Der var fyret godt op under forstærkerne, da Zakk Wylde og band indtog den store Black Stage fredag aften, men koncerten kom aldrig helt op at ringe.
Volbeat havde ikke de store visioner med til deres eneste koncert i Europa i år. Og Michael Poulsen var præget af en sjældent set nervøsitet, der lagde en dæmper på danskerens ellers velkendte format.
Lady Beast fra Pittsburgh er udkommet med bandets andet album. Det er desværre ikke en særligt vellykket opfølger.
Der er desværre ikke meget revolution over Gus G’s andet soloalbum. Det er alt sammen meget godt, men der mangler lige lidt krydderi i form af bedre sange, der kunne gøre det rigtigt godt.
Max Cavalera overlod initiativet til sine sønner og Marc Rizzo, mens han selv tog en rolig dag på kontoret.
Efter at Lamb of God og Randy Blythe slap med skrækken og en frifindelse fra en drabsanklage, har fans ventet spændt på et nyt album. Det er her nu, men har det været ventetiden værd?
Normalt burde det være en fiasko at have gået i pigeskole i over 30 år. Men det gælder ikke for medlemmerne i Girlschool. Her er der ikke tale om, at man er dumpet – man har bare ikke haft lyst til at afslutte.
Den britiske “hard working man” Steve Grimmet viste, at en engelsk gentleman ikke lægger sig ned for små slag og dagligdagens fortrædeligheder.
Gamle Outrage fra Tyskland overraskede Fredericia med en fin omgang euro-thrash.
Fossilerne gjorde det godt, trods stor konkurrence på Roskilde Festival fredag nat.
i den forgange weekend drog en delegation fra Devilution til Odense for at se nærmere på Tinderbox-festivalen. Helt kloge på den blev vi aldrig, men vi kunne dog observere disse fem punkter, hvor Tinderbox adskilte sig fra den gammelkendte Roskilde Festival.
Faith No More forførte Fyn med en syret sætliste og en forrygende koncert, der var den amerikanske gruppes store fortid værdig.
Sidste dag på Copenhell blev en fattig omgang for ondskaben, men til gengæld steg rocken sammen med en fransk kæmpe op til overfladen, inden en gammel, velkendt polsk hævi-maskine satte et eftertrykkeligt og pøllet punktum som moralske sejrherrer for i år.
Devilutions hårdtprøvede korrekturlæser har på heroisk vis kæmpet sig igennem endnu en Copenhellkorrektur. Mellem kommaretning, syntaksændringer og vånden sig over tekniske problemer har han også haft tid til at finde de fem bedste citater fra Devilutions Copenhell-dækning.
De virker ukuelige, de gamle drenge i Suicidal Tendencies. Men en kurs mod lidt mere musik og lidt mindre fest havde løftet koncerten.
En tredages festivals andendag er altid hård, når der er lagt ud med et brag, og der måske stadig holdes lidt igen. For den sidste dag skal der jo for alvor gives gas, men lidt efter lidt kører det hele, som det plejer, i den velsmurte helvedesmaskine.
Efter to årtier var Body Count tilbage i Danmark. Koncerten var ingen åbenbaring, men Ice-T og slænget sørgede alligevel for et af de shows, der vil stå fast i Copenhells kollektive hukommelse.
Metallens transkønnede heltinde strålede af sejr over sindets dæmoner. Mina Caputo og Life of Agony spillede med sublimt overskud det meste af deres suveræne debutplade 'River Runs Red', men vokalen var gennemgående for lav.
Pretty Maids leverede den vare, som de er kendt for, men det var måske ikke helt det rette til Copenhells publikum.
Ved deres første besøg på dansk grund viste Primordial, at de er hele hypen værd.
