Genset: Misantropisk storform

Type O Negative havde fået deres gennembrud med ‘Bloody Kisses’ og spillede i 1997 i Vega, hvor de med rødvin, damer og heavymetal fejrede sig selv.

Petrus Thomas Ratajczyk. Sådan blev han døbt. Senere en kæmpe dreng fra Brooklyn med en far, der er halvt russisk, halvt polsk, og en mor med irske og nordiske aner, opvokset i det katolske miljø midt i storbyen, fra et indvandrerhjem, hvor forældrene arbejdede hårdt. Han var den mindste i en flok af seks børn, hvor de fem andre var storesøstre. Som 17-årig lavede han bandet Fallout med sin barndomsven Josh Silver. Efter tre år gik bandet i opløsning, og Petrus Ratajczyk dannede et nyt band. Carnivore. Thrash fra New York. Og kaldte sig selv for Lord Petrus Steele. Josh Silver kom ikke med i Carnivore, men det gjorde trommeslager Louie Beateaux, der senere også skulle gøre sig i Agnostic Front. Carnivore udgav deres debutplade i 1985 og et par år senere fulgte de op med ‘Retaliation’.

Bandet gik dog i opløsning kort derefter, og så dannede Peter (mere mundret end Petrus) Ratajczyk sit tredje band, Subzero, med barndomsvennen Josh Silver fra Fallout, samt vennerne Kenny Hickey og trommeslager Sal Abruscato. Subzero blev til Type O Negative, og en del af sangene fra Carnivore, der måske, måske ikke, skulle have været en del af en tredje plade, blev brugt, da Type O Negative albumdebuterede i juni måned 1991 med ‘Slow, Deep and Hard’. 

Spol tiden et par år frem, og deres tredje plade ‘Bloody Kisses’ sparker benene væk under en hel generation, der er vokset op med heavy metal, thrash, speed, death og glam metal. Type O Negative er noget helt andet. En fusion af alt det skæve ved Carnivore, Fallout og Black Sabbath. Med ‘Bloody Kisses’ formår de at bryde igennem, og den tårnhøje Peter Ratajczyk vil aldrig blive husket for andet end navnet Peter Steele. Kunstnernavnet, der er synonymt med Type O Negative. Sal Abruscato forlod bandet midt i denne hektiske tid, hvor de var på MTV, VH1 og turnerede verden over. Han blev erstattet af deres drum tech, Johnny Kelly, og Abruscato fortsatte sin karriere i Life of Agony.

Starten af halvfemserne er således en karriere med raketfart mod stjernerne. Det bringer dem forbi Pumpehuset i København og Huset i Aarhus i 1994, så Roskilde Festival i 1996, og derefter er det tilbage i studiet. Svævende på skyen af popularitet blev ‘October Rust’ udgivet i august måned 1996. Temaerne var sex, kærlighed og kvinder. Peter Steeles forhold til disse forblev indviklet, men i midten af halvfemserne var han et sexsymbol, der med badede i succes, og singlen ‘My Girlfriends Girlfriend’ samt Neil Young-coveret ‘Cinnamon Girl’ gjorde, at pladen fik et anstændigt salg, selvom den kunstnerisk stod i skyggen af forgængeren.

Pladen bragte dog alligevel bandet forbi Danmark igen. Denne gang en aften i maj måned 1997. En ung nordjyde var inde at aftjene sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde og havde derfor bopæl i Gothersgade på Garderkasernen ved Rosenborg Slot. Heldet var med den værnepligtige, der havde vagtfri 15. maj, så der var mulighed for at deltage i koncerten. Så heldig havde han ikke været 11 dage tidligere, da Machine Head gæstede Pumpehuset. Der måtte han spidse øren fra Amalienborg Slotsplads. 

Denne aften lykkedes det dog, og pakken var formidabel. Stuck Mojo varmede op. Moderne rapmetal, der forsøgte sig i samme genre som Rage Against the Machine og Body Count, dog uden rigtig at nå disse til sokkeholderne. Så var næste band på plakaten langt mere interessant for nordjyden.

