Gatecreeper gav os dødsmetal af den groovy slags – helt uden dikkedarer.
Skal vi gætte på, at jeg bliver revet rundt i kommentarsporet for ikke at give Knocked Loose 666? Højst sandsynligt. Men hypen holdt ikke hele vejen til deres koncert på Copenhell.
Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.
SortHandsk leverede en overbevisende koncert på Copenhell. Trioen beviste deres plads på festivalen, men man blev lidt for ofte mindet om et helt andet band.
Stilige svenskere skabte tidlig fredagsfest med kapper og progget orgelrock.
Det er lige så stille blevet aften på Copenhell, men hvis du synes du mangler en sweater, kan vi i stedet anbefale en Xenoblightkoncert, der er nemlig knald på.
Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt.
Bruce Dickinson redder Iron Maiden på Copenhell, hvor en rutinepræget optræden bæres af en fægtende frontmand, der stadig leverer.
Mastodon kom ikke længere ud end til navlen.
Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.
Med en suverænt syngende King Diamond i spidsen var Mercyful Fates comeback på Copenhell en triumf i natten.
Copenhell fik Jinjer, Jinjer fik Copenhells velfortjente kærlighed, men vi var meget langt fra noget det kan kategoriseres som en interessant koncertoplevelse.
Nerved åbnede sidstedagen på Gehenna med synthpower og Evanescence-vibes.
Var der så overhovedet nogen, der havde efterspurgt det?
Breaking news: Anmelder på Copenhell spaltet i to efter sær fluktuation i rumtidskontinuummet.
Årets Copenhell lakker mod enden, så her giver vi dig fem genveje til et sejere look. Ganske gratis.
Svartsot fik den ulykkelige tjans at spille Gehenna op, mens D-A-D stadig havde en fest på hovedscenen, men gjorde ikke rigtig noget for at holde fast i dem, der trods alt var dukket op.
Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.
Mesterlig debut på dansk jord.
Livsbekræftende Baest buldrede sig ud over Helviti og Copenhell og leverede en kraftpræstation i en genre, der ellers normalt er forvist til de små scener. Men ikke denne gang!
Hvad gør man, når man er Uffe Lorenzen og savner den rustne garage-rock?
Samler en ny powertrio selvfølgelig, og så er alt ved det gamle – eller?