Klodsede, ironisk fascististiske og vanvittigt provokerende: Carnivore var et band, det ville have været lettest bare at hade, men sangene og den tvetydighed, provokationerne blev leveret med på milepælen ‘Retaliation’, gør dem uomgængelige.
Som et fritidsprojekt begik medlemmer af Anthrax og Nuclear Assault i 1985 et miskendt mesterværk inden for crossover, der har svært med at slippe af med sit ry for racisme og fjolletheder.
En lektie i sejhed: Selvom der er færre originale dele tilbage i Exodus, end der er i Robocop, fortsætter thrashens dræbermaskine ufortrødent. Men de har aldrig overgået debuten.
Det tætteste, man kommer på en spirituel oplevelse uden at blive medlem af en sekt eller læse selvhjælpsbøger: Det 19 år gamle mesterværk transporterer stadig sin lytter uventede steder hen.
De er ikke de allerstørste, men de er Copenhells moralske hovednavn i 2018: Kreator har gennem tre årtier stredet sig støt mod toppen. ‘Extreme Aggression’ var et tidligt vendepunkt.
Der er album, som giver sig selv i Devilutions Metal-diktatorserie, fordi de er fremragende, og så er det dem som Helloweens udskældte ’Chameleon’, der faktisk er både lige så dårligt som sit rygte og så alligevel genialt på sin helt egen måde.
Blåtrykket for NYHC lærte thrasherne at værdsætte gadedrengeattitude og hardcorepunkerne vigtigheden af at kunne skrive en sang.
Dimmu Borgir gik fra at være rendyrket undergrund til megastjerner inden for black metal med denne skelsættende plade, der ændrede landkortet for genren.
Alcest har været et af de absolut mest definerende projekter i post black-metal og blackgaze trods forholdsvis alsidige udgivelser. I marts 2010 udkom ‘Écailles de Lune’, en af de vigtigste plader i genren.
Det er 30 år, siden Anthrax udgav deres bedste og vigtigste album, ’Among the Living’. Et album, der hviler i sin skatepunkede thrash metal, og som indeholder bandets absolut bedste sange. Mandag aften spiller de hele pladen i Amager Bio.
Denne sommer blev Pain of Salvations essentielle progressive mesterværk 'Remedy Lane' fra 2002 genudgivet i en revideret version, og det inspirerede til en artikel med lovprisning af det oprindelige værk og nogle ord om relevansen af den remixede udgave.
Bandet Alice Cooper fik deres gennembrud med albummet 'Love It to Death' fra 1971, der er et startskud for rock 'n' roll som et horrorshow og for shock rock som internationalt fænomen.
Når en af årets foreløbigt vigtigste metalplader åbenlyst vedkender sig så dyb en gæld til Voivod, som Vektor gør det, er det en god anledning til at huske, hvad Voivod betød engang. Da Voivod udkom med 'Nothingface’, var metal nemlig langt fra stuerent hos anmelderne, men over for canadiernes ambitiøse hovedværk måtte de alligevel give sig.
Den canadiske powertrio Rush fik i 1976 deres store gennembrud med sci-fi-værket ’2112’, der på forbilledlig vis fusionerede heavy rock og prog rock. Historien bag albummet er ikke blot historien om et band, der gik imod deres pladeselskab, det er også historien om en tid, hvor 20 minutter lange numre kunne sælge plader i millionvis. Vi kigger tilbage på albummet, der i disse uger fylder 40 år.
Scorpions kommer på Copenhell 2016! Det kan måske være, at nogle af Devilutions læsere ikke helt ser storheden i det. Men vi klæder gerne skeptikere på ved at grave et af bandets helt store album frem til en rystetur her i Metaldikatoren.
17. november 1995 udkom en af musikhistoriens bedste metalplader. Vi går bag om ’Storm of the Light’s Bane’ og tegner et portræt af pladens geniale ophavsmand Jon Nödtveidt, der kort efter udgivelsen blev dømt for mord og senere hen begik selvmord i Satans navn.
Sidste år fejrede 'Ceremony of Opposites' 20 års jubilæum, men det gik lidt sent op for bandet, der først i år fejrer karrierens store milepæl i sin fulde længde live, hvilket blandt andet sker på Wacken. Devilution hylder Samaels vigtigste skive, der stadig holder til fulde 21 år efter udgivelsen.
12. juni 1995 udkom ’Draconian Times’, der er et overflødighedshorn af majestætiske riffs. Pladen solgte 1.5 millioner eksemplarer og gjorde ved udgivelsen Paradise Lost til et af metalscenens største navne.
14. april, 2010 gik Peter Steele bort. Vi ærer Type O Negatives frontmand med et tilbagebilk på mesterværket fra 1993, 'Bloody Kisses', der gennem 73 minutter er en oplevelse uden sidestykke inden for metallens dystre og melankolske genre.
Engang var thrash ikke bare thrash, men enten thrash eller thrash metal. Det var uundgåeligt at nogen måtte krydse over og få en masse ballade ud af det.