Copenhell 25: Højhastighedslørdag for bænkebidere

Jeg er som oftest ikke at finde i anmelderhæren alle dage på Copenhell, men lørdag tog jeg en fuld dag, der endte med en masse musik, alt for mange skridt, for få øl og en masse rod med at finde nogen som helst. 

Men det har også sin charme, og da jeg stod på pletten på Gehenna i strålende dansk sommersolskin, var det for at se fynske Terrorpy, der fik varmet morgentrætte, bagstive og tømmermandsramte publikummer op med en solid omgang dødsmetal i den hurtige ende.

Det er aldrig at foragte, og foran mig lå en dejlig lørdag, der primært skulle bruges på Gehenna, der er min klare favorit blandt alle scenerne på Copenhell. Lyden er som regel fornuftig. Der er træer, man kan stå i skyggen af. Der er øl. Der er bænke og borde. Der er forholdsvist kort kø til toiletterne (hvorfor det kan undre, at der stadig strintes op ad træerne). 

Tisbetonstøv og 'core
Egentlig kunne man godt tilbringe en hel festival lige på denne plet, men desværre var der melding om man down i magasinets anmelderhær. Og som vores stovte nordjyde så fint udtrykker det: Så rykker man sammen i bussen! Og selvfølgelig gjorde vi det. Opfyldt af fællesskabets ånd meldte jeg mig under fanerne til Fit For An Autopsy, inden jeg indså min gigantiske fejltagelse. De spillede på Pandæmonium - scenen med mindre charme end en kommunal parkeringsplads i Herning om søndagen. Men Pandæmonium blev det, og mens der tikkede beskeder ind med fine billeder af søde venner, der gerne ville drikke øl (et andet sted), måtte jeg hanke op i selerne og bedrive anmeldergerning. Det blev en rigtig fin koncert. De leverede varen, og publikum forsvandt jævnligt i en stor smuk tisbetonsky, der er præcist så ulækker og sundhedsskadelig, som den lyder. Mundbind er jo ikke længere så meget på mode, men adskillige i støvet havde bandanas bundet om næse og mund, og kom man udefra for at at få et lille whif metal, så kunne man foranlediges til at tro, at man var landet til en fest for en bande med forkærlighed for deminveste og ulæselige navne.

Inkubatorkontor og tidspres
To timers pause til næste levende billede på min to-do liste gik med at finde folk (det lykkedes aldrig), få mig en øl (det lykkedes to gange), tage forbi en madbod (jeg gav op på køen, fordi jeg virkelig hader at stå i kø), og få lagt en anmeldelse op (det lykkedes med fynd og klem). Og vupti var klokken blevet 18, og det var tid til Grava på Boneyardscenen. Området, der måske bedst kan betegnes som Copenhells inkubatorkontor, ligger lidt til siden og kan noget, men jeg kan ikke helt finde ud af hvad. 


Grava

Det kunne Grava heldigvis, der leverede en koncert, der i konsulentverdenen kaldes for timeboxed. Men høj sol, ingen vind, kolde øl og sludge var lige hvad jeg trængte til – også selvom det var korte 20 minutter, vi fik i denne omgang. Bandet kan sagtens bære en bedre placering og lidt mere tid til at spille i. 

Årets overraskelse
Det kunne faktisk dårligt blive bedre, og således opmuntret (onde tunger ville kalde det selskabeligt overrislet) gik slutspurten og aftenprogrammet i gang med In Flames i festivalens primetime. Cirka alle, jeg kender, ved, at jeg ikke er nogen stor fan af In Flames. Jeg så dem engang på Wacken Open Air i 2004 eller 2005 eller noget i den retning, og allerede dengang forekom bandet mig en smule tynd i fernissen. Så jeg skulle bruge store lommer til mine personlige meninger om bandet, og da de var pakket godt væk, blev det en ret god koncert, og flere løftede forundret øjenbryn over den høje karakter, de fik. Men jeg står ved hver en firkant – og forbeholder mig retten til aldrig at høre dem igen. Sådan kan det være så dejligt skizofrent at være anmelder.

Kunsten at finde ingen
Når der spiller store shows, skal vi helst ud med anmeldelsen med det samme. Det er en lille konkurrence, vi har, og der er stor jubel, når det lykkes os at slå et uspecificeret, stort, dansk dagblad. Derfor var der, trods masser af gode beskeder om naturvin på bakken og gode øl i Warpigs-teltet, ingen hvile, før anmeldelsen var oppe. Det var den heldigvis hurtigt, og gid alle spillede koncerter til 5 firkanter – de er uendeligt meget nemmere at skrive. Nå, men der skulle jo også ses Gabestok, så afsted med mig igen. 


Gabestok

Heldigvis spillede Gabestok og co. et rent ud sagt fremragende show. I det hele taget finder mange af festivalens fineste koncerter sted gemt mellem træerne, mens bedagede hovednavne forsøger at lade som om de stadig er en ting på hovedscenerne. Det kunne jeg skrive meget mere om, men det fik jeg ikke tid til, for jeg skulle se, om jeg kunne finde folk til Slipknot, fordi intet er kedeligere end at være til koncert alene, og særligt når koncerten er med et band, der ikke sådan for alvor får mig op at ringe. Magasinets nordjyde var bestemt heller ikke op at ringe, og han forlod ifølge legenden vist koncerten i nedtrykt sindstilstand og var nærmest straks efter at finde på et tog til Aalborg.

Aaaaaj - det' pjat. Han fik faktisk Blood Incantation med, og han virkede egentlig i udmærket humør, men det med toget er rigtig nok, og hvordan han lige kunne overskue 5 timer med DSB efter 4 dage på beton, er stadig noget vi taler om. Du kan i øvrigt læse, hvad vores anden anmelder synes om Blood Incantation, hvis du lige klikker her. 

Grinebænkebidere ét minut i lukketid
Men eftersom ingen venner kunne findes, og eftersom jeg faktisk endelig, endelig, endelig fandt min ægtemand, slog vi os ned med et konkurrende magasins fotograf i et fuldkommen mennesketomt Warpigs-telt, hvor det lykkedes at få en lyserød og dejlig sur øl, mens verdenssituationen blev vendt. Det er der naturligvis ingen, der kommer i stemning af, og vores veje skiltes, da nogle skulle forbi Sodom, andre havde Blood Incantation på listen, og jeg havde sat mig på HEALTH, som spillede en fantastisk smuk og rå og tung koncert som festivalens allersidste navn på den fine skovscene.  

Og selvom jeg ikke gentog successen fra sidste år med lørdagens første og lørdagens sidste band, så følte jeg mig gammel og bænkebideragtig, da det som ved et mirakel igen lykkedes finde flinke folk i presseteltet, hvor festivalens måske sjoveste time gik med historier fra pampassen (læs: fotograven), hvor der åbenbart ikke er helt så god plads, som der plejer at være. 

Godt udkørte, efter endnu et år med fuld dækning af samtlige shows, krammede vi et tisstøvet farvel, sagde tak for i år og sukkede udmattede ved tanken om at Roskilde snart står for døren. 

Once more unto the breach, dear friends, once more! 


Health