Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WOA'13: Langfredag

Populær
Updated
WOA'13: Langfredag
WOA'13: Langfredag

Er fredag på Wacken festivalens længste dag? Der er i hvert fald masser at opleve, og i år blev det under en stegende sol, at bands som Gojira, Ugly Kid Joe og Pretty Maids kunne opleves.

Spillested
Dato
02-08-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

"Rain or shine" er Wacken Open Airs motto, og fredag på årets festival var så afgjort "shine". Uanset alkoholindtag og sovetidspunkt dagen (natten) forinden, så vil de fleste lægge deres "rise and shine" tidligt ind, for når de første solstråler rammer teltet, så bliver varmen ulidelig.

I Devilution-lejren blev der vist holdt stand i teltene til lidt før 8, før alle campingstole om bordet under pavillonerne efterhånden var i brug. Nogle startede dagen med en skive rugbrød med Nutella, andre med vand og nogle ihærdige med en øl, for nu var dåserne jo nærmest svale efter nattens ophold i bilen eller under bilen (på vores campingområde må man parkere bilerne ved teltene).

Ikke alle får set de samme bands, og ikke alle er i lejren samtidig, så de første timer af morgenen gik med snak om bandene dagen før - men sikkert også diverse snak "under bæltestedet". Vi har specielt én fyr i lejren, som let og elegant får snakken derhen. Mon ikke også det var fredag, vi fik historien om "den varme numse"? En Wacken-tradition i lejren.

Lad os så komme i gang

Men man kan jo ikke sidde der hele dagen. Tilsyneladende var jeg en af de eneste, der var klar på lidt morgengymnastik, så jeg smuttede uden følge til BENIGHTED, der spillede med tæskende hurtige trommer, og faktisk gjorde det godt nok, til at de 7-10 minutters gang fra lejren til det store Bullhead City Circus-telt var godt givet ud. Med en dejlig kold øl i hånden gik turen lidt rundt på markedspladsens boder herefter og derefter tilbage til lejren, som ikke syntes at have flyttet synderligt på folk, der dog var kommet i mere muntert humør og virkede mere end klar til GOJIRA. For dem, som havde bandet som favoritter, lød det til, at bandet bestemt ikke skuffede. Jeg havde dog så mange fine minder med stærke Gojira-koncerter, at turen igen gik tilbage til teltscenerne.

NAGLFAR stod på scenen i lædertøj, der må have været en kende varmt i den hede, vi holdt os. De gjorde det godt, men kunne godt have gjort lidt for variationen ved at spille flere af de langsommere og stemningsfulde sange. Så var der vagtskifte i teltet, hvor Daniel tog over for at anmelde DR. LIVING DEAD, som desværre ikke levede helt op til hans forventninger.

En lille lur

Jeg selv havde derimod lidt tid til at prøve at finde føde på Metal Market til en netop indkøbt pladespiller, inden IHSAHN med backingbandet Leprous skulle gøre kur til en noget større scene, end da undertegnede sidst så dem på Wacken. Der var overraskende få - UGLY KID JOE vandt vist dét program-clash. Så var der til gengæld plads til at sidde ned på græsset og nyde den introverte musik fra Ihsahn. Wacken tager sikkerheden alvorligt, så der skal ikke lyde en klage til den vagt, der spurgte, om jeg nu var okay. Jo, jo, jeg har det fint, faldt vist bare lige lidt i søvn. Og det skal i øvrigt ikke ses som en anmeldelse af musikken, det ville være uretfærdigt mod god musik.

Efter showet løb jeg på Signe og Daniel, som jeg fik et par øl med, og vi så, at PRETTY MAIDS havde ret godt styr på sagerne på True Metal Stage. Derefter måtte jeg videre til Black Stage, hvor jeg næppe var helt så hardcore som bandet på scenen, AGNOSTIC FRONT, som jeg nød de første par numre indtagende en omgang nudler. Glæden var stor ved mødet med massiv hardcore, men det ebbede lidt ud i ensformighed undervejs, indtil et cover af Ramones fik alle tilskuere til at synge med til slut.

Andre så SOILWORK imens og gik måske videre til LEGION OF THE DAMNED, SABATON og WHITECHAPEL, eller måske den korte MOTÖRHEAD-koncert, som de fleste nok har hørt, at Lemmy af helbredsmæssige årsager forlod i utide i en ambulance. Selv tankede jeg vist først vand til væskebalancen, da jeg, indrømmet, var ved at være lidt ør af varmen, men så blev det også til flere (lidt for for varme) dåseøl bagefter i lejren og Gajol-shots med en latterligt lav alkoholprocent på 16,4 %. Det gjorde vitterligt ikke andet end at smøre halsen.

Flere fusere

ANVIL! Det var da en fejl, at jeg fik forvildet mig derned og se dem i teltet, men efter at have set dokumentaren er det jo svært ikke at ønske dem det bedste - deriblandt opbakning - men man kan ikke komme udenom, at bandet faktisk er ret ringe. Men jeg skulle alligevel se LEPROUS, så jeg blev hængende og så, at publikum var mere interesserede i teknisk dårlig heavy metal end teknisk ekvilibristisk progressiv metal. Der var dog nok folk, til at det blev en fin koncert.

Efter den koncert kunne man høre DORO  med diverse gæster trække sig igennem det ene covernummer efter det andet. Lejren blev igen valgt, inden det gik til AMORPHIS' fuser af en koncert, der bestemt ikke havde behøvet en akustisk start, som oven i købet i venstre side af scenen fik lyden ødelagt af aktiviteterne på Black Stage samtidig. Bandet fandt elhegnet frem, men det var svært at spille folket op efter den lettere søvndyssende start.

Herefter kunne program være program, og lejren blev fundet til en godnat-øl. Lidt efter kom fotografen væltende i vældigt lune og fyldte sprut på små vandflasker, for nu skulle vi alle ned i baren, som åbenbart ikke kunne skænke hurtigt nok, så man måtte være selvforsynende. Benene var dog trætte efter en lang dag i varmen og adskillige kilometers vandring. Så jeg blev siddende og gik lidt efter i seng. Kun et par stykker blev lokket med, og de kom så endnu mere fornøjede tilbage et par timer efter, men fandt vist hurtigt ro igen efter at have vækket så mange som muligt, og lejren sov atter til ca. 8 næste dag, lørdag.

Her er hvad vi har valgt at anmelde fra fredagens program:

Benighted
Gojira
Naglfar
Dr. Living Dead
Ihsahn
Ugly Kid Joe
Pretty Maids
Mustasch
Agnostic Front
Soilwork
Legion of the Damned
Sabaton
Whitechapel
Motörhead
Anvil
Doro
Leprous
Amorphis



Menu