Manden med Weekendvesten tager for magelig rock med i den mentale bagage, da han drager til forældremøde, og så falder straffen prombte.

Sidste stop før syndefaldet: I 1990 var alt i færd med at ændre sig i og omkring heavy metal. Judas Priest viste, at klassisk metal stadig havde en fremtid – men også hvorfor den ikke var uproblematisk.

Manden med Weekendvesten holder også ferie, og heldigvis for ham er corona ikke et problem, da han naturligvis er en af hjemlandets stolte campister.

I 2008 spillede Iron Maiden som det første store internationale metalband i Colombia for titusindvis af fans. Det førte til kæmpe optøjer, men også til en spillefilm om to drenge, der prøver at komme gennem Bogotá og ind til koncerten. Instruktøren bag ‘La noche de la bestia’ fortæller om vold, metal, guerillafilm og nostalgi.

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.

Onkel Reje er børnenes heavyhelt og befinder sig konstant på grænsen af det acceptable. Devilution har mødt manden bag og fået lov til at bore lidt i kontroverser med kirken, med redaktører, og hvad ‘heavy’ egentlig betyder for ham.

I en smuk blanding af vrangforestillinger og erfaring forsøger fotografen her at give sit bud på, hvordan en stribe gengangerkoncerter ville være spændt af på Copenhell 2020.

Der er en dansk streamingfestival i weekenden, men der er også nye plader fra blandt andet Lamb of God, Cro-Mags og Withering Surface at nyde i sommervarmen i denne uge.

Vi har flere på redaktionen, som har været på Copenhell hvert år, siden det startede. Villumsen er en af dem, og uanset om du har været med en enkelt, flere eller alle gange på festivalen, så kan du nok nikke genkendende til flere ting i hans beskrivelse af Copenhell fra starten til 2019 og årets ærgerlige aflysning.

Fem års tænkepause har ikke givet Lamb of God nye ideer, og bandets 8.plade er velspillet, men komplet kunstnerisk tomgang.

Tysk heavy/black-duos første fuldlængde er en medrivende og charmerende hyldest til horror og hærg, der vækker minder om dengang, da metal var for degenererede og farlige typer. Resultatet er både festligt og b-filmsskummelt.

Manden med Weekendvesten forstår, at folk vil genoplive og genopleve fortiden, men han ville ønske, at Wallop ikke belemrede ham med en klinisk version af deres muntre minder.

Tyrant gjorde sig i sin tid i klassisk heavy metal. Det gør de stadig, nu hvor de er tilbage efter en længere albumpause, og har fået eks-Candlemass-sanger Roberet Lowe med.

Manden med Weekendvesten er ikke helt tilfreds med naboens tolkning af hverken reglerne for godt naboskab eller musiksmag, og med et udvalg af de seneste års New Wave of New Wave of British Heavy Metal i handsken forsøger han at tage kampen op.

Intensiteten var skiftet ud med nervøsitet blandt alle tilstedeværende, fotografer var skiftet ud med videografer. Breaking news: de er langt mere irriterende. Se derfor fotograf Nikolaj Bransholms reportage fra weekendens streamingfestival.

Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.

Manden med Weekendvesten er sulten efter ægte heavy metal, og han er denne gang i selskab med et lige så hungrende pigebarn.

Manden med Weekendvesten er udfordret af kalorierige fristelser og forsøger at slå tilbage på overspisningen. Men Haunt hjælper ham ikke i den ulige kamp.

Manden med Weekendvesten kæmper hårdt og ustoppeligt for et slidt image, mens engelske Skyryder gør kampen til skamme.