Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.
And Saxon played on, og NWOBHM’erne beviste, at de gør sig bedst på større festivalscener.
Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.
”Fuck you! And then some!” Overkills musik er lige så voldsom som deres attitude. I 60 minutter tæskede de hørelsen gul og blå med en af de bedste thrash-koncerter i Copenhells historie.
Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.
For første gang i Copenhells historie bød festivalen på et ekslusivt indslag i selskab med Invocator, der skrev sig ind i historien med en sublim koncert.
Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.
De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.
Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.
Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.
Med deres definitivt sidste koncert på dansk jord viste The Dillinger Escape Plan, hvorfor det er en god idé at stoppe, mens legen er god og voldsom.
Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.
Man skal aldrig stole på en junkie. Heller ikke på Al Jourgensen, men så kan man lade sig positivt overraske over, hvor solidt et show han kan lave med Ministry.
Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.
Der blev knyttet næver og råbt protester og paroler, da Prophets of Rage indtog Helviti-scenen tidligt torsdag aften. Men revolutionen udeblev.
Da Copenhell igen i år er vokset i størrelse, vil der være formentlig være en del beton-debutanter blandt billetkøberne. Til disse er her en guide over fem klassiske typer, man kan finde og/eller optræde som, hvis man ønsker at blande sig med mængden og ikke stikke ud.
Mads Mølbæk er autodidakt bassist, gymnasielærer og med i Seven Thorns, som åbner fredagen på Copenhell i år.
Der findes næppe nogen mere oplagt måde at slutte tre dages metalfest af med end Slayer. Men inden det når så vidt, er der både fællessang til Europe, prog, black og en række spændende bands, som vi guider dig til.
Andendagen på Copenhell står i metalfornyelsens navn med Five Finger Death Punch, Alter Bridge og The Dillinger Escape Plans sidste koncert på dansk jord. Men festivalen har også fundet et par solide kultnavne frem.
Der er lagt op til lange shorts, når tre fjerdedele af Rage Against the Machine og et gendannet System of a Down tegner torsdagen på Copenhell. De fik endagsbilletterne udsolgt, men der er masser af andet at komme efter på festivalens førstedag.
Ugens top 5
Der findes sange, hvor komponisten ikke er bevidst om, at resultatet er heavy metal. Men sangen selv ved det godt – ja, den kan slet ikke undslippe sin tunge, metalliske sjæl. Vi giver dig fem af de store, og du kommer selv i tanke om flere.
Læs mere
