Copenhell 25: Guide til torsdagen
Copenhells andendag giver rigeligt med chancer for at hygge med en bajer, men også for at blive badet i ondskab eller være en smule pissevred.
Her er, hvad du kan opleve på Copenhell i dag.
Bastardane
12.30, Hades
Lad dig ikke narre – de her bastarder er ikke opvokset i den jyske muld, men derimod i Savannah, Georgia, hvor denne unge trio over de sidste fem år har udviklet sit eget take på 90’ernes stoner/groove-metal-scene. Fuzzy spader, vrængende og forvrængede stemmer og hårde tæsk bag tønderne, lige som den slags skal skæres.
Mon ikke forældrene har et par Corrosion of Conformity-plader stående, der har hjulpet afkommet på rette livsbane og ud på de støvede landeveje og sprede budskabet om den fede, riff-heavy stoner-stil? Det kan trommeslager Castor Hetfield i hvert fald ikke løbe fra – mon ikke det efternavn ringer en klokke?
Under alle omstændigheder et interessant bekendtskab, som nok skal kunne få ‘Hell-støvet i omdrejninger på Refshalen.
Skarnet
12.30, Pandæmonium
2024 var et godt år for danske Skarnet. Vi fik deres andet fuldlængdealbum, ‘Fængslet i det fri’, og bandet spillede på Jailbreak. Nu er der blevet levellet op, og det danske band melder sig klar til storebroderen – Copenhell.
Hvad kan vi så forvente? Skarnet serverer melodisk hardrock med et hint af heavy, masser af patos og rig mulighed for at skrige med på deres kompositioner. Et perfekt match til Copenhell, hvor vi uden tvivl får chancen for at synge med på numre som ‘Smertedyr’, ‘Provinszombie’, ‘Ind i skyggen’ og den bastunge ‘Mælkebøttebarn’ fra bandets 2020-debut, ‘Vinger til salg’.
Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse
Heave Blood & Die
13.00, Gehenna
Norges egne Heave Blood & Die fra Tromsø spiller en slags post-rocket sludge. Tænk noget med tyngde og forvrænget bas, men med et antrit i lettere flugt og med guitarer, der i højere grad trækker en op i nikke-nakke-tilstand end ned i mørket, hvor vi alle skal dø. Herligt.
Læs seneste koncertanmeldelse her
The Sword
13.30, Helviti
Hvis ikke du fik billet til Black Sabbath på Villa Park i juli måned, så kan stoner-bandet fra Virginia, The Sword, måske bruges som en erstatning i et svagt øjeblik. Amerikanerne er i hvert fald vældigt inspirerede af Sabbaths doom-lyd.
The Sword har ikke været i Danmark siden en koncert på Lille Vega tilbage i 2015, så det er ved at være på tide. Det samme kan siges om en ny plade. De har ikke udgivet en fuldlængde siden ‘Used Future’ fra 2018. Måske de har ny musik med. Sidste år droppede de singlen ‘Locomotive Breath’, der er et cover af Jethro Tull. Fans kan håbe, det betyder, at kreativiten igen er blevet sparket i gang og der kommer ny musik med på Copenhell. Indtil videre har vi dog ikke set noget til nye toner.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste interview her
Syracusæ
14.30, Gehenna
Har Colombia nogensinde været repræsenteret på Copenhells verdenskort?
Vi er lidt i tvivl, men det er nu ikke den eneste årsag til, at Syracusæ er en spændende booking at trække op af hatten. Altså, udover glæden ved at se et æ i ikke-danske kunstnernavne, ik'!
Det er nu heller ikke just metal, Colombia er mest kendt for, men når det er sagt, så leverer denne Bogota-kvintet nu et friskt take på den aktuelle, progressive døds-bølge, hvor djentens tekniske sider på glimrende vis danner modvægt til de mere storladne omkvæd.
Et ambitiøst foretagende, der aldrig før har besøgt disse breddegrader, men som fortjener opmærksomheden – og den får de så i dag!
