Hvis det her er en indikation af, hvordan resten af foråret kommer til at være, skal det hele nok gå: Ud af det blå slipper Gatecreeper en EP, der renser godt ud i dyndet.

Nasum er ikke mere. Men dokumentarfilmen om bandets afsluttende koncert og farvel til den afdøde frontmand Mieszko Talarczyk er et glimrende værk, der sætter sine spor i seerens bevidsthed.

Otte år efter en tragedie brat havde stoppet bandet, besluttede de overlevende medlemmer af Nasum sig for at sætte et ordentligt punktum for historien. En dansk dokumentarfilm om den uigenkaldeligt sidste koncert fortæller den rørende historie.

 'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?

Der er få ting så smukt som den uskrevne regel blandt metallere om altid at samle folk op, når de falder i pitten. Det mener frontmanden fra Tottal Tömming, der er blevet formet af Pantera, Anthrax og Frank Ocean.

Nordmændenes grindcore sparker dig så hårdt i mundtøjet, at selv de aflagte mælketænder hjemme i mors skuffe får ridser. Men fjollerierne trænges mere og mere i baggrunden af alvoren, og det hele gør noget mere ondt.

Angst, social fobi, depression og kulsort galgenhumor på overdrevet arbejderklassedialekt: Tottal Tömming lader det hele fosse ud i en grindcore, der giver dem mulighed for at slippe alle hæmninger. Det er enkel formel, men banalt bliver det aldrig.

Skelsår: Napalm Death vendte grindcore ryggen på deres udskældte gennembrudsplade. Det banede vejen for en konstant udvikling de næste tre årtier.

Grindcoretrio fra Kolkata raser mod korrupte politikere, fanatiske fundamentalister, politiet, racister og nærmest alt andet.

Hvad har Kanye West, Queen og Beatles som fællesnævner? Grindcore, tilsyneladende. I hvert fald på fire virkelig stærke udgivelser og en virkelig slap én.

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Med ’Death Atlas’ fortsættes stimen af perfekte plader, der udvider og afsøger nyt terræn og balancerer på en knivsæg mellem det ekstreme og det vellydende.

"Jeg er glad for, at jeg ikke skal på efter det her." Selv musikerne blandt publikum var imponerede, da Cattle Decapitation i den grad leverede varen i Aalborg. 

Cattle Decapitation var i den grad med til at definere lyden for grindcore og dødsmetal i 10’erne med to fejlfri plader og et budskab om at passe på miljøet.

I asken fra Discordance Axis er No One Knows What the Dead Think opstået. De udfordrer din smag, din musikforståelse og dine øregange.

Med en ellers bragende start virkede det, til at Full Of Hell + The Body torsdag nat ville vise festivalen, hvordan den dybeste cirkel af helvede ser ud. Dog blev det afslutningsvis mere til indersiden af et øvelokale.

Konfrontatorisk, ekstremt, spektakulært, effektivt og aldeles tomt: Roskilde Festival-aktuelle Full of Hell løber med al opmærksomheden, men der er væsentligt mere holdbare ting at komme efter i grindcore for tiden.

Fordærvs grindcore-debut kræver et åbent sind, men så er den også lige så fængende og charmerende, som den er voldsom og primitiv.

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Luk øjnene, Krigsguden anmelder det nye album fra Pissgrave, 'Posthumous Humiliation'.