En snert af autopilot trækker ned i regnskabet på High on Fires ottende opus, der på trods af massive riffs og potente moshere galore kun momentvis tilnærmer sig fordums storhed.

Vi har kigget lidt tilbage i arkiverne for det døende format koncertbilletten. Til ugens Top 5 har vi fundet en bunke mærkværdigheder af den ene og anden slags.

Tre tidligere medlemmer af Dio er gået sammen og har skrevet nyt materiale. Det holder delvist.

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.

Emil Svendsen har været på sommertogt til Sydengland, hvorfra han har uddraget en forstandig lære af Slaget ved Hastings, som hermed gavmildt videregives til alle turnerende metalbands.

De gendannede danske 80'er-metallere Alien Force vakte glæde, da de gæstede årets Metal Magic.

Metal Cross er kommet op i årene, men det var ikke til at mærke, da de spillede en god koncert på Metal Magic, hvor der også var særlige gæster med på scenen.

Krigsguden var en smut i Fredericia til Metal Magic, den første metalfestival, han gad i år.

Krigsguden anbefaler navne til Metal Magic Festival i Fredericia.

Der er ros til Devilutions Roskilde-udsendte skribenter fra Villumsen, der igen sprang urinstøv og fest over og i stedet nød festivalen gennem friske anmeldelser og både fine og skæve Facebook-opslag over den sidste uges tid. Disclaimer: Ananas i egen juice.

Slægt indfriede de høje forventninger og gjorde, hvad landsholdet ikke kunne. Det ene pletskud efter det andet blev sendt afsted i en offensiv nedslagtning af Rising.

Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.

Trods manglen på død og helvede kæmpede fotografen sig igennem endnu en Copenhell. Billederne blev elsket af alt fra Arch Enemy til Steel Panther, og der er minsandten også her, et par hoppebilleder.

Red Warszawa spillede udelukkende covernumre og leverede den fjollede fest, som folk var kommet for. Kønt var det ikke.

Med et nyt album i bagagen vendte Ghost tilbage til Danmark med et show, der emmede af gentagelse, men som ikke desto mindre var veludført og utrolig medrivende.

Copenhells andet uofficielle hovednavn er det, du bliver mest træt af at være gået glip af, når du hører vennerne snakke om det. 

Ozzy Osbourne fik sagt farvel på Copenhell, og dét med æren i behold. En levende legende levede op til sit navn og status.

Det er ikke helt til at sige, hvorfor Mark Tremonti og hans forskellige bands efterhånden er blevet fast inventar på Copenhell. Det virker heller ikke helt, som om publikum rigtigt ved det.

Det hele startede middelmådigt, men endte som en typisk Parkway Drive-koncert. Intenst, velspillet og underholdende.