Copenhell 2018: Mørkets fyrste og voldens guder Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a4/03/a1/bs-forum-5-85-1466436892-92-1509954671.jpg
06. November 2017    

Flere generationers metalhistorie er repræsenteret blandt de første navne, der i dag offentliggøres til den festival, der samler det hele sammen over tre dage på Refshaleøen: Copenhell 2018.

Titel
+ Nightwish + Helloween + Arch Enemy + Kreator + Exodus + Sodom + Asking Alexandria + Parkway Drive + While She Sleeps + Enslaved + Igorrr + Zeal & Ardor + Bersærk + Orm
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Det er den tid på året, hvor man som festivalgænger allerede kan begynde at glæde sig. For det er her, at festivalerne så småt begynder at fylde navne på plakaten med næste års program, og i dag er det så Danmarks ubetinget største metalbegivenhed Copenhell, der åbner for de første 16 tilføjelser næste sommers festivalbrag.

Og der er noget at glæde sig til: Vi kommer fra en af metalhistoriens største skikkelser over kærkomne gensyn til thrashhistorie og genrebrydende opkomlinge såvel som danske festivalfavoritter. Læs vores detaljerede gennemgang af de 16 navne nedenfor.

Ozzy Osbourne:
"Jeg vil aldrig høre Ozzy igen. Dette skal stå tilbage som det gode minde om ham". Kommentaren tilhører Devilutions fotograf og faldt efter koncerten på Wacken i 2011. Om fotografen kommer til at æde sine egne ord, finder vi ud af næste år på Copenhell, hvor vi allesammen får muligheden for igen at opleve metalikonet og den populærkulturelle pauseklovn på Refshaleøen. For han var der selvfølgelig i 2016, The Prince of Darkness, hvor han sammen med resten af Black Sabbath vinkede farvel til sit danske publikum på bandets The End Tour. Nu vil den snart 70-årige tidligere flagermusespiser så hilse velkommen på ny, og det kan man for fanden vel kun være begejstret for. Denne gang bliver det i øvrigt igen med Zakk Wylde som guitarist.



Læs alt om Ozzy her..
Læs vores seneste pladeanmeldelse her..
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste interview med Ozzy her

Kreator:
For et par år siden skrev vi en leder, hvor vi efterlyste de yngre navne, der kunne tage over, når metallens pionerer gik på pension, og vi kom til at mangle de store, samlende navne øverst på plakaten til Copenhell og resten af Europas festivaler. Vi nævnte endda Kreator i den artikel som eksempel på et af de aldrende bands fra thrash metal-generationen. Det, vi nok ikke helt havde gjort os klart på det tidspunkt – og det er sådan noget, det smerter os at erkende – var, hvor mange nye fans veteranerne fra Ruhr-distriktet faktisk havde vundet i den opblomstring, bandet har haft i dette årti. 

Det stod klart, da bandet kun godt en måned senere lukkede fredag aften på Copenhell med en koncert, som alle var enige om, var et hovednavn værdigt. Tre årtier inde i karrieren Kreator er blevet et af de store, samlende navne på en metalscene, der savner slagsange og historie, når det ikke er koryfæer, der skal levere den. Og selvom vi var noget lorne ved deres seneste plade fra i vinter, ‘Gods of Violence’, skrev vi også, at det var sange, der var som skabt til at få festivalpladser til at synge med.



Læs alt om Kreator her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her..

Nightwish:

Kun en uge efter vi her på Devilution kiggede i glaskuglen, blev vores spådom opfyldt. Det er således nu et faktum, at Nightwish spiller på Copenhell 2018!

Bandet gik for tolv år siden ind i tumultarisk periode, der startede med fyringen den oprindelige forsanger Tarja Turunen og fortsatte i årene frem med indslusningen og den efterfølgende udskiftning af efterfølgeren Anette Olzon. Men efter at bandet nu siden 2013 har haft Floor Jansen i front, synes der at være faldet ro over tingene, og Nightwish kan nu for alvor koncentrere sig om at genvinde det i kaostiden tabte terræn inden for den symfoniske metal.

