Jeg er som oftest ikke at finde i anmelderhæren alle dage på Copenhell, men lørdag tog jeg en fuld dag, der endte med en masse musik, alt for mange skridt, for få øl og en masse rod med at finde nogen som helst.
Copenhells andendag var varm, støvet og forblæst. Det satte sit præg på festivalen, der tydeligvis så godt ud i solskin, men hostede lidt af støv, der forhåbentlig ikke var af urintilsnit.
Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene
Gabestok havde fået en rigtig fin, programmæssig placering på Gehenna omkring kl. 20 lørdag aften, og med sig havde de taget vennerne fra Mayhem.
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Dirty Honey bragte absolut intet nyt til bordet og lever tydeligvis i et parallelunivers, hvor Los Angeles er et utvetydigt kvalitetsstempel i sig selv.
Gåte henførte os midlertidigt til anden tid og rum med sin episke folk, der både emmede af mørke og tyngde – en fantastisk booking inden for den mangelfuldt repræsenterede folkgenre!
De unge gutter i Sarcator leverede en sprudlende blanding af black og thrash-metal
Fredagen blev skudt i gang af fire herlige gutter fra Australien, der leverede 45 minutters svedig bluesrock.
Battlesnake var et charmerende indslag på festivalens første dag, men i sidste ende var det ikke nok til at skjule bandets middelmådige metal.
God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen.
46 år inde i karrieren slog Exodus hårdt fast på Pandæmonium, at amerikanerne stadig er på toppen blandt thrash-metallens første generation af bands.
Dansk metals ustoppelige bæst knuste al konkurrence med en hæsblæsende koncert fredag midnat på Pandæmonium.
De danske rockveteraner The Sandmen havde fokus på deres nye sange, og fravalgte flere oplagte klassikere. Men bandet spillede rigtig godt, og stillede op med respektindgydende mod og integritet.
Vi fik invitationen allerede i 2024, og siden da har du teaset med din næste fødselsdag – og hvor har vi da glædet os, men din fejring er altså blevet lidt krævende med årene …
Amerikanske Yosemite in Blacks hippie hardcore havde en god groove-energi, men uden at bandet fik sat det afgørende stød ind.
Med vild basset tyngde, attitude og energi smadrede Guilt Trip sig gennem sin koncert på Gehenna
Kærligheden til 80’erne fungerede som drivkraft, da Nestor efter tidligere aflysning endelig ramte Copenhell.
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.