HARDY
14.45, Hades
Kan du lide ting som moderne, sommetider autotunet country, bonderøvsattitude, pickup-trucks og freedom fries? Bliver din nakke gerne lidt ekstra solbrændt om sommeren? Ved du, hvad ordet dørtræk dækker over? Kan du lide røde kasketter, men det er Fred Durst-versionen, ikke MAGA-hatten, du vælger?
Så kan det være, at Hardy er noget for dig. Amerikaneren smider nu-metal og rock i sin countrymusik, så alle nakker må rødme.
EYES X SYL
15.00, Pandæmonium
Faste læsere af dette magasin kender nok lidt til både EYES OG SYL, som vi har skrevet en del om. Begge bands er fra København, og begge bands er del af den nyere bølge af (post-)hardcore, hvor der eksperimenteres med formen, og hvor det er vigtigere at have noget på hjerte end at slås foran scenen. Men det er stadig vigtigt at slås foran scenen. Og der vil også blive slåsset på scenen, hvor de to bands battler hinanden ét nummer ad gangen.
Læs alt om Syl her
Læs seneste anmeldelse af Syl her
Læs alt om Eyes her
Læs seneste anmeldelse af Eyes her
Bullet for My Valentine
16.00, Helviti
...Your tears don't fall, they crash around me
I år kan walesiske Bullet for My Valentine fejre 20-års jubilæum for debutpladen ‘The Poison’. Så kan vi andre samtidig føle os pænt gamle. Heldigvis har Copenhell kuren klar, når bandet, der engang gik under navnet Jeff Killed John og spillede Metallica-covers, gæster festivalen – og det sandsynligvis med fokus på den førnævnte plade. Det er trods alt under den præmis, at Bullet for My Valentine har turneret rundt den seneste tid.
Det er også ved at være nogle år siden, vi sidst så dem på Copenhell. I 2018 gav bandet en noget intetsigende opvisning på Hades, som de fleste nok har glemt for længst. Siden da er det blevet til endnu en plade i form af bandets selvbetitlede, syvende udgivelse. Den plade kan man sige mange ting om, og det er ikke nødvendigvis positivt, så det ville da være sjovt med et fokus på debutpladen?
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Commie Cowboys
16.00, Boneyard
Med rødder i Ungdomshuset har Commie Cowboys godt styr på deres punk-credentials. Og når de så oven i købet tager musikalsk udspring i firserhardcore og Mötörheads fuckfingermetal, så tænker vi, at det nok skal blive hurtigt.
Danefae
16.15, Gehenna
Vinderne af dette års Wacken Metal Battle er som sådan ikke mega-metalliske, selv om der da er tyngde i de forholdsvist mangebestrengede guitar- og bas-instrumenter, der nær-djenter, progger og tæller taktarter sammen med trommerne. Der er også himmelske vokaler inspireret af den nordiske arv og storladen stemning. Danefae er ikke lige sådan at sætte i bås, og det er et af deres stærkeste kort.
Gloryhammer
17.15, Hades
"Ølfest og store omkvæd" lød overskriften, da Gloryhammer sidst gæstede Copenhell i 2022. Resultatet vil nok være nogenlunde det samme, når den symfoniske power metal rammer i dag. Det skotske band er grundlagt af Christopher Bowes fra Alestorm, og i Gloryhammer er fantasien i tekstuniverset også stor, for her spiller hvert bandmedlem en rolle i en intergalaktisk odyssé. Med ord som "fight", "glory", "warrior", "unicorn" og "galaxy" bindes teksterne tematisk sammen til historier om at herske over galaksens vidder.
