Alle Copenhell-gæster opfordres til at se Candlemass. Deres show på svensk grund var fængende, dystert og veludført – en oplevelse, ingen metalelsker må snyde sig selv for.
Under Scorpions' næsten to timer lange sæt spillede Thyrfing på festivalens mindste scene, hvor den hårde kerne af publikummer valgte at samles.
Sol, øl og Clutch er en god blanding. Havde resten af bandet dog været halvt så udadvendte som bandets sanger, den fødte performer, kunne koncerten for alvor have været en fest.
En sjælden gang opstår der magiske koncertøjeblikke på festivaler. På årets Sweden Rock var Venom med Cronos i front en af dem.
På trods af hæmmende sceneforhold leverede Apocalyptica en ihærdig indsats på Sweden Rock Festivals hovedscene i forbindelse med udgivelsen af en re-mastereret udgave af deres debutalbum.
Endelig har Myrkur fundet fodfæstet. På Sweden Rock Festival beviste danskeren, at hun er klar til at være den førende frontfigur for nutidens skandinaviske musikscene.
Succes! For en sjælden gang skyld lykkedes det at koordinere samarbejdet mellem fotograf (ental) og journalist (ental). Dette betyder at årets fotoreportage fra Sweden Rock Festival primært består af svenskere plus det løse.
Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.
Lørdagen havde det tyndeste program i mange år, og det prægede dagen, der i stedet blev brugt på enkelte højdepunkter og en god del alkohol.
Fredagen præges af regnvejr og lejrstemning samt en håndfuld stærke koncertoplevelser leveret af Glenn Hughes, The Temperance Movement og Foreigner, inden alt kulminerer i kæberaslere fra The Hellacopters og Twisted Sister.
Torsdagen var lang, og meget skulle ses. Nye bands, The Struts og Skallbank, overraskede positivt, mens Slayer skuffede og Megadeth overraskede positivt, og Graveyard sammen med King Diamond satte standarden for en god festivalkoncert.
Onsdagen er som så ofte før ankomstdag, hvor det mest handler om at falde over teltpløkker, drikke for hurtigt og se aftenens sene koncerter. Således også i år.
Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.
I foromtalerne skrev vi, at The Struts ikke var noget dårligt valg som opvarmning for The Rolling Stones for blot to år siden. Det var en underdrivelse af de større. Et mere charmerende band er sjældent set.
Det sidder i maven længe efter. Visheden om at have oplevet et musikhistorisk øjeblik, der mejsler sig ind i hukommelsen i lyd og billeder.
Kulissen var imponerende, og på Lemmy Stage opførtes en medrivende forestilling med blandede godter fra Mercyful Fate-tiden og slutteligt hele 'Abigail'. Mesterligt!
Så er der fuld skrald på 80’erne i klassisk Sweden Rock-ånd,. En simpel og virkningsfuld form, når plakaten skal fyldes ud: Det skal enten være (eller lyde som) Def Leppard eller Black Sabbath, og bandene skal gerne have toppet for cirka 25 år siden.
Her har vi nogle af de gamle drenge og piger, der har været på scenen i over fire årtier. De har hver især haft deres gode og dårlige perioder, og en koncert kan svinge fra det helt sublime til at bære vidnesbyrd om, at de skulle være stoppet, mens legen var god.
Et par definitive forbiere findes i de rester af kæmpenavne, der stivnakket fortsætter uden legendariske frontmænd eller finder sammen i et underligt miskmask af gamle og nye bandmedlemmer med overvægt af de sidste.
Næstefter Tyskland er Sverige det mest oplagte sted at høre power metal, og Sweden Rock har til lejligheden samlet en god portion bands, som enten bør opleves eller undgås.