Et år uden Copenhell: Planlæggeren af Hades

Hvem planlægger forløbet på Hades? Hvem sørger for, at de store bands kommer til og fra festivalen? Vi har spurgt manden, der sørger for planlægning og afvikling.

Hades. Den næststørste scene på Copenhell. Der, hvor de relativt store navne fra ind- og udland får lov at slå sine folder på Danmarks største metalfestival. Sidste år lagde den scene til fantastiske koncerter fra danske Baest og norske Dimmu Borgir, og gennem tiden har den huset navne som Sodom, Ghost, Gojira, Kreator, At the Gates, Carcass, Watain, Cannibal Corpse, Triptykon og Behemoth. Men de kommer ikke af sig selv. Først er der en booker, der sikrer navnet, og derefter er der en medarbejder, der tager sig af det praktiske. Alt det praktiske. På Hades hedder den mand Kasper Lindballe. Han er produktionsleder på Hades. 

Vi ringede ham op og stillede ham en masse spørgsmål om, hvad der rent faktisk foregår for at få den scene til at køre som smurt i olie tre dage i juni. 

Hvad laver du egentlig?

– Når Jeppe Nissen har booket en masse bands, og delt ud hvilke bands, der spiller på hvilke scener og hvornår, så består mit arbejde i, at jeg tager kontakt til de forskellige bands’ turnemanagere. Så lægger jeg tidsplan for alt, der ligger rundt om showet. Hvornår de kan ankomme, hvornår de kan sætte op på scenen, hvor lang tid de skal bruge på at pakke sammen bagefter, så der er plads til resten af bandsene på dagen. I virkeligheden designe en afdelingsplan og sørge for, at alle bands får det, de gerne vil have af lyd og lys, backstage-rum, catering osv. Det gør jeg sammen med en kollega, der primært tager sig af backstage, og jeg er inde over for at koordinere det hele. Simpelthen sørge for, at opholdet som artist på Copenhell bliver det bedst mulige.

Det er logistik på et højere niveau. Er det lige fra de bliver hentet i lufthavnen eller på banegården, alt derimellem og til de afleveres samme sted igen?

– Ja. Det er det i virkeligheden. Det gør jeg selvfølgelig ikke alene. Vi har et helt hold, der specialiserer sig i transport, og så arbejder jeg tæt sammen med dem. Der får jeg at vide, hvornår bandet lander, hvilken lufthavn, hvilket hotel, de skal bo på, og så sidder jeg i virkeligheden som en helikopter og sørger for, at de rette aftaler er lavet på de rette datoer på de rigtige hoteller, på rigtige tider. Passer det med de tider, jeg har, i forhold til, hvornår de har adgang til backstage, og hvornår de skal være på scenen. Så der har jeg det overordnede koordinerende logistikansvar for, at fra de lander i lufthavnen, til de tager af sted igen, så fungerer det hele for dem.

Er det fuldtidsarbejde for dig? Eller tager du x antal dage ud af kalenderen?

– Det er ikke fuldtidsarbejde på Copenhell, desværre. Jeg er freelancer, der arbejder på Copenhell. Vi går i gang med at planlægge rammer, og så tager jeg nogle dage ud om året, hvor jeg sidder og har den her kontakt. Og det gør jeg for en masse steder.

Okay. Så det er ikke kun Copenhell, du arbejder for?

– Nej. Jeg arbejder på fem festivaler: Roskilde Festival, Heartland Festival, Wonderfestiwall og Musik i Lejet. På de festivaler er jeg stage manager, ligesom Kasper Molin er det på Hades på Copenhell. Udover det har jeg et fuldtidsarbejde i DR Koncerthuset, hvor jeg er produktionsleder ligesom på Copenhell. Så mit hverdagsarbejde er det samme på Copenhell, som jeg laver til daglig i DR.