Der er efterhånden gået mere end to et halvt år siden det seneste album, ’Endless Forms Most Beautiful’, som udkom i marts 2015. Vi var ganske godt tilfredse med den udgivelse, hvor vi fremhævede Floor Jansens præstation, men satte et lille spørgsmålstegn ved bandets fremtid under hensyntagen til, at bandets stifter og hovedkomponist syntes at bevæge bandet i retning af filmmusik.

Heldigvis kan man konstatere, at bandet stadig er flyvende på tilsyneladende mere end bæredygtige vinger. Bandet har holdt pause i 2017 i forbindelse med, at Floor Jansen har fået sit første barn. Men netop nu står Nightwish over for at tage på en længerevarende USA-turné i begyndelsen af 2018. Det bliver således et forhåbentlig gennemsammenspillet band, der i juni gæster Copenhell.

Desværre synes der ikke at være nærtstående planer om udgivelse af et nyt album fra Nightwish, selv om et opsamlingsalbum er på vej. Men udover sange fra ’Endless Forms Most Beautiful’ er der bestemt en række store klassikere fra bandets tidligere albums at se frem til et genhør med på næste års Copenhell.



Læs alt om Nightwish her.
Læa vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Helloween:
Få bands kan prale af at have defineret en genre på samme vis som Helloween, men det er svært at forestille sig power metallens højstemte omkvæd, overmelodiske guitarharmonier og glæde ved store episke fortællinger uden tyskerne. De lagde stærkt ud i midtfirserne med en hidsig selvbetitlet ep og en stærk fuldlængdedebut på ’Walls of Jericho’, men det var, da guitarist Kai Hansen overlod mikrofonen til den meget talentfulde Michael Kiske på de efterfølgende ’Keeper of the Seven Keys Part I & II’, at gennembruddet kom. Her gik melodierne og råstyrken hånd i hånd og skabte to storsælgende klassikere. En ny lyd var defineret, og Kiskes klingende rene lyd skulle vise sig at være den kraftfulde highpitch-vokal, som alle andre i genren forsøgte at nå til sokkeholderne.

På et uheldigt tidspunkt forlod den ene primære sangskriver Kai Hansen bandet for at stifte Gamma Ray, der fulgte Helloweens stil, mens bandet selv rendte forvirret rundt og lavede to meget underlige plader, indtil Michael Kiske stoppede sammen med trommeslageren i starten af halvfemserne.

Det fik Helloween til at vågne op, og med den nye sanger Andi Deris i folden fandt de pludselig ny energi og en lidt mere rå lyd, og langsomt blev fanbasen generobret efter nogle meget sløve år, samtidig med at Hansens Gamma Ray også skabte sig et solidt navn i genren. Kun Michael Kiske rendte forvirret og tog skiftevis afstand fra heavy metal generelt eller optrådte som gæsteartist for blandt andet Avantasia.

Lige indtil sidste år, hvor en slags reunion blev annonceret, og genrens fans kunne glæde sig over, at Kai Hansen og Michael Kiske ville tage på turne sammen med Helloween for at spille klassikerne. Når de rammer Refshaleøen næste sommer, har de altså spillet sammen i mere end et år, så enhver rust i samspillet må være banket af.

Lyt her til ‘I Want Out’ (og bemærk, hvordan Kiske i sidste omkvæd sætter standarden for, hvordan man holder de lyse toner i overbevisende stil):



Læs alt om Helloween her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores metaldiktator om ‘Keeper of the Seven Keys Part 1’ her..
Læs vores top 5 over de underligste Helloween-numre her.

Alestorm

"Fuck you, you're a fucking wanker
We're gonna punch you right in the balls
Fuck you with a fucking anchor
You're all cunts so fuck you all"

Efter udgivelsen af årets mesterlige 'No Grave but the Sea' er det ikke overraskende, at sommeren 2018 bliver tilbragt på de store udendørs festivaler. Genremæssigt er bandets spændvidde enorm og musikken går fra klassisk piratmetal og folk-inspirerede drukviser til kæk metalcore på sangen, der bærer bandets navn.
Tematisk behandler skotske Alestorm alt af relevans for den moderne pirat. Dette være sig druk, hor, tysk fast-food og trylledrikken Buckfast.

