In Flames har for alvor forladt den genre, de selv var med til at definere. Den melodiske dødsmetal stikker stadig hovedet frem fra tid til anden, men grundlæggende er det slut med genren.
Wovenwars andet udspil er bedre end debuten, men døjer grundlæggende med de samme problemer. ’Honor Is Dead’ er for pæn og poleret til trods for en række gode numre.
Selvom italienerne havde medbragt masser af gode numre, formåede Lacuna Coil aldrig helt at spille en rigtig god koncert. Danske Forever Still viste til gengæld flot profil.
Nu metallen er på vej tilbage. Det samme er Korn. Mens genren påbegynder endnu et indtog i musikhistorien, rejser fader-bandet sig fra støvet. Efter mange turbulente år og udgivelser lader det til, at den amerikanske kvintet har genfundet energien og nerven.
Bombastisk lyd, energisk lys- og sceneshow og et fantastisk publikum clashede med Pumpehusets akustik, der ikke viste sig fra sin bedste side.
‘Revolution Radio’ indeholder alt det, man normalt kan forvente af Green Day. Masser af radiovenlig rock, punkrock og poppunk krydret med en masse politiske budskaber. Desværre formår trioen ikke at lyde som meget andet end en kopi af sig selv.
Torsdag aften var Beta reserveret til progressiv metal. Før opvarmningstjensen for Enslaved påbegyndte, havde australske Ne Obliviscaris og amerikanske Oceans of Slumber taget turen til det kolde Danmark, og tak for det.
Giraffe Tongue Orchestra formår at undgå de farligste supergruppe-faldgrupper, men ender samtidig med at udgive en plade, der ikke helt indeholder den vildskab, den opfindsomhed eller de udskejelser, man kunne have håbet på.
Noget af det bedste ved Every Time I Die er, at man stort set ved, hvad man får. Bandet er garant for sprudlende og eksplosive sange. Numrene på ‘Low Teens’ er ingen undtagelse.
Der er løbet meget vand under åen, siden tyske Heaven Shall Burn album-debuterede i 2000. Nu er kvintetten tilbage med et ganske potent udspil.
Thrice er blevet vækket til live igen, og det var en god beslutning.
Jared Gomes aka (Hed)p.e. er tilbage med en plade, der kombinerer den velkendte nu-metal og reggae med overraskende stor succes.
Det ville måske ikke være så slemt, hvis russerne annekterede Jinjer. Om ikke andet ville det sandsynligvis lære disse ukrainere noget om at kende deres besøgstid.
Amerikanske Periphery vender stilsikkert tilbage på deres fjerde udgivelse. En plade, der byder på masser af godt materiale og solide kompositioner.
Twisted Sister gjorde, hvad de skulle. Spillede en flot tysk afskedskoncert og sagde farvel med manér.
Thomas Gabriel Fischer og resten af Triptykon spillede en stærk koncert, der burde behage enhver hardcore-Fischer-fan.
Skønne, karismatiske Tarja kan synge som få, og hun gjorde det fredag aften på Black Stage. Desværre kræver en god koncert mere end en fantastisk vokal.
Caliban formåede ikke at leve op til forventningerne og leverede i stedet en halvkedelig koncert, hvor Headbanger's Stage igen var præget af dårlig lyd.
Som stort set alle andre bands, der spillede på W:E:T Stage eller Headbanger's Stage om fredagen, måtte det amerikanske dødsmetalband The Black Dahlia Murder lide med en utrolig dårlig lyd.
Hvordan passede Therapy? egentlig ind i det samlede lineup for Wacken?
