Kan man som kæmpe Meshuggah-fan også kaste sin kærlighed på … Coldplay? Ja, det kan man, hvis man er Dara Tolbin.

Tro det eller lad være: Han var en skaterboi. Men det er vist også den eneste lighed, der er mellem Michael Vahl og Avril Lavigne. Selvom det naturligvis må antages, at canadieren også har blastet Pantera.

Copenhell tilføjer blandt andet Denial of God til plakaten, fuldender onsdagens program og melder, at der er ved at være udsolgt af firedagesbilletter.

Dørene er slået op for endnu et spektakulært core-år. I samarbejde med Dude Manors ukronede Captain Core, Christian Otte, bringer Devilution et forkromet overblik over, hvilke fem core-bands du især skal kigge efter i 2020.

Dansk rock og metal beviste med få undtagelser, at middelmådighed er det nye sort. Internationalt ser det lidt bedre ud, og sørme om der ikke også er bands, der tør og vil udfordre. Mere provokation og mindre copy/paste i 2020, tak. 

Roskilde Festival gør præcis det, vi for et par dage siden foreslog Copenhell at gøre og booker metal med kvindelige musikere. Lingua Ignota og Svalbard er kommet på plakaten, mens Deftones og Amenra vender tilbage.

De produktive metalcore/numetallere fra Northlane gæster Hotel Cecil, sammen med Polaris, Silent Planet og Void of Vision – og du skal med!

I et årti præget af genre-genkomst, var vi så heldige at opleve en helt ny stilart opstå: djent. Og selvom vi stadig debatterer, om djent er en genre eller ej, blomstrede stilen i de spæde 10’ere, ikke mindst takket være udgivelser som ‘One’.

Der blev lagt stort fra start med Mercyful Fate. Nu følger Copenhell annonceringen op med yderligere 14 navne, der skal spille på Refshaleøen til næste sommer. Festivalen udvides desuden med en ekstra scene til vækstlaget.

Der var næppe nogen der havde forestillet sig, at en underlig genre-hybrid af en debutplade ville sætte så stort et aftryk på musikindustrien og folks accept af metal i den brede bevidsthed.

I næsten tyve år har amerikanske Between the Buried and Me været med til at definere prog-metal-genren. Nu er de på tour med en helt speciel publikumsoplevelse, der afspejler hele karrieren. Vi fangede forsanger Tommy Giles Rogers til en snak om touren, sangskrivning og ’Alaska’.

Du har sikkert en battlevest? Du synes sikkert, den er fed, måske endda lidt federe end de andres? Det er den ikke. Din battlevest er sandsynligvis lige så generisk som endnu en sæson af Gift Ved Første Blik. Vi bringer her 5 stk. ”vest”, der til gengæld kan noget særligt.

Roskilde Festivals officielle musikdage lægger blødt ud med lidt Ulver, med balletdans og Baby in Vain og herefter to spændende post-rock bands. Men husk at få nok fadøl, inden Power Trip og Carpenter Brut river hul i nattehimlen.

Behemoth er det moralske højdepunkt, Phil Anselmo skal bevise, at han stadig kan synge noget af det gamle, The Armed er bare vanvittige, og Cypress Hill lukker ned og er syyyg' i potten midt om natten.

Misery Index byder på slamdance, Bring Me the Horizon skal spille Orange Scene op, og Baest holder folk vågne til langt ud på natten. Fredagen byder på lidt af hvert for den metalglade festivalgænger.

Det bliver festivalens mest imødesete koncert nogensinde, når Tool headliner Copenhell efter 13 års koncertpause. Men torsdagen på festivalen byder også på habil dødsmetal, konfrontatorisk hardcore, dansk doom og lir fra en legendarisk rockguitarist.

Fredagen er den danske metals triumftog, hvor ikke mindre end seks hjemlige orkestre indtager scenerne, og flere af dem har potentiale til at byde på helt store fester. Det samme gør hovednavnet Slipknot, mens Lamb of God skal prøve at leve op til deres legendariske koncert fra 2012.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Sommervejret er på trapperne, og festivalsæsonen sætter snart ind. Derved er det tid til at blande modne frugter og spændstige bær til en dejlig musikalsk frugtsalat, der kan køle lysterne, når varmen rammer.

Hvis man skal liste alle de fantastiske rock- eller metal-udgivelser, der udkom i 1991, så bliver det en meget lang liste. I stedet har vores skribent kastet sig over en plade, der er ekstremt langt fra metallen, men en af de mest genredefinerende udgivelser dét år.