Men det hele går naturligvis ikke op i gak og løjer. Også tungere emner behandles: hvad man stiller op med en dværg, der dræber en abe, hvem der er stærkest; vikinger eller pirater og ikke mindst skotternes noble frihedskamp.

Musikelskere, der ikke er bekendte med Alestorms værker, bør begynde fra en ende af og lytte til samtlige udgivelser igen og igen. Heldigvis er der 227 dage, så hvis blot man er stærk i troen og ren i hjertet, burde det være muligt at lære at elske og forstå Alestorms storhed.

Begynd eventuelt med den inspirerende ferievise 'Mexico':



Læs alt om Alestorm her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Parkway Drive
Udover Killswitch Engage er der kun ét metalcore-band, der for alvor har formået at slå igennem på globalt plan. Surfer-core-bandet fra landet down under har over de sidste 15 år fastcementeret deres position på den internationale scene. Deres udgivelser er sjældent meget mere end middelmådige, men deres live-shows og performance er til gengæld noget af det stærkeste, man kan komme i nærheden af.

Parkway Drive vender tilbage til Copenhell, og det er en kærkommen booking. Sidst, den australske kvintet gæstede Copenhell, var i 2013, hvor deres koncert blev belønnet med en velfortjent topkarakter. Siden da har bandet udgivet deres 5. studiealbum, ‘Ire’, og spillet flere koncerter i Danmark. Vi oplevede dem senest på Wacken Open Air sidste år, hvor de lukkede Party Stage, endnu en gang til topkarakter.

Parkway Drive er et af det absolut bedste metalcore-bands på en scene. Deres koncerter er oftest rene energiudladninger og bombardement af sanserne. Siden vi så australierne sidst, og siden de sidst gæstede Danmark, har kvintetten turneret med et inferno af et sceneshow, der både involverer omvendte trommesæt, fyrværkeri, pyroteknik og lys i alle former. Som om et sprudlende sceneshow og et solidt bagkatalog ikke burde være nok, er australierne også i gang med at færdiggøre deres kommende 6. studiealbum, så mon ikke vi kan forvente nye numre på sætlisten? Det bliver ikke kun lyttevenligt, men også seværdigt, når Winston McCall og resten af Parkway Drive vender tilbage til Copenhell.



Læs alt om Parkway Drive her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her..
Læs vores seneste (danske) koncertanmeldelse her.

Arch Enemy:

Svenske Arch Enemy er nok det mest populære band inden for den melodiske dødsmetal. Guitarist Michael Amott dannede bandet efter sin kortvarige karriere som guitarist i Carcass. De udsendte i september måned deres 10. album, 'Will to Power', der dog overhovedet ikke imponerede vor anmelder, der kaldte det genbrug og tilbagelænet. Arch Enemy havde i mange år Angela Gossow som ikonisk forsanger, men hun trådte tilbage i starten af 2014 og er nu blot manager for bandet. I stedet fik de Alissa White-Gluz ind, og hun debuterede på 'War Eternal' senere samme år.

Det var også i 2014 på ryggen af netop den plade, at Arch Enemy for første gang spillede på Copenhell. Det var faktisk første gang, Devilution anmeldte Arch Enemy med den nye forsanger. Senere på sommeren så vi dem på Wacken Open Air, og siden har der været stille om bandet i Danmark. Nu er de dog tilbage med ny plade, og til sommer er de så tilbage på Copenhell. Med sig har de den velkendte guitarist Jeff Loomis, der i mange år var med til at definere lyden i Nevermore. Da han blev uenig med forsanger Warrel Dane, forlod han Nevermore, og bandet blev opløst kort tid efter. Siden har han været gæstemusiker og udsendt et enkelt soloalbum, førend han blev indlemmet i Arch Enemy.

Det har aldrig skortet på gode musikere i bandet; således heller ikke til sommer, når de gæster Copenhell for anden gang. Er man til dødsmetal, som man kan synge med på, så er de et oplagt navn at feste til.



