Fransk følelsesbad
Livgone kommer vidt omkring i de atmosfæriske sindelag med doomens tunge leje som omdrejningspunkt på 'Almost There' - en lovende debut for den franske trio.
2. Silverstone
3. Hypoesthesia
4. Watching Them Feel
5. Dance So I Can
6. J'y Suis Presque
7. There
Det er en kunst at grave sig igennem en promobakke fyldt med underlige bandnavne med umlaut, alt for meget witch og dead, og den ene selvudnævnte genrebetegnelse efter den anden. Hvordan adskiller du hot fra snot i den jungle af nye skud fra undergrunden, der alle kæmper om din spilletid?
Det er selvfølgelig individuelt fra næse til næse, men for undertegnede er en af de faste buzzwords det finske label Svart Records, hvor fx kunstnere som Shaam Larein, Oranssi Pazuzu, No Spill Blood, Xysma, Hexvessel, Throat, Green Lung og Messa alle har udgivet solide udgivelser de seneste par år. Svart Records er et genrenedbrydende kvalitetsstempel i sig selv, og her fæstner jeg mig særligt ved Messa, der afgjort har den underspillede mystik, den skrøbelige kvindestemme og den eksperimenterende profil til fælles med dette nye, franske foretagende Livgone.
Vi snakker en trio, der blev til under pandemien, og som ikke passer præcist ind i nogen af de karakteristiske genrebokse, der ellers gør budskabet nemmere at formidle videre.
Omvendt er det så også deres styrke, at der hviler en gennemgående tung og inderlig rød tråd på tværs af hele pladen, hvad end vi snakker slæbende doom, ambiens, drømmende dark-metal eller filmiske lydbilleder. Kan de tungere, metaliske afgreninger godt blive for stenet til din smag kan du med andre ord trygt søge andetsteds hen end Livgone.
En kort intro fører os ind i grundtonen på 'Silverstone'. Elise Aranguren lægger tonen i det underspillede vers, inden hun sammen med trommerne og de simpelt huggende riffs bygger stemningen op til de første crescendoer på pladen. Et relativt enkelt, men ikke desto mindre storladent nummer, der hurtigt giver en forsmag på hvad der venter, mens den efterfølgende 'Hypoesthesia' straks går mere ambitiøst til bidet. Ved første lyt i logisk forlængelse af 'Silverstone' med den slæbende tungmetal og de store omkvæd, indtil vi tre minutter inde falder helt ned i gear, hvor Arangurens sagte stemme blot akkompagneres af orgelanslag – så sagte, så du ville kunne høre en nål falde til jorden – inden nummeret rundes af med fem minutters Tangerine Dream-venlige soundscapes.
Modigt, og måske også en kende for overmodigt at lægge så lang en drømmende passage ind så tidligt på pladen – men isoleret set en smuk udvidelse af de musikalske virkemidler Livgone har med i værktøjskassen.
'Watching Them Feel' fortsætter som et dramatisk wake-up call med et overflødighedshorn af lækre detaljer i de instrumentale opbygninger, mens 'Dance So I Can' bevæger sig længere ud i dronende opbygninger ikke ulig finske Mansion, hvor pulsen spiller en stor rolle, for ej at forglemme en lille, valsende intermezzo på halvvejen. Vi hylder modet, der ligeledes gennemsyrer 'J'y Suis Presque', hvor skærende tremolo-toner og Arangurens messende, fransksprogede vokal maner til øjeblikkelig gåsehud under hvad der føles som Jordens undergang, tilpas teatralsk orkestreret. Et åbenlyst højdepunkt, inden fire minutters rumlende noise lukker pladen af og indikerer, at vi nu er 'There'.
Mere får vi så ikke for den 25-øre.
'Almost There' er absolut ikke en plade, der egner sig til enhver sindsstemning. Det er IKKE pladen, du sætter på til en fest.
Snarere er det pladen, du zoner ud til, og som både afkræver din opmærksomhed i sekvenser, mens den i andre giver dig frit rum til at fortabe dig i dagdrømme. En sonisk perle, der egner sig glimrende til at blive spillet højt, men som også kan føles lang i spyttet, når tempoet bliver lidt for dvælende – såsom det tidlige udfald langt ud i lydkosmos i 'Hypoesthesia', blot ti minutter inde i pladen. Omvendt er det en plade, der giver meget, hvis først du giver den tiden til det.
'Almost There' er lige hvad den er – alarmerende underspillet, så undergangen konstant føles nær, men samtidig aldrig helt dér i orkanens øje, og netop derfor føles det så dragende. En stærk intro til en ny trio, der tør træde ad egne veje, og det meste af vejen vinder på det.