Første spadestik til Hades tages i oktober
En festival på Copenhells størrelse kræver naturligvis en del planlægning. Der gøres tanker og bliver indgået aftaler hele året rundt. Noget af det vigtigste er naturligvis scenerne, hvorfra musikken bliver spillet. Hjertet på enhver festival. Og ligesom blæksprutten har Copenhell tre hjerter. Den store Helviti. Hades. Og Pandæmonium. I hvert fald indtil Gehenna også blev introduceret. Hades er den næststørste og derfor en af hovedscenerne. De bands, der skal spille der, er ikke hvem som helst. Det er ofte store, internationale navne, så der forventes et vist niveau. Og det kommer ikke af sig selv. Så vi skulle selvfølgelig lige rundt om lidt af det tekniske omkring opbygning. 

Hvornår får du den første mail om Copenhell? Hvornår begynder den festival at krybe ind under huden på dig?

– Det gør den i oktober. Før jeg overhovedet får de første mails fra bands, så skal vi blive enige om, hvordan Hades skal se ud i år. Hvor stor skal den være? Hvor stort skal anlægget være? Hvor mange lamper skal der være? Vi designer scenen. Når vi inviterer bands ind, så foregår det typisk sådan, at du kan præsentere en scene for dem. Så jeg skal have defineret scenen, og hvordan den ser ud, så jeg kan give dem en masse tekniske informationer om, hvordan den ser ud. De første bands begynder jeg at kommunikere med omkring februar. 

Så de første måneder handler om hvilket udstyr vi har, og hvilket udstyr kan vi præsentere for bands? Hvad er de første ting, der skal på plads rent praktisk?

– Helt lavpraktisk er det første, at jeg sender bandet en liste over, hvad vi har, hvor stor scenen er, hvordan ser det ud, hvordan kommer man til Copenhell, hvad kan I forvente at møde jer, og hvordan ser dagen ud tidsplanmæssigt. Derefter sender de mig deres liste. Det, de fleste nok kender som en rider. Over hvad de gerne vil have. Det er alt lige fra lyd og lys til aftensmad og hotelværelser. Så bytter vi information. Vi læser op på hinandens lister, og hvis der er noget, vi skal snakke om, så forhandler vi derfra. Den ene side giver sig lidt på den ene del, og den anden del giver sig på en anden del. Og så ender vi med at få det bedst mulige show, vi kan præsentere for gæsterne. 

Hvor er det typisk oftest, at bands og festivaler ikke møder hinanden og skal i gang med en forhandling? Er det udstyr eller de personlige ting?

– Der er vi så heldige på Copenhell, at den gruppe af mennesker, der sidder så dybt inde i det, at vi har personlige relationer og historie i forhold til genren, så det er næsten aldrig det tekniske. Der er vi næsten altid enige med alle. Det er mere tid. Hvis jeg kunne få lov til at have 27 timer i døgnet, så ville mit liv være meget nemmere. Det er ikke store marginaler, men vi ved, hvor meget vi kan strække os, og de ved også godt, hvad de i virkeligheden har brug for realistisk. Det er aldrig rigtig langt fra hinanden. Heldigvis, fordi de bands, der spiller på Copenhell er mennesker, der elsker genren og kulturen, så jeg møder så meget velvilje og lyst til samarbejde gennem vores arbejde.

Jeg tror vi lige skal forklare det med tid. Bands vil som udgangspunkt gerne have rigtig meget tid til at sætte op osv., og du har ikke så meget at give af her.

– Lige præcis. Det er ikke, fordi de er krævende, men et udtryk for, at de gerne vil give det bedst mulige show for de gæster, de skal optræde for. De vil bare gerne være sikre på, at alting virker.

Så de prøver på at få så meget forberedelsestid som muligt, at når de spiller koncerten, så er alt, som de havde tænkt sig, det skulle være.

– Netop. Vi gør, hvad vi kan for at facilitere det. Indtil videre er det heldigvis gået rimelig godt.