Entombed! Kongerne af svensk dødsmetal fra den gamle skole var support for Type O Negative. Svenskerne havde i 1993 udsendt ‘Wolverine Blues’ og ligesom Brooklyn-drengene slået en mere rock’n’roll-tone an end blot det dystopiske, som begge bands var gjort af på deres tidligere plader. Entombed havde endnu ikke i maj måned udgivet pladen med den mundrette titel ‘DCLXVI: To Ride, Shoot Straight and Speak the Truth’, der skulle blive deres sidste med trommeslager Nicke Andersson, før denne forlod bandet for at koncentrere sig om The Hellacopters, så vi nød en omgang med klassisk svensk dødsmetal, hvor L.G. Petrov i forgrunden brølede sig gennem Vegas vægge, flankeret af Alex Hellid og Uffe Cederlund, med førnævnte Nicke Andersson gemt væk bag kedlerne. 

Derefter var det hovednavnet. Type O Negative. Gotisk doom direkte fra Brooklyns værste, mens de var på deres højeste. Peter Steele indtog scenen med næsen i sky, påtaget amerikansk arrogance og en attitude, der kunne få enhver til at vende bandet ryggen og udvandre i protest. Men det her var indstuderet og med fuldt overlæg. Ude i venstre side af scenen stod en flaske rødvin og en flaske vodka på en monitor. Med bassen hængende over de hærdebrede skuldre i en tung jernkæde vandrede forsangeren jævnligt hen til førnævnte monitor og justerede væskebalancen. Lige bag monitoren stod der et par letpåklædte kvinder og kælede med hinanden. Under hele koncerten.

En koncert, der tog de fremmødte gennem samtlige fire plader. Koncerten åbnede ikke overraskende med et par numre, ‘Love You to Death’, ‘Cinnamon Girl’ og ‘In Praise of Bacchus’ fra nyligt udgivne ‘October Rust’. Apropos rødvin, vodka og kvinder i den ene side af scenen. Peter Steele fik i den grad hyldet Bacchus denne aften i København. For der blev også trakteret fra de to første plader med ‘Kill All the White People’ osv., mens de store hits fra ‘Bloody Kisses’ i form af ‘Christian Woman’ blev serveret midtvejs, og så kunne de lukke af med ‘My Girlfriends Girlfriend’ og naturligvis ‘Black No. 1’ til sidst. Med rødvin, vodka og de to kvinder i siden sørgede Type O Negative for at have de rette virkemidler på plads hele aftenen til at understøtte deres musikalske udtryk. Peter Steele nåede at tømme hele indholdet i de medbragte flasker, hældte stearinlys ud over sig selv og fyre vittigheder af mellem sangene, mens resten af bandet faktisk ikke gjorde det store væsen af sig undervejs. Det her var Peter Steele, mens han var mest i fokus. Det var hans aften.

Skæbnen ville, at uden aftale mødtes den nordjyske garder en gymnasiekammerat uden for Vega, lige før koncerten skulle starte. Den samme, som han havde kørt til Aarhus for at se Death med tilbage i 1995, og med hvem det var blevet til et utal af koncerter med i mellemtiden i samtlige større og mindre danske byer. Denne aften var det dog et regulært tilfælde, og koncerten blev selvfølgelig nydt oppe foran. Lidt ude til venstre. For ligesom at få det hele med. Og vi fik det hele med. Garderens kæreste og hendes veninde (!) blev indlogeret på et hotel i Istedgade, før deres tog mod Hjørring afgik næste morgen. Senere samme nat forlod soldaten Vesterbro og gik tilbage mod kasernen. En virkelig god koncert rigere, som stadig står som den stærkeste koncert med Type O Negative. Trods en udmærket én af slagsen på Train i Aarhus nogle år senere og koncerten på Wacken Open Air i 2007. Kun tre år efter sidstnævnte slukkedes lyset for den karismatiske og komplekse Petrus Thomas Ratajczyk i en alder af kun 48 år. 

På Vega i 1997 stod han dog som noget større end livet. Bandet på højden af deres popularitet. Det samme for forsangeren individuelt. De nød åbenlyst alle frugterne på livets træ uden måde- eller forbehold. Det var stærkt at se og opleve.

44 minutter af koncerten i Vega denne aften er foreviget på YouTube i en ganske udmærket kvalitet. Nyd syv af sangene denne aften her:

">

Interview med Peter Steele på Vega forud for koncerten, hvor der også er lidt video fra selve koncerten:

">

Den danske presse var mødt talstærkt op den torsdag aften på Vesterbro, og de havde de efterfølgende dage følgende ord med på vejen.

Keld Broksø fra Jyllands-Posten skrev 17. maj bl.a.