Musikalsk set leverer Gloryhammer symfonisk power metal med keyboards og synths, der til tider minder om 8-bit musik fra gamle computerspil. Ofte er det uptempo, og uanset hvad altid catchy, med melodier der går lige i hjernen med de episke momenter og de mange hooks.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Walls of Jericho
17.30, Pandæmonium
Vi har kaldt dem numetalcore og givet dem alt fra 1 til 4 kasser i disse spalter, men uanset hvad, så er Detroitbandet noget for dig, hvis du kan lide at køre den ind med råberi og guitar. Og, siden det nu er Copenhell, så er chancerne ret gode for netop det. Vores anmelder skrev: “Det er tungt, det er klinisk, det er vredt – men skide i bukserne af overraskelse, det kommer lytteren næppe til.” Du kan altså se frem til at moshe med utilsølede bukser. Ikke dårligt.
Læs alt om bandet her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Sewer Haul
18.00, Boneyard
Grindcore-snaren, der ringer, så den skærer igennem muren af guitar. Den deler vandene. Mange Metallica-fans kender og hader den som ‘St. Anger’-lilletromme-lyden (og ja, det er afgjort, og ja, Lars Ulrich havde ret i, at den var en god ide) og selv om Lars Ulrich er dansker, så bør den bedste, danske brug af denne lyd tilskrives denne aarhusianske duo, som med den syv minutter og seks numre lange ‘Emetic Fluid Transaction’ viste os, at ulækkert er lækkert. Det bliver røvfedt at høre dem på Boneyard.
Conan
18.30, Gehenna
Ynder du din doom i den fuzzy, massive ende, hvor hvert et anslag føles som et slag i mellemgulvet? Så er du sikkert glad for, at Conan er at finde på årets Copenhell-program – eller også bliver du det!
Den britiske doomtrio har holdt sig tro til den buldrende, nedtunede stil uden større omsvøb, bedst eksemplificeret på 2014's ‘Blood Eagle’, og har en tradition for at spille så højt, så nogen må søge i ly for ikke at blive helt opslugt af deres minimalistiske hulemandsdoom. Conan overkomplicerer bestemt ikke, men til gengæld er en Conan-koncert ikke sådan en, du lige glemmer – så mon ikke vi får en oplevelse af de helt særlige, når Copenhell i dag står for tur?
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
The Cult
18.30, Helviti
Sidst vi så The Cult var på Roskilde Festival i 2012, men faktisk var briterne i Danmark så sent som i 2024, hvor de spillede på Smukfest. The Cult er lige så ikoniske, som deres navn måtte antyde, og de har været garanter for rockmusik med såvel gotiske som psykedeliske undertoner i årtier.
Er man til den alternative rock, så er der ingen vej udenom Ian Astbury, Billy Duffy og resten af The Cult.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Exodus
19.45, Pandæmonium
Thrash fra den pureste kilde, der er. Exodus var i den grad med til at forme den genre i Bay Area, der i firserne og halvfemserne tog verden med storm. Det her er bandet, der udgav ‘Bonded By Blood’ og blev set som et af de helt store navne. De blev også store. I og omkring San Francisco, men hvor deres venner i Metallica, Slayer og Megadeth også blev kæmpestore internationalt, fik Exodus aldrig helt samme springbræt.
Ikke desto mindre står de her stadig. De har også allerede stået på Copenhell to gange tidligere. Første gang var i 2015, og de kiggede forbi igen tre år senere i 2018, hvor de spillede på Helvíti. Derefter har de kun været i Danmark en enkelt gang, da de var i Amager Bio i februar 2020 lige inden pandemien.
Det bliver en fornøjelse at have dem på Copenhell igen, hvor Steve Souza, Gary Holt, Tom Hunting og resten af bandet kan fejre sig selv og den genre, de var med til at skabe tilbage i starten af firserne.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Mnemic
20.15, Hades
Genopstanden fra de døde er Mnemic igen at finde på de skrå brædder. Efter 19 års fravær gjorde de comeback i august måned 2024, hvor de spillede i Finland, og her i september måned har de så spillet koncert igen i Danmark, da de var med på Copenhagen Metal Fest.
