Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Hexis lavede lokalt uvejr foran Gehenna-scenen og gennemførte et rasende halvmarathon på Copenhells skønne skovscene.
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.
Lørdagen og lukkedagen bød på flere tunge, højintense indslag – men også nogle stille overvejelser om Copenhells retning og potentiale.
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.
High on Fire var en sonisk skjoldmur uden sprækker, omend detaljerne måtte lade livet på slagmarken.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.
Hatebreed fejrede 30 års karriere på Copenhell med et koncert, der gjorde lige akkurat det, de var hyret ind til – piske en stemning op!
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Det har været nogle ret gode dage på Copenhell. Der har været kæmpe opture med for eksempel St. Digue, Mr. Bungle, Orm, John Cxnnor, Lack og Vulvatorious.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Alex Terrible tog Copenhell med storm og sendte publikum fra Hades, med en fuldstændigt vanvittig, tilnærmelsesvis ubehagelig oplevelse rigere
De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt.
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.