Læs alt om Arch Enemy her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Exodus:
I det hele taget bliver der taget godt hånd om den klassiske thrash metal på næste sommers Copenhell. Hvor Kreator og Sodom var skoledannende inden for den tyske thrash, var det i USA San Fransiscos Bay Area-område, der kom til at lægge navn til en gren af genren, der den dag i dag gør sig gældende. Bay Area-thrashen var mere teknisk raffineret end Ruhr-distrikt-thrashen og mindre hardcore-påvirket end newyorker-thrashen, men som Exodus med al tydelighed slog fast fra starten af, betød det ikke, at den ikke sagtens kunne være både dum og voldelig. Altså på den rare, velkendte måde.

Den voldelige side af den menneskelige natur har altid været et fikspunkt for Exodus, og bandet har behandlet den med en blanding af fascination og vantro. Det er kommet til udtryk i sange om brasilianske fængselsoptøjer, om kannibalisme og seriemordere, men også i sange som den klassiske ‘Toxic Waltz’, der er en hymne til moshpitten og handler om at forvolde størst mulig skade i den. Med et smil. For hos Exodus handler det alt sammen om ‘Good Friendly Violent Fun’, som deres første livealbum hed.

Gennem deres snart fire årtier lange historie har bandet skiftet forsangere frem og tilbage med samme frekvens, som Slayer har skiftet trommeslagere – og måske derfor har hovedmanden, guitarist Gary Holt, helt naturligt fundet sig til rette som afløser for Jeff Hanneman i Slayer. Det betyder, at der kun er tid til Exodus, når Slayer holder ferie, men efter sidste års prægtige afslutning af Copenhell har de altså givet Holt plads til at vende tilbage til festivalen. Exodus var der også for to år siden; dengang var det uden Holt, men til gengæld med forsangeren Steve “Zetro” Souza, som var med på bandets skelsættende plader i 80’erne og 90’erne og stadig er med.

Det er altså noget nær et klassisk Exodus-line-up, vi kommer til at opleve på Copenhell til sommer. Der er lagt op til en god lektion i vold.



Læs alt om Exodus her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores interview med Gary Holt her.

Sodom:
Mens Kreator har fået et helt nyt liv i 10’erne og vundet nye fans med power metallisk thrash, der indbyder til fællessang, har deres gamle fæller fra Ruhr-distriktet varetaget en karriere, der i langt højere grad bygger på anerkendelse fra old school-thrashere. Fordi trioens udtryk har været og fortsat er langt mere primitivt og punket end Kreators.

Længere væk fra hinanden har de to bands dog ikke været, end at de har delt indtil flere medlemmer op gennem 80’erne og 90’erne, og som Kreator går Sodom bestemt heller ikke af vejen for et godt syng-med-omkvæd. Klassikere som ‘Ausgebombt’, ‘Nuclear Winter’ og ‘Stalinorgel’ fra bandets storhedstid i thrashens guldalder bør få pladsen til at syde, og Sodom er da også et af de bands, der er gået igen på de uundgåelige lister over bands, som Copenhells publikum simpelthen ikke har kunnet forstå, hvorfor festivalen ikke har booket.

Det er der rådet bod på nu. Og black metal-publikummet kan passende lægge vejen forbi og finde ud af, hvem der lagde navne til pladeselskabet Deathlike Silence.



Læs alt om Sodom her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her..
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.

Asking Alexandria:
Den amerikanske metalcore-kvintet Asking Alexandria vender tilbage til Copenhell. Sidst de gæstede Copenhell var i 2015, hvor de spillede en noget tam koncert. Dengang havde Denis Stoff overtaget mikrofonen fra Danny Worsnop få uger forinden. Den plads holdt han et lille års tid, inden bandets originale forsanger vendte tilbage, og så var der ellers ballade i Alexandria-land. Officielt blev Stoff opsagt, da han ikke var til at komme i kontakt med. Det faldt lidt for tilfældigt sammen med, at de resterende medlemmer og Worsnop fik klinket skårene. En situation, som guitarist Ben Bruce sidenhen flere gange har kategoriseret som en “full circle”.

I forlængelse heraf har bandet turneret og skrevet nyt materiale. Asking Alexandrias 6. studie-album er sat til at udkomme i december, mens deres tour blandt andet bragte dem forbi Amager Bio tidligere på året. En koncert, hvor bandets seneste album ‘The Black’, indspillet med Stoff, var fuldstændigt udeladt fra bandets sæt.