Det er det originale line-up, og vi fik en snak med bandet tilbage i februar måned, hvor de forklarede hvorfor og hvorfor nu. Cirkushestene havde fået færten af savsmuld, og så var det ud over stepperne. En SMS fra guitarist Mircea Eftemie til trommeslager Brian Rasmussen, og de spæde skridt blev taget. Det bringer dem så til Copenhell i aften, hvor vi med overvejende sandsynlighed bliver trakteret med klassikere fra ‘The Audio Injected Soul’. Om der også kommer ny musik vil vise sig. Som minimum kan vi være sikre på, at de to første plader bliver fejret med de bandmedlemmer, der satte Mnemic på landkortet i første omgang!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Læs seneste interview her
Ashes of Billy
20.45, Gehenna
&list=RDF9XvwpCfH2g&start_radio=1&pp=ygUNYXNoZXMgb2YgYmlseaAHAQ%3D%3D">
Den danske grunge/hardrock-trio har velfortjent været på alles læber de senere år – og nu kommer det unge band så på Copenhell. Det er noget af en bedrift, men ganske fortjent. Bandet bærer præg af den ungdommelige lyst til at spille, og har samtidigt kompetencerne. Det er pt. "kun" blevet til to EP’er fra det unge band, ‘The Right Place’ (2023) og sidste års ‘Obscene’, så mon ikke trioen har lidt nyt med til os?
The Prodigy
22.00, Helviti
Uanset om du har fulgt dem siden deres ravede start med ‘Charly’ og den Max Romeo-samplende ‘Out of Space’, om du røg med på den politisk ladede ‘Music for a Jilted Generation’ eller på monsteralbummet ‘The Fat of the Land’, så er det de færreste, der ikke har et forhold til Essex-gruppen, der ubesværet formåede at forene ravekulturens opspeedede breakbeats og euforiske stabs med punkens og rockens fræsende energi og fuck dig-attitude. Forvent et monstrøst rave, masser af hits og en rørende hyldest til gruppens afdøde danser/vokalist/indpisker Keith Flint.
Vi spår, at det bliver et rigtig godt show.
Abbath
23.15, Pandæmonium
Der er dømt krabbedans, ligsminke, seje rustninger og klassiske black-dyder, når Abbath indtager Copenhell med et arsenal af sange fra storhedstiden i Immortal. Abbath var en central skikkelse i miljøet, der fostrede den norske andenbølge, så det er altså en den sorte genres mørke fyrster, vi får at se under ulven.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Wiegedood
23.00, Gehenna
Fjerde gang var lykkens gang for Wiegedood – omend der ikke just er megen lykke og mange happy days at finde på belgiernes seneste bedrift fra 2022, ‘There’s Always Blood at the End of the Road’. Tværtimod snakker vi black metal af den misantropiske skole, med masser af eksperimenterende nuancer og twists, strubesang og flænsende høje tempi.
Ikke mindst i åbneren ‘FN SCAR 16’, der efterhånden har opnået kultstatus, men Wiegedood er meget mere end en one-trick pony, og de mestrer også kunsten at formidle de sorte toner til det dedikerede black-publikum, hvor vi senest har haft glæde af dem både til Pest Fest i 2022 og A Colossal Weekend i foråret 24.
Er du klar på en kollektiv black-hypnose på Refshaleøen, så er Wiegedood dit kald!
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her
Lorna Shore
23.30, Hades
Bedre sent end aldrig som man siger!
Endelig får vi deathcore-kometen til Copenhell! Fire gange har bandet tidligere besøgt Danmark, hvor vi har fået alt fra dårlige til eksemplarisk gode koncertoplevelser. Senest i Amager Bio, hvor kvintetten spillede en stærk koncert – det bedste af gruppens besøg i Danmark.
2024-udgaven af New Jersey-bandet er, hvis ikke den stærkeste, så den mest succesfulde version, der endnu har eksisteret. Det er gruppens fjerde fuldlængdeudgivelse et klart bevis på. ‘Pain Remains’ (2022) er en moderne klassiker inden for deathcore, der har gjort sit for at skubbe til definitionerne af genren og skabe en større fanbase.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her