Elendig lyd og sløjt fremmøde satte fra starten Tesseracts djent ud af kurs. Først efter en halv time blev der rettet ind, og briterne forlod i sidste ende scenen med æren i behold.

Terror havde publikum i deres hule hånd fra start til slut, da de holdt en rendyrket og dedikeret hardcore-fest med groovy riffs, breakdowns, fællessang og moshpit, så solen dansede på himlen.

De orange nisser høvlede igennem og susede over land og rige med en tung, fuzzet støvsky bag sig, der berigede Pandæmonium med klassisk stoner. Et rutinepræget, men hyggeligt show af briterne.

Sortmetallen og undergrundsmusikken er en mangelvare på Copenhell, hvilket USBM-bandet Uada slog fast med en tiltrængt magtdemonstration på festivalens sidste nat.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.

Med næsten alle anmeldelser overstået på de første to dage blev fredagen dedikeret til festen og vennerne fra nær og fjern for vores reporter. Det hele var set før, og kun Heilung overgik tidligere bedrifter.

Skindred tog hele skattekisten af forgøglede virkemidler med og skabte en fest for dem, der bare manglede en undskyldning for at drikke øl og råbe højt.

Unleashed leverede en af de få klassiske dødsmetalkoncerter, da de fredag på Pandæmonium gav en tur rundt i hele deres bagkatalog. Med vikinger, naturligvis.

Med 10-årsjubilæet for deres ottende studiealbum indtog Katatonia Pandæmonium på de sene og regnfulde aftentimer, der fungerede som de perfekte rammer for det svenske orkesters melankolske toner.

Pretty Maids’ koncert på Helviti fredag eftermiddag startede jævnt op, men som Atkins og Hammer fik arbejdet sig varme, bedrede det sig og sluttede hæderligt.

Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.

Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.

Fever 333 skruede alt op til 11 og leverede hoppefesten med synthriffing, ungdommelig vildskab og politiske paroler for alle pengene.

Svenske Refused gav Hades-scenen et tiltrængt skud sofistikeret hardcore – og festivalen en feministisk opsang.

Vi har været efter Dimmu Borgir gennem længere tid, men på Hades lørdag aften beviste nordmændene, at de kan, når de vil, og det ville de på Copenhell 2019.

Det episke hardcore-monster The Psyke Project blev tæsket til live fra sit hvile og åd, flåede og rev alle rundt i en timelang og euforiserende psykose.

Lyden var fremragende til Scorpions, der gav en fantastisk sidste omgang på Copenhells hovedscene.

På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.

Amon Amarth kørte på rutinen på Helviti-scenen og fik hjælp fra LG Petrov til at brøle foran de feststemte tilskuere på Refshaleøen.