Asking Alexandria startede som et gennemsnitligt metalcore-band, men har de seneste par år bevæget sig mod en mere heavy metal-orienteret lyd, hvilket også tydeligt kan høres af de første to udspil fra den kommende plade, ‘Into the Fire’ og ‘Where Did It Go?’. Især førstnævnte lugter af fællessang og storladen stadion-heavy.

Om bandet stadig ikke spiller numre fra ‘The Black’, om resten af den kommende plade følger samme mønster som singlerne, og hvorvidt Asking Alexandria formår at tage revanche på Copenhell, må vi finde svar på til sommer.



Læs alt om Asking Alexandria her.

While She Sleeps:
Det britiske metalcore-band var et af de mange bands vi allerede havde set i krystalkuglen. Da briterne opvarmede for deres landsmænd i Bring Me the Horizon i Falconer Salen sidste år, varslede de et snarligt gensyn. Copenhell var allerede dengang et godt bud, om end de fleste nok havde forventet, at det ville ske i 2017. Det gjorde det som bekendt ikke, sandsynligvis fordi kvintetten havde travlt med at færdiggøre deres 3. studiealbum.

Med 11 års levetid er det heller ikke et sekund for tidligt, at kvintetten gæster Copenhell. Til gengæld kunne bandet ikke gæste på et bedre tidspunkt. I sommer udkom ‘You Are We’, og det er en mastodont af en udgivelse i metalcore-sammenhæng. I en sådan grad at pladen med stor sandsynlighed ender med at være dette års bedste metalcore-udgivelse. Bandet kunne ikke have en bedre plade i ryggen for deres første optræden på Copenhell.

Kvintetten debuterer på Copenhell, og hvis forsanger Lawrence Loz Taylor og resten af ensemblet spiller en koncert, der er lige så god og intens som den opvarmning, de leverede for Bring Me the Horizon, kan publikum forvente et hæsblæsende show med masser af tung, velskrevet metalcore.



Læs alt om While She Sleeps her.

Enslaved:
Enslaved har noget, de skal gøre godt igen. Sidst, bandet spillede på en dansk festival, sørgede Einstürzende Neubauten med den überkrukkede frikadelle Blixa Bargeld i front for at forsinke deres koncert med over en time, så der hverken var tid til at få ordentligt styr på lyden eller noget at stille op mod at spille samtidig med de langt mere populære Lamb of God.

For selvom Enslaved er et af de originale norske black metal-bands fra starten af 90’erne, har de i Danmark aldrig nydt den samme folkelige gunst som i hjemlandet og England. Og det er for galt af metalfolket, for selvom Enslaved ikke har det samme show eller de samme fængselsdomme som deres jævnaldrende, har de til gengæld oparbejdet et bagkatalog, hvor musikken er gået fra andenbølge-black over vikinge-metal til progressiv metal. Gerne på én og samme plade.

Enslaved er sådan et band, du ville ønske, at du kunne gøre dig fortjent til at være diehard-fan af. Nu har du indtil juni 2018 til at realisere det.



Læs alt om Enslaved her.
Læs vores seneste pladeanmeldelse her..
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores interview med Grutle Kjellson her.

Igorrr:

Mens Helloween og Ozzy står som pejlemærker i metallens historie, så tager vi også på festival for at skue mod nye musikalske horisonter. På Copenhell 2018 får vi i den grad muligheden, når det selvudnævnte baroquecore-projekt Igorrr for første gang indtager en dansk scene.

Vi har tidligere være meget klare i spyttet angående det franske projekt. Der er simpelthen intet, der lyder som det, bagmanden Gautier Serre skaber. Vi kvitterede derfor også med fem firkanter i anmeldelsen af deres tredje plade, ’Savage Sinusoid’, der udkom i år.

Med en blanding af breakcore, barok, balkan og black metal skulle man tro, at resultatet kun kunne være en musikalsk pærevælling. Men nej. Der er en identitet at finde, hvor man skulle tro ingen fandtes. Det gør det bestemt ikke værre, at Serre medbringer to store vokaltalenter i form af skrighalsen Laurent Lunoir og den klassiske sangerinde Laure Le Prunenec.

