Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.

Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.

Frank Carter havde som altid krudt i røven på Copenhells andendag. Traditionen tro stod den på solide circlepits og hyppig interaktion mellem Carter og publikum, men uden et helt stort forløsende vredesudbrud.

The Interbeing vækkede det søvnige Copenhell-publikum, selvom de selv virkede lidt trætte.

Architects indtager ufrivilligt pladsen som bandet, der spillede årets korteste koncert. Fem numre blev det til, inden englændernes koncert blev ødelagt af regnen.

Every Time I Die var langt fra det velkendte høje niveau. Den amerikanske kvintet var i voldsom grad stækket af forsanger Keith Buckleys fravær og generelle lyd-problemer.

And Saxon played on, og NWOBHM’erne beviste, at de gør sig bedst på større festivalscener.

Slayer var årets sidste band på Copenhells hovedscene. Med god grund! Thrashikonerne knuste festivalens øvrige navne i suveræn stil.

”Fuck you! And then some!” Overkills musik er lige så voldsom som deres attitude. I 60 minutter tæskede de hørelsen gul og blå med en af de bedste thrash-koncerter i Copenhells historie.

Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.

For første gang i Copenhells historie bød festivalen på et ekslusivt indslag i selskab med Invocator, der skrev sig ind i historien med en sublim koncert.

Med uoriginal musik og et medrivende show fik Baest brudt Copenhells regnforbandelse tidligt lørdag eftermiddag, hvor de lokkede solen frem og lavede festivalens måske største wall of death.

De svenske doom-statsmænd gav en klassepræstation fredag på Copenhell, hvor de viste, at doom metal sagtens kan skabe en fest.

Der havde været usikkerhed om Five Finger Death Punch i dagene op til Copenhell, men fredag aften kvaste de alle bekymringer og gav et brag af en koncert.

Amerikanske Alter Bridge kom aldrig ud over scenekanten og gav en kedelig og anonym koncert på Copenhell. De blev kun lige reddet af de to ekstranumre.

Med deres definitivt sidste koncert på dansk jord viste The Dillinger Escape Plan, hvorfor det er en god idé at stoppe, mens legen er god og voldsom.

Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.

Man skal aldrig stole på en junkie. Heller ikke på Al Jourgensen, men så kan man lade sig positivt overraske over, hvor solidt et show han kan lave med Ministry.

Indholdet, rammerne og publikum var der. Alligevel toppede System of a Down kun få steder i deres halvanden time lange koncert, der mest af alt var præget af for meget rutine, der virkede som en spændetrøje for bandet.