Det er vildt moderne med læringspunkter, lessons learned, feedback – kært barn har mange navne i bullshit bingo-spillets uendelige ordforråd. Men der er faktisk noget om snakken. For hvordan bliver vi bedre, hvis ikke vi tør kigge tilbage og tage ved lære af fortiden?
Copenhell anno 2025 var defineret af flipsidens overflod; alt for mange ligegyldige bands, der gav forventeligt ligegyldige koncerter, men ikke alt var helt af helvede til! Rob Dukes var tilbage i Exodus.
Fredagen var fyldt med fede festivalkoncerter, og kun få uheldige af slagsen smed lidt malurt i det, der måske var den bedste dag på Refshaleøen i 2025.
Når man kun har 20 minutter, så gælder det om at være effektiv. Det var Woes i den grad på Boneyard, da de i stegende hede serverede hardcore på Refshaleøen.
Rocken er ikke død. Ashes of Billy viste torsdag aften på Copenhell, at der stadig er liv i genren, og at der er håb for fremtiden!
Myrkur sørgede for genremæssig diversitet på Copenhell i år, da hun sammen med koret fra Fredensborg Slotskirke gav en god koncert på Hades.
En hel times ventetid for at høre et covernummer var for meget til, at Alien Ant Farm reelt kunne gøre sig fortjent til en plads på Hades-scenen på dette års Copenhell.
Masser af teater, doom-musik og en dramatisk fortælling på Gehenna da amerikanske Castle Rat gav en opvisning i deres helt egen rotte-fantasi-verden.
Anaal Nathrakh gjorde alt hvad de kunne med den tid, de, trods alt, fik på Copenhell i 2025 og leverede et brag af en koncert på Pandæmonium lørdag aften!
Julie Christmas skruede ned for dramaet og op for den musikalske dynamik i en af de senaftens-seancer, der var som skabt til Gehenna-scenens intime rammer.
Jeg er som oftest ikke at finde i anmelderhæren alle dage på Copenhell, men lørdag tog jeg en fuld dag, der endte med en masse musik, alt for mange skridt, for få øl og en masse rod med at finde nogen som helst.
Copenhells andendag var varm, støvet og forblæst. Det satte sit præg på festivalen, der tydeligvis så godt ud i solskin, men hostede lidt af støv, der forhåbentlig ikke var af urintilsnit.
Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.