Tyske Kadavar har lagt flere lag på i forvejen udmærket sangskrivning på deres nye hyldest til den tyske hovedstad. Det er endnu engang et spacy og proto-metallisk album af international klasse.
My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.
De californiske doom-metallere er tilbage med en kort, men yderst tilfredstillende udgivelse, der viser stor bredde uden at vige meget fra den oprindelige opskrift.
Det kan nok være, at lysfesten kyndelmisse – eller på engelsk candlemass – normalt ligger i februar. Men til Metal Magic blev det i den grad en lysfest, da Candlemass leverede en af de bedste oplevelser i festivalens historie.
Tyske Atlantean Kodex leverede deres næsten for letfordøjelige doom/power metal med charme og fællessang på Metal Magic.
Doom metal-kometerne Pallbearer havde for dårlig lyd til for alvor at funkle i torsdagsnatten.
Monolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige.
Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig!
Efter 15 års pladetørke vender Goatsnake tilbage med en plade, der ikke alene er et mægtigt comeback for selve bandet, men også for rockriffet i det hele taget.
’The Plague Within’ er Paradise Lost anno 1990 i en moderne version, hvor briterne dyrker deres tunge dødsrødder på en plade, der holder næsten hele vejen.
Lørdag på Doomtown var festlig og velbesøgt, men efter en musikalsk forrygende fredag, var der desværre ikke meget at hidse sig op over i løbet af dagen.
The Order of Israfel leverede en velspillet koncert gennemsyret af kærlighed til inspirationskilderne, men også blottet for personligt særpræg.
Med kolossalt høj lydstyrke forsøgte Conan at kompensere for manglerne i trioens jævnt kedelige musik.
Evil Spirit bød på en kaloriefattig buffet af halvkedelige Black Sabbath-riffs garneret med stænk af fræsende black metal.
Italienske undergrundslegender leverede en solid koncert, der bar præg af den excentriske frontmands vidunderligt derangerede udskejelser.
Eftermiddag, tømmermænd, dårlig lyd, manglende effekter – The Hyle måtte kæmpe sig gennem megen modgang, men kom stærkere ud på den anden side
Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.
Heavy Days in Doom Town lukkede ned med den hidtil mest formfuldendte festival uden mange afstikkere ud i andre genrer end den, det det hele handlede om: Doomen.
De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.
Abysmal Grief tog med deres særlige horror metal publikum med på en rejse til mørket i det hinside, hvor alt gik op i en højere enhed.