Det har jo så faktisk også fungeret. På Copenhell har der ikke været mange udfald mht. at bands går på scenen til tiden. Vi har været på samtlige Copenhell, og der har ikke været nogen store ændringer.

– Det er jeg rigtig glad for at høre. Det er jo en tillidserklæring. Det vidner om, at det, vi gør, det virker.

Frivillige er altafgørende
Ingen festival uden frivillige. Den arbejdskraft er med til at sørge for, at en festival kan løbe rundt. Såvel økonomisk som praktisk. Det er ikke en udslidt kliche, at de frivillige betyder alt. Det er muligvis en nem måde at få et armbånd på. I hvert fald økonomisk. Men der ligger ofte også et kæmpe stykke arbejde i udførslen af den funktion, men så har som frivillig. Om man står som parkeringsvagt eller løfter trommer på og af scenen er ikke så afgørende. Man har en funktion, og det er ikke ligegyldigt, om man er der eller ej. Der er brug for de frivillige, og der er brug for frivillige, der både kan og vil deres opgave.

Du organiserer logistik omkring bands. Har du også noget at gøre med at organisere de frivillige på Hades?

– Ikke rigtigt. Vi har en helt fantastisk frivilligansvarlig, der hedder Kamilla. Hun må gerne få et shout-out. Hun er enormt dygtig til at organisere de frivillige. Det, jeg hjælper med i vores produktion, er, at vi definerer vores behov for hjælpere. Vi har brug for stage hands, som er dem, der hjælper bandet med at tømme biler og sætte udstyr op rent fysisk. Jeg definerer, hvor mange jeg skal bruge, og hvornår vagterne er, og så er det Kamilla, der er dygtig til at sælge det her job til de frivillige, så de har lyst til og være med år efter år. Vi er så heldige, at der er mange frivillige, der går igen år efter år. Der er en god kerne, så der er kun lidt udskiftning, når vi er oppe i et relativt højt antal. Folk, der godt kan lide den slags arbejde og at arbejde sammen med Kasper Molin, der afvikler bandsene på scenen. Så de vender tilbage og ved, hvad det går ud på. Og det er fantastisk at være med til at facilitere noget, folk er så glade for, det er noget af det sjoveste for mig personligt på sådan en festival.

Kasper Molin sagde faktisk noget af det samme. At det er det sjove. At se folk blive glade for at se noget, der fungerer.

– Molin er jo også en professionel koncertarrangør. Når man skræller det helt ned, så er det, der driver værket at være med til at facilitere, at mennesker skaber minder, forhåbentlig har nogle af de bedste oplevelser, ikke bare det år, men i deres liv. Det er det, der gør, at jeg går glad hjem fra arbejde.

No rest for the wicked
For det betalende publikum er en festival ofte nogle dage, hvor søvnrytmen kan skubbes lidt. Man bliver oppe lidt længere end normalt, fester lidt mere end ellers og må så indhente den energi om morgenen, hvor man måske først står op og kommer ud af teltet langt op ad formiddagen. Medmindre solen gør det til en sauna, og man så må rykke luftmadrassen udenfor og sove videre der. Helst i skygge. Men for dem, der står for scenerne, er forholdene lidt anderledes. De er nærmest i gang i døgndrift. Nu hvor Kasper Lindballe har planlagt Hades siden oktober, så må han da kunne slappe lidt af og nyde frugterne af sit arbejde det sidste halve år, eller hvad?

Når du er med i planlægningsfasen, hvordan ser en typisk dag så ud for dig på selve festivalen? Er du færdig med dit arbejde der, eller er du stadig i gang?

– Der er jeg rigtig meget på arbejde. Det er der, jeg har allermest travlt. Når bandet ankommer, så er det mig, de har skrevet med, og jeg er kontaktperson, så jeg er den første, de hilser på, når de kommer til festivalen, og jeg siger “Velkommen til Copenhell, hvor har vi glædet os til, I kommer”. Jeg giver dem deres armbånd, viser dem scenen, hvor backstageområdet er osv. Jeg er i virkeligheden vært for bandet under deres ophold på Copenhell.

