Som man nærmest kunne have sagt sig selv, er den 8. studieplade fra koncertaktuelle Yob et obligatorisk must-have for alle med doom i blodet. Det er muligvis ikke bandets bedste plade, men til gengæld er den langt bedre end det meste andet inden for genren.
Anført af Bobby Liebling og Victor Griffin skrev doom-pioneerne Pentagram et lille stykke rockhistorie med i Lille Vega tirsdag aften.
Det var først langt op ad lørdagen at der pingede noget ind på Devilutions radar, og da var det de mere rockede eller eksperimentelle ting.
Lørdagen stod i doom-genrens tegn med tre tunge bands, der bød på et pskykedelisk trip med Dark Buddha Rising, en knap så overbevisende indsats fra Drug Honkey og en sortsindet mindre triumf fra Mournful Congregation.
Ved hjælp af tyngde og et stærkt materiale lykkedes det stort set Electric Wizard at spille den store Arena-scene op - eller ned i kulkælderen - torsdag på Roskilde, og frygten for den store Arena-scenes indvirkning på præstationen blev gjort delvis til skamme.
Chilenske Capilla Ardiente spiller en god omgang doom metal på bandets debut, der på ingen måde lyder sydamerikansk, snarere skandinavisk.
Leif Edlings nye doomprojekt spillede uden bagmanden, men leverede alligevel en mere end godkendt indsats.
Et vellykket nostalgitrip til de glade 90’ere med My Dying Bride blev desværre stoppet før tid.
Det nye album fra death/doom-projektet Doom:VS fra Draconians Johan Ericson har taget Thomas A.G. Jensen fra Saturnus med på gæstevokal, og det valg forstår man hurtigt. Musikken læner sig fornemt op ad Saturnus' meritter.
Lørdagens Heavy Days in Doom Town var præget af sludge og funeral doom og en snak om brevkassen i gamle numre af Metalized.
Der var mathed i kroppen og både en af festivalens bedste og værste koncerter om søndagen på Heavy Days in Doom Town.
Skuffende koncert af de finske funeral doomere Skepticism, der både kæmpede mod træthed blandt festivalpublikummet og med fremførelsen.
Abysmal Grief leverede en stærk koncert, der tog publikum med på en dyster, okkult horrorrejse, hvor der aldrig manglede orgel eller gedigen doom.
Polske Dopelord fyrede den fede med publikum, men sangene manglede en hårdtslående næve, for at man kunne leve sig helt ind i det.
På topprofessionel vis lukkede Windhand Heavy Days in Doom Town med en omgang melodiøs doom, der var så langtrukken og ufarlig, at koncerten virkede tung i røven.
Britiske Witchsorrow trakterede Heavy Days-publikummet med herligt gyngende groove og sumpet fuzzguitar.
Devilutions gæsteskribent kom lidt skævt ind på andendagen, men blev samlet op af Dread Sovereigns charmeoffensiv og væltet bagover af nogle orgelspillende bedemænd fra Italien.
Åbningsdagen på Heavy Days in Doom Town lagde noget svagt ud rent musikalsk, men bød til gengæld på anekdoter og god stemning på et sortklædt Loppen.
Episk doom, twin leads, guitarposeringer... svenske Isole var heldigvis ikke bange for de smukke klichéer, da de åbnede Ungdomshusets store scene om lørdagen på Heavy Days in Doom Town.
Primordial-frontmands sideprojekt løftede sig ikke før til sidst.