Efter Metallica onsdag aften, var det faktisk de endnu ældre hovednavne, der dominerede torsdagen, men der var også tung lyd fra fremtidens musik!
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell.
Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.
Veteranerne fra Agnostic Front levede op til forventningerne på Copenhell.
The Raven Age har flittigt gæstet Danmark. Den store fanskare er det dog ikke blevet til af den grund. Forståeligt nok. Briterne leverede nok engang 45 minutters middelmådigt metalcore på Copenhell.
Ukuelige Artillery åbende hovedscenen på festivalens fjerde og varmeste dag. Det er en svær scene at spille op, men med en times forrygende thrash-koncert lykkedes opgaven for de danske veteraner.
Det er en stor mundfuld fredag nat på Hades. Men Bersærk gjorde det og skabte den seje oplevelse til sent ud på natten.
Angstskríg tog livtag med Pandæmonium onsdag eftermiddag
Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.
Som en dæmonisk udgave af Mötorhead fræsede Midnight sig igennem 45 minutters overbevisende blackend heavy motherfuckin' rockin' metal.
Vola spillede en flot og overbevisende koncert på Copenhells førstedag.
Canadiske Deadly Apples åbnede tidligt torsdagen med en koncert, der startede uheldigt foran røv og nøgler, men endte trods alt som en fin start på dagen.
Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.
Syv korte numre fordelt på 50 minutters koncert. Det burde ikke være muligt. Men Suicidal Tendencies ævlede Copenhells publikum ihjel under det, der skulle have været det store åbningsbrag på Helviti.
Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.
Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.
Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.
Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.
Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.