Igorrr bliver uden tvivl en unik oplevelse på Copenhell 2018. Om de fejler eller vinder, om man synes. de står for en opvisning i tåbelighed eller den utæmmede kreativitets sejrsgang. De er bestemt tiden værd, uanset hvad.



Zeal & Ardor:
For festivalens musikconnaisseurer disker Copenhell op med schweizisk-amerikanske Zeal and Ardor, der oprindeligt var Manuel Gagneuxs sociopolitiske enmandsprojekt, men som, i takt med at hans debutplade fra sidste år, 'Devil Is Fine', har haft godt vind i undergrundssejlene, er blevet udvidet til et større orkester. Stilen kan kaldes for en sumpet form for afroamerikansk black metal. Der trækkes lige så meget på den spirituelle vokalmusik, som slaverne for alamerende få år siden brugte som frihedssøgende værktøjer på bomuldsmarkerne, som der trækkes også på en black metal med progressive, semisymfoniske undertoner. Til trods for den aparte sammenblanding af genrer har flere af debutpladens numre en særlig udadvendthed, og det er slet ikke utænkeligt, at Zeal & Ardor vil passe som fod i hose hos Copenhells publikum.



Bersærk:
“Europa er i krise, og Danmark er gået i stå”.

Det er vi nu ikke helt enige i, for i syndfloden af danske metalbands med dansksprogede tekster udgav Bersærk i 2015 deres debut 'Mulm', som for alvor satte aarhusianerne på landkortet. Musikalsk befinder de sig i et særegent leje mellem fuzzy stoner, mørk doom og punchy hard rock, og det er især deres øre for at skabe dynamik i kompositionerne og de mastodontiske riffs, der giver dem potentiale til at komme langt, hvis tiden er med dem. Forsanger Casper Roland Popps kraftfulde vokal og socialkritiske tekster med higen efter de klassiske nordiske guder og dyder er det element, der med lige dele rå charme og poetisk tæft tilføjer et unikt touch til Bersærks lyd.

Således også live, hvor Popp er indpiskeren, der får sat gang i publikum, som vi også bevidnede i 2016, hvor de gæstede Copenhell lørdag aften, og vi kvitterede med topkarakter. En ny plade skulle komme ud til foråret, hvorfra første single-udspil, 'Fimbuls Børn' med både hårdtslående fuzzriffs og Midgårds-romantik bibeholder det Bersærk, vi kender og elsker. Vi ser frem til at høre, hvordan det nye album folder sig ud på Refshaleøen til sommer, og så måtte de gerne få en større scene end Pandæmonium denne gang ... *wink wink* ...



Læs alt om Bersærk her..
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores dagsaktuelle Copenhell-interview her.

Orm:
Lige så længe, Danmark haltede efter resten af Skandinavien, når det kom til black metal-bands, der havde potentiale til at nå ud over den snævreste kreds af indviede, lige så hurtigt gik det med at få bands med potentiale frem, da først der gik hul på bylden. For fred være med at foretrække at holde det undergrund og ikke have noget ønske om at gøre sig forståelige over for andre, men der er bare også en force i at kunne gøre svært tilgængelig musik – tilgængelig. Og det er ofte tilfaldet outsiderne at evne den kunst.

Således kunne Myrkur komme fra en helt anden baggrund end black metal og trække forsider både i den internationale metalpresse og den nationale mainstreampresse. Og således kunne Orm komme væltende tilsyneladende ud af det blå i læderjakker og med filtret hår og skæg for at spille episk black med pigekor og riffs, der afslørede en del års erfaring i andre afkroge af metallen.

Orm kan skrive sange. Deres læderjakkeblack – som vores anmelder definerede det tidligere på året – er så sej som noget, der kommer blæsende i en svensk smadderkasse, og så storslået som de norske fjelde. Og det selvom de klipper, bandet er rundet af, såmænd er de bornholmske.



Læs alt om Orm her..
Læs vores seneste pladeanmeldelse her.
Læs vores seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores artikel om Orm og de andre eksilbornholmske metalbands her,.
Læs vores dagsaktuelle Copenhell-interview her.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her