Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2014 – Lars Roest-Madsen

Populær
Updated
Årsliste 2014 – Lars Roest-Madsen

2014 var et fornemt år for Lars Roest-Madsen, som i sit første år i Devilution-folden fik øjnene op for dansk og amerikansk black metal og tilmed fandt et nyt og tindrende smukt håb for doom-genren.

Årets danske album:

1. Horned Almighty: 'World of Tombs' – I år har jeg endelig fået øjnene op for Århus' Horned Almighty, som leverer et bæst af en beskidt black metal-plade med knasende lyd og det ene gravstensvæltende riff efter det andet.

2. Pet The Preacher: 'The Cave & the Sunlight' – Powerblues-trioen leverer en mere end godkendt opfølger til debutalbummet. 'The Cave & The Sunlight' er af internationalt format; fuld af melodisk tæft, tunge og tilrøgede blues-numre og ikke mindst forsanger Christian Hede Madsens fornemme guitarspil og rå whisky-vokal. 

3. Solbrud: 'Jærtegn' – Solbrud har i år opnået deres gennembrud og har fået masser af omtale i såvel metalmedier som i dagspressen. Ikke så underligt, for 'Jærtegn' er et stemningsfuldt og dystert stykke black metal med Solbruds helt personlige signatur. 

4. Aphyxion: 'Earth Entangled' – Ribe-drengene fra Aphyxion leverer et godt stykke håndværk med denne lille knaldperle af en skive, som er fyldt med den slags numre, der kan hamres  bajere og nakke til.

5. SEA: 'Sea' – SEAs debutplade er en herligt velspillet omgang rock, som bukker i anerkendelse af 70'er-legender som Led Zeppelin og Rainbow. Stilen er gennemført, og bandet lever uden tvivl livet med frynsevesten og cowboystøvlerne på – ikke bare som en del af et scenelook.

Årets internationale album:

1. Pallbearer 'Foundations of Burden' – Pallbearer leverer et af årets fineste værker, som giver ny tro på doom-genren. Hjemsøgende melodier og dynamiske kompositioner, som rent faktisk kan bære numrenes meget lange spilletid. Med kun to plader på bagen tegner fremtiden meget lys for disse stortalenter, som jeg forventer kommer til at blæse Roskilde omkuld til sommer.

2. Behemoth: ‘The Satanist’  – Der er blevet sagt snart alt om denne formidable plade, som på sorteste vis formidler de mørkeste stemninger fra black metal og forener dem med dødsmetallisk tordnende hidsighed. Et referenceværk.   

3. Misery Index 'The Killing Gods' – Misery Index støbte med 'The Killing Gods' karrierens hidtil bedste plade, som på forbilledlig vis lader grindet dødsmetal smelte sammen med knusende tung hardcore. Fornem sangskrivning og iørefaldende knaldperler som 'Conjuring the Cull' har givet denne plade masser af spilletid hos undertegnede. Trommefænomenet Adam Jarvis smadrer i øvrigt al modstand her.  

4. At The Gates 'At War With Reality' – 19 år efter referenceværket, der skulle have været bandets svanesang, brager At The Gates igen ind på dødsmetalscenen med dette forrygende veloplagte comeback, som lyder som en helt naturlig opfølger til 'Slaughter of the Soul' fra 1995. Riffene sidder, hvor de skal, og Tomas Lindberg er stadig hidsig som en frådende kamphund.

5. Tombs: 'Savage Gold'  – I år opdagede jeg Tombs, og det er jeg bestemt ikke ked af. Amerikanerne leverer en plade med knastør produktion af Eric Rutan og rudimentært grindende riffs, som er sært dragende i al deres primitive enkelhed. Det bliver spændende, om de også kan levere varen på Roskilde Festival næste år.

Årets internationale hit:

Behemoth: 'Ora Pro Nobis Lucifer'



Årets danske hit:

Pet The Preacher: 'Let Your Dragon Fly'




Årets genfundne klassiker:

Witch: 'Witch' – Denne plade er overset langt ud over det rimelige. Essensen af stonerrock kogt ned til en kompakt, forhekset bouillon-terning. 



