Hele Danmark mødes på halvvejen i Odense, men der er intet kompromissøgende over odenseanske Demersals kaotiske mathcore.

Billy Graziadei er blevet midaldrende og har fået trang til at genfinde ånden fra Biohazard. Det slipper han ikke fra med æren i behold.

Deres hardcore er måske nok kaotisk, men som band er de målrettede: Siden livedebuten i februar har Eyes indspillet en plade og turneret i Europa.

Tempoet er blevet skruet op, og black metallen forsvoret, men rødderne i Hexis fornægter sig ikke på Eyes’ debutudgivelse. Det er altsammen en anbefaling, skulle man være i tvivl.

Nyt Liv havde fået den utaknemmelige tjans at agere vækkeur på festivalens tredjedag. Det blev en morgenvækning med en serie musikalske hardcorelussinger uden mulighed for at trykke på snooze-knappen.

Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare. 

Fra den ene ende af jordkloden til den anden på tre måneder og 79 shows: Hexis prøver at nå at spille alle de steder i verden, de overhovedet kan. Vi fangede dem i Odense en måned inde i turnéen. 

Nej, dit band arbejder ikke lige så hårdt for det som Hexis. Vi fangede dem i Odense en tredjedel inde i deres tre måneder lange tour gennem tre kontinenter.

Terror vil smadre dig og tvære alle andre ud, og hvor er det dog betryggende, at de fortsætter med at have det sådan.

Pludselig er Tragedy tilbage og lyder, som om de aldrig har været væk – og som Neurosis kunne have gjort i en anden, muligvis bedre verden.

Der var stram punk, smadret noiserock og hidsig grind, da KB18 bød på en af agurketidens få hårdtslående koncerter herhjemme.

Som et fritidsprojekt begik medlemmer af Anthrax og Nuclear Assault i 1985 et miskendt mesterværk inden for crossover, der har svært med at slippe af med sit ry for racisme og fjolletheder.

Touché Amoré leverede endnu engang en koncert i særklasse, og endnu engang takket være Jeremy Bolm, der synes at knuse sit eget hjerte, hver gang han går på scenen.

LLNN lukkede festen fredag med et dejlig højt og interresant show på Gloria, hvis indendørsscene var et perfekt match.

Mike Patton og Dave Lombardo holdt uforpligtende hof med Dead Cross til kvartettens første danske koncert. Masser af middelmådig hardcore og pauseklovnerier udfyldte den korte spilletid, der alligevel føltes for lang.

Madball var det helt rigtige band lørdag nat. Et tiltrængt energiboost, som desværre kun var for de ganske få, der lagde vejen forbi scenen, der var lige så fejldisponeret, som Madball var veloplagte.

Mens Krigsgudens kollegaer var til "metal"-festival på Refshaleøen, gik han hardcorepunkvejen på Underwerket med Fury, Direct Youth og Hypocrite.

Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.

Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.

De Roskilde Festival-aktuelle New York hardcore-veteraner Madball er stadig ude på skrammer. Men det går mest ud over dem selv, når de forsøger at række ud over den klassiske formel.