Og det gør du for alle bands på Hades?

– Ja. Det gør jeg for dem alle sammen.

Okay. Så har du ikke fri når Copenhell starter.

– Tværtimod. Når folk spørger, hvor meget jeg arbejder på festivalen, så plejer jeg at sige, at jeg aldrig har været i Biergarten. Jeg har aldrig drukket en øl der. Jeg var ikke med det første år, men jeg har været med siden 2011 og har aldrig haft tid til at gå i ølteltet. Jeg møder, før Biergarten åbner, og er færdig, efter det er lukket. 

Så søvn er ikke det store emne for dig?

– Næ. Det passer meget godt. Når den sidste koncert er færdig, så går der et par timer, før vi er færdige. Søvn er ikke noget, vi bruger. Vi er veludhvilede, når vi møder, og så tager vi den derfra.

Man kan selvfølgelig ikke køre i 20 timer tre dage i træk uden pause. Hvornår ved du, at du har tid til at hvile fødderne? Kan du planlægge det, eller må du tage det, som det kommer?

– Som udgangspunkt tager man det, når det kommer. Hvis jeg har lavet min planlægning ordentligt, så ved jeg fra, at et band kommer, og jeg afleverer dem til Kasper Molin på scenen, så går der en time eller to, før jeg hører fra dem igen. Hvis jeg så har planlagt det således, at fra jeg afleverer et band til Molin, og der så er en time til det næste band kommer, så har jeg lidt tid der. Så kommer der e-mails fra de bands, der spiller i dagene efter, og så kan jeg svare de mails. Vi er så heldige, at vi har et stærkt hold af frivillige, der sørger for, at vi får noget at spise. Dem er jeg usandsynligt taknemmelige for. Maden er rigtig fin på Copenhell. Jeg laver en del festivaler, og det skal ikke lyde som en sviner, men på Copenhell er maden bare ekstra god. Det er en god motivation for at holde sig kørende.

Hvad er det værste, der kan ske på arbejsdag for dig på Copenhell?

– Det allerværste er, hvis bandet er forsinket. Så falder min tidsplan. Det er et korthus og det kommer til at vakle. Så skal jeg opfinde ekstra tid og presse opgaver ind, der skal løses ind på et senere tidspunkt på dagen. Typisk arbejder vi med minutplanlægning, så det er ikke altid nemt at finde 30 minutter. Heldigvis er bands på Hades af en størrelse, der alle har prøvet, at flyet er aflyst eller bussen punkterer. Så hvis et band kommer for sent, så handler det om at dele informationen med hinanden. Det her band melder, at de er halvanden time forsinket. Så i stedet for at få halvanden time til at forberede sig, så er de glade. Der møder vi ofte sympati for de situationer. 

Det er jo også en del af det, man ikke nødvendigvis hører så meget om. At holdånden bands imellem er stor. Det oplever du?

– Det gør jeg rigtig meget. Mange af de her bands spiller jo sammen på Copenhell, Hellfest, Graspop. De møder hinanden på de forskellige festivaler og snakker sammen, hygger sig og bliver venner. Og det er sjovt at være med til at facilitere den form for kammeratskab. Det er jo sket flere gange på Copenhell, at bands får spontane gæstebesøg af artister fra andre bands. Netop fordi de har mødt hinanden før, og så sprudler kreativiteten.

Det bedste ved at arbejde på og bag scenen, hvad er det?