Den overså jeg i 2013:

Sikkert alt for meget. Fortæl mig det, når vi ses.

Årets DVD/Blu-Ray:

Jeg har kun set Lamb of God-dokumentaren, og den var interessant, men også kedelig, så kategorien udgår i denne omgang...

Årets opsamling/bokssæt:

Den slags beskæftiger jeg mig ikke med.

Årets koncerter:

1. The Psyke Project - Pumpehuset 03-10-2014 – Et mesterligt farvel fra kongerne af dansk hardcore, som takkede af foran et udsolgt Pumpehuset med et intenst floorshow, som i to sæt dækkede hele bandets 15 år lange karriere.

2. Mogwai – Roskilde Festival 04-07-2014 – Mogwai malede uden et ord de mest fantastiske lydbilleder og åbnede Roskildenatten til nye eventyr.

3. Dawn of Demise – Copenhell 15-06-2014 – Dawn of Demise tog fuldstændig røven på mig under årets Copenhell. Jeg dukkede ikke op med forventning om noget som helst, men gik fra koncerten med et smil på læben og hjertet fuldt af dødsmetal uden dikkedarer.

4. Karma To Burn – Loppen 11-09-2014 – Karma To Burn leverede en kæmpe overraskelse på Loppen med et show, hvor publikum blev groovet i stumper og stykker af det ene lækre riff efter det andet. Så fedt kan instrumental hård rock altså være.

5. Metallica – Horsens 03-06-2014 – Kald mig bare en sentimental klovn, men jeg elsker stadig Metallica, og de kan for min skyld udgive så mange elendige og tilbageskuende plader, som de overhovedet har lyst til, så længe de bare dukker op i løbet af sommeren og fyrer op for 80'er-kedlerne og deres forudsigelige show. Metallica-koncerter er som en kæmpestor, fadølsmarineret udflugt med lutter gode venner. 

Årets internationale navn:

Uden tvivl Behemoth, som på grund af retslige kontroverser med den katolske kirke og ikke mindst udsendelsen af en formidabel plade, har været her, der og alle vegne. Behemoth har endelig høstet relativt bred anerkendelse – også uden for metalkredse – for deres velkomponerede og symfonisk brutale blanding af black- og dødsmetal.

Årets danske navn:

Pet the Preacher – For i relativ ubemærkethed at signe med Napalm Records og sende en virkelig velskrevet plade på gaden og derefter turnere rundt i hele Europa på den ene turné efter den anden. Denne powertrio har gode sange på hjerte og er samtidig et habilt liveband, som fortjener langt større opmærksomhed, end de hidtil har fået.

Årets nye internationale navn:

Mantar – Som indtil redaktionsjulefrokosten var mine øren aldeles ubekendt. De tager pladsen i sidste øjeblik med deres seje og sludgede debutplade, som forhåbentlig giver den opmærksomhed, som disse gæve tyskere fortjener.

Årets nye danske navn:

Pet the Preacher

Årets comeback:

At The Gates

Årets optur:

Copenhell, der selv med et halvsløjt program leverede en forbilledligt festlig festival-oplevelse. Opturen bliver kun større af det hold navne, som festivalen for nylig har offentliggjort. Copenhell 2015 bliver stort!   

Årets største skuffelse:

Mastodon, som engang var et af jordens mest innovative orkestre, og som i stedet for at være Mastodon nu forsøger at lyde som Queens of The Stone Age og Alice In Chains. Med pladen 'Once More 'Round the Sun' slår Mastodon det sidste søm i den progressive kiste og helliger sig i stedet muligheden radio-airplay og stadion-koncerter.  

Største ønske for 2015:

En stadion-koncert i Danmark med Metallica i løbet af sommeren, hvor sætlisten kun har rod i 80'ernes materiale. Et ønske, der synes opnåeligt. Måske bortset fra det med sætlisten.