.

Bandet Alice Cooper fik deres gennembrud med albummet 'Love It to Death' fra 1971, der er et startskud for rock 'n' roll som et horrorshow og for shock rock som internationalt fænomen.

Når en af årets foreløbigt vigtigste metalplader åbenlyst vedkender sig så dyb en gæld til Voivod, som Vektor gør det, er det en god anledning til at huske, hvad Voivod betød engang. Da Voivod udkom med 'Nothingface’, var metal nemlig langt fra stuerent hos anmelderne, men over for canadiernes ambitiøse hovedværk måtte de alligevel give sig.

Den canadiske powertrio Rush fik i 1976 deres store gennembrud med sci-fi-værket ’2112’, der på forbilledlig vis fusionerede heavy rock og prog rock. Historien bag albummet er ikke blot historien om et band, der gik imod deres pladeselskab, det er også historien om en tid, hvor 20 minutter lange numre kunne sælge plader i millionvis. Vi kigger tilbage på albummet, der i disse uger fylder 40 år.

Scorpions kommer på Copenhell 2016! Det kan måske være, at nogle af Devilutions læsere ikke helt ser storheden i det. Men vi klæder gerne skeptikere på ved at grave et af bandets helt store album frem til en rystetur her i Metaldikatoren.

17. november 1995 udkom en af musikhistoriens bedste metalplader. Vi går bag om ’Storm of the Light’s Bane’ og tegner et portræt af pladens geniale ophavsmand Jon Nödtveidt, der kort efter udgivelsen blev dømt for mord og senere hen begik selvmord i Satans navn.