– Med fare for, at det lyder som en floskel, så er det, at et band går på scenen på Hades, og der står 15.000 mennesker foran scenen, og det sekund, bandet går på, og man hører det brøl. For dem er det måske årets headliner, der går på, eller et band, de har oplevet før og glæder sig til at opleve igen. Det sekund, de træder ud på scenen og hører 15.000, der er enige om, at nu starter der noget, der er magisk, så får jeg kuldegysninger hver gang. Man bliver glad for, at man er en lille brik i et puslespil, der faciliterer mange mennesker, der får minder i det øjeblik. Jeg elsker det, når det er klokken 13 om eftermiddagen, og når det er klokken 1 om natten. Det er en ubeskrivelig følelse og meget sjovere end en tilfældig brandert.

Der har jo været nogle relativt store bands på Hades. Hvem har været de nemmeste at arbejde med? Hvor man måske tror, at det bliver en kæmpe opgave, men så viser det sig at være utrolig nemt.

– Det er et svært spørgsmål. For det må gerne være lidt udfordrende. Der må gerne være nogle ønsker, nogle ambitioner i virkeligheden. Men bands som Kreator, Kvelertak, Opeth og Arch Enemy: De har alle sammen virkelig overrasket positivt. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse med et band. Aldrig nogensinde. Men lige dem der, dem husker jeg rigtig godt tilbage på, for de var en fornøjelse at have med at gøre.

Det er for og på grund af publikum
For publikum kunne man godt have den fornemmelse, at jo større stjerner, jo mere krukkede bliver de. Men det kan også være en hård manager.

– Der vil jeg gerne tage de udskældte managere lidt i forsvar. For i virkeligheden er deres funktion lig min, bare fra bandets side. Min primære opgave er at sørge for, at festivalen forløber så godt som muligt. Deres primære opgave er at sørge for, at deres artister har så god en oplevelse som muligt. Så jeg kan love dig, at de handler med de bedste intentioner. De vil bare sørge for, at deres artist er så klar teknisk, mentalt og fysisk som muligt. Nogle gange kan det godt virke lidt som et lukket land med høje vægge, men vores fælles interesse er at give de bedst mulige rammer for, at gæsterne får den fedeste oplevelse. Det er det for bandet, manageren og for mig som en del af den her organisation. Det handler om gæsterne. For dem, der gider bruge penge på at komme på Copenhell, der støtter op om Copenhell og den kultur, der er Copenhell. Man skal ikke tage fejl af, at Copenhell er anerkendt. De glæder sig til at spille her, de har også hørt rygter og historier om, hvor fedt det er at være på vores festival. Det bliver jo noget, vi går op i. Det vil vi gerne værne om.

Ved I så hvorfor bands synes det er fedt at være på Copenhell?

– Primært er det den energi, de får når de får på scenen. Det engagement, de oplever fra gæsterne, som giver den hele armen. Det er alfa og omega. Hvis det har været en god koncert, og det har været sjovt at spille, så kan man sagtens leve med småting, der måske har været i løbet af dagen. Så længe det klikker for både band og publikum på scenen, så er det det, der betyder noget. Det er gæsternes fortjeneste. Ene og alene.

Så publikum betyder virkelig noget. Det er ikke kun det, at de betaler for billetten, men også at de laver festen og har et engagement. Det betyder noget for bands.

– Det betyder meget mere, end man tror. Jeg får historierne, og jeg får evalueringen lige efter koncerten, hvor de i virkeligheden ikke har nogen grund til ikke at være ærlige og bramfri. Og det er rosende ord, de giver gæsterne og publikum på Copenhell generelt. Det er noget, jeg kan se fra de andre steder, jeg arbejder. Der er generelt et højt niveau af spilleglæde hos de bands, der går på scenen på Copenhell.

Og med den ubetingede salut til publikum lader vi Kasper Lindballe slippe. En af de folk, der får Copenhell til at ske år efter år. Vi krydser fingre for, at han er i topform, når Copenhell 2021 skal planlægges og afvikles. Vi får ham ikke at se. Men han er der. Bag Hades. I gang med at opfinde minutter, der ikke er der.