“Han er stor som et hus og fylder det hele. Bassist, sangskriver og sanger Peter Steele fra Type O Negative kan tømme det meste af en flaske vodka og en flaske rødvin under en koncert. Tilsyneladende preller promillerne af på det store, muskuløse korpus, hvorfra der kommer et lydbillede, der er lige så stort som ham selv ...”

Steffen Jungersen skrev i B.T. d. 16. maj følgende:

“Efter Type O Negatives fabelagtige koncert på Roskilde sidste år var vi nok de færreste, som troede på, at de kunne lave noget, der kom bare i nærheden af den præstation én gang til. Hvorfor en stor del af et udsolgt Vegas publikum i aftes da også som aftenen skred frem – med det ene fitnessfornægtende klask efter det andet – tabte underkæben ned på brystet, da Type O Negative gik på scenen og leverede en endnu bedre koncert, end de gjorde på Roskilde.”

Kim Skotte fra Politiken skrev 17. Maj bl.a.:

“At Type O Negative er et originalt band, der blander kortene helt efter deres eget hoved, afspejledes i det spraglede publikumsbillede. Her var alt fra skumle bikere til hoppende punkpiger. 'Tag ikke fejl af talentløshed og genialitet' var det drillende motto på gruppens stærke album 'Bloody Kisses' fra 1993. Type O Negative kan nemlig kunsten på én gang at kæle for den sorteste metalfan og pirre det intellektuelle øre. Samtidig har Type O Negative så megen humor, at det er svært at vide, hvordan man skal tackle gruppens groteske og indirekte racistiske plæderen for at nedlægge det teknokratiske USA, og erstatte det med en ny version af vikingernes gamle Vinnland befolket af nye europæiske indvandrere.”

Peter Albrechtsen fra Ekstra Bladet havde bl.a. disse ord med 16. maj,. Han var som den eneste anmelder ikke begejstret:

“Enestående. Fantastisk. Mirakuløst. Overvældende. Sublimt. Sådan opsummerer man med fem ord Type O Negative. På plade. Med sidste års mesterværk, 'October Rust', introducerede New York-kvartetten slet og ret sin helt egen genre. En storslået kombination af metal, rock, pop og klassisk svøbt ind i knugende intens atmosfære. Og med tankerne på gruppens uforglemmelige optræden i Pumpehuset for et par år siden var det så godt som umuligt at tøjle forventningerne inden gårsdagens seance. Det blev til gengæld væsentlig lettere allerede efter få minutter af koncerten. Alt for let. Ikke nok med, at det skurrende lydbillede kun hang lemfældigt sammen. 'Love You To Death' og Neil Youngs 'Cinnamon Girl' blev samtidig liret af på skødesløs vis.”

Thomas Treo fra samme avis var blevet sat til at interviewe forsangeren, og det kom der, ikke overraskende, nogle mindeværdige citater ud af samme dag andetsteds i Ekstra Bladets spalter.

“- Når solen så går ned, kan vi lege monster – og jeg er selvfølgelig monsteret. Efter jeg har forfulgt hende et stykke tid, fanger jeg hende, og ... Ja, så kan folk vel selv regne ud, hvad der sker, smiler muskel-bjerget og blotter sine vampyr-tænder.

- Jeg er sat i verden for at tjene kvinden. Formålet med min tilværelse er at tilfredsstille kvinder. Og ikke kun seksuelt. Når jeg er ude med en kvinde, kan jeg godt li', at hun føler sig som en kvinde. Jeg trækker stolen ud og tænder hendes cigaret. Jeg kan godt li', de føler sig som noget særligt, at de føler sig beskyttet. Og det er utvivlsomt ikke løgn, for Steele er usædvanlig høflig og imødekommende. Har man set nøgenbillederne af hans velvoksne lem, kunne man dog foranlediges til at tro, at det med tilfredsstillelsen af og til kunne blive et problem. - Nogle gange, når de ser den, vil de ikke dyrke sex med mig. Andre gange kan det simpelt hen ikke lade sig gøre. Jeg har også prøvet, at kvinden var så 'bred', at jeg nærmest faldt ind i hende.”

Den lader vi bare stå (!). 

Der er ingen koncerter i den nærmeste fremtid som følge af coronavirussen. Men på Devilution ved vi heldigvis godt, at vi allerede har set alt, hvad der er værd at se, og at al musik var bedre i gamle dage. Derfor benytter vi karantænen til at se tilbage på de koncerter, der enten var skelsættende for os eller skulle vise sig at blive historiske. Dette er syvende artikel i den nye serie Genset.

